Den aktuelle situation og indsats i nærområderne – perspektiver fra syd

Hvorfor kommer flygtningestrømmen netop nu – fire år efter udbruddet af den syriske borgerkrig? Hvorfor bliver de ikke i nærområderne? Hør kendte menneskerettighedsaktivister fra Libanon, Tyrkiet og Egypten fortælle om situationenen i ”nærområderne” og hvad Danmark og EU kan gøre.

UNICEF/Lebanon-2015/Romenzi
©UNICEF/Lebanon-2015/Romenzi

Siden den 6. september er flere tusinde flygtninge og migranter, som de seneste måneder har bevæget sig op gennem Europa på flugt fra krig og fattigdom, ankommet til Danmarks grænser. Derfor diskuterer politikere og beslutningstagere i både Danmark og resten af Europa i disse uger på højtryk, hvordan vi skal håndtere det, som bliver betegnet som den største flygtningekrise siden 2. verdenskrig.
Tre kendte menneskerettighedsaktivister og bestyrelsesmedlemmer i Euro-Mediterranean Human Rights Network deler deres perspektiver på situationen i nærområderne.
– Osman Isci, universitetslærer i engelsk sprog og litteratur, bestyrelsesmedlem i den største tyrkiske menneskerettighedsorganisation, IHD – Human Rights Association , og aktiv i KESK (De offentlige ansattes Fagforening). Han var administrativt fængslet i 9 måneder i 2012-2013, anklaget under anti-terrorloven
– Moataz El Fegiery, bestyrelsesmedlem for Cairo Institute for Human Rights Studies og Mellemøstkoordinator for Frontline Defenders. Derudover er han også Ph.D. kandidat og forsker i menneskerettigheder og islamisme
– Wadih Al Asmar, generalsekretær for det Libanesiske Center for Menneskerettigheder, der bl.a. arbejder med torturbekæmpelse, migranter og flygtninges rettigheder, og med de forsvundne i den libanesiske borgerkrig
Ordstyrrer er Marc Schade-Poulsen, Ph.D. og Direktør for Euromed Rights.

Mødet vil foregå på engelsk. Efter mødet vil der være mulighed for at netværke og tage en mere uformel snak med gæsterne over et glas vin og en snack.

Tilmelding er ikke nødvendigt men, der er kun plads til 150 mennesker i lokalet som fordeles efter først til mølle princippet.