Hverdagsvold og urban sikkerhed i Maghreb

DIGNITY sætter fokus på hverdagsvold og sikkerhed i hverdagslivet og blandt lokale, kommunale og nationale aktører i Tunesien og Marokko.

I Rabat braser civilklædt politi ind i en lejlighed og arresterer en 31-årig senegalesisk immigrant, der ellers har permanent opholdstilladelse. Politiet arresterer ham og hans to venner og sætter dem på en bus. Små 1000 kilometer senere bliver de smidt af bussen i ørkenen i Sydmarokko. I Tunis kommer to elever i 3. klasse, en dreng og en pige, for sent til timen. For at straffe dem slår læreren deres fødder så hårdt foran de 37 andre elever, at pigens fødder begynder at bløde. I en anden skole bliver et barn blacklistet fra fritidstilbud, fordi hans far sælger alkohol.

Hverdagsvold tager mange former i Nordafrika: Fysisk, verbal og psykisk. Alle former resulterer i en nedbrydning af moral og værdighed hos den, der bliver udsat for volden, og en eksklusion fra fællesskaber.

Hverdagsvolden er et ekstra lag af den ydmygelse, som mange borgere i Tunesien og Marokko dagligt oplever på grund af de ekstreme sociale og økonomiske uligheder i deres samfund. De føler, at den politiske klasse ikke tager deres problemer alvorligt men lukker sig inde i en politisk boble. Det var denne ydmygelse, der i Tunesien førte til det folkelige oprør i 2010-2011 og til de aktuelle demonstrationer i Rif-området i Marokko.

DIGNITY og partnere fra Tunesien og Marokko sætter nu fokus hverdagsvold og sikkerhed med konferencen: ‘Everyday Urban Violence and Security in the Maghreb’ – med fokus på hverdagslivet og lokale, kommunale og nationale aktører i Tunesien og Marokko, for at forstå de dybe bagvedliggende årsager til migration, vold og politiske udfordringer i regionen.

DIGNITYs arbejde i Maghreb er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram. Konferencen arrangeres i samarbejde med Global Refugee Studies og Aalborg Universitet.

Læs det fulde program her.

For at deltage skal du huske at registrere dig via linket her.