KVINFO og CPH:DOX viser film om seje arabiske kvinder

CPH:DOX og KVINFO præsenterer i et samarbejde nogle stærke film om stålsatte og handlekraftige kvinder. To af dem handler om valg i Egypten og maraton i Palæstina.

Maratonløbere i Palæstina
"We run to tell a different story". Nadine Abu-Rmeileh og Ruba Zughayar under Palæstina Maraton 2014. Foto: Digital Storylab

Filmene Palestine Marathon og Private Revolutions – Young, Female, Egyptian viser kvinder, der ud fra hver deres motiver, har noget stort på spil, og som alle er rede til at betale en høj pris for at nå deres mål.

  1.   Palestine Marathon

I 2013 bliver et planlagt maratonløb i den palæstinensiske Gaza-stribe aflyst. Regeringspartiet Hamas vil ikke tillade kvinder at deltage i løbet. Lærke Hein og Signe Fischer er to danske kvinder, der beslutter at arrangere et andet maratonløb på Vestbredden – og samtidig slå et slag for kvinders ret til at bevæge sig og løbe frit i de besatte områder. Filmen viser den temmelig knudrede proces med at få et maratonløb stablet på benene i det opbrudte palæstinensiske landskab og med alle praktiske, menneskelige og kulturelle udfordringer, der skal overvindes.

Efter filmvisningen d. 8. november, kl. 20.00 i Empire Bio kan du møde de to instruktører, filmens hovedpersoner samt to af de Palæstinensiske løbere til en Q&A. CPH:DOX og Right to Movement inviterer ligeledes til et 15 kilometer løb i Valby Parken, København d. 8. november, kl. 11.00

Mere info om det fulde program og billetsalg her

Filmen Palestine Marathon er desuden udvalgt til at deltage i konceptet DOX:ON:TOUR, som omfatter en række events i samarbejde med en rækker kommuner i Region Øresunds kulturregion, deres lokale kulturaktører og ungdomsuddannelsesinstitutioner. DOX:ON:TOUR tilbyder et udvalg af film fra årets CPH:DOX festival, som sætter fokus på aktuelle og debatskabende temaer.

Læs mere om DOX:ON:TOUR

2. Private Revolutions – Young, Female, Egyptian

I det første præsidentvalg i Egypten efter 2011 kæmper magtfulde kandidater om posten som landets første demokratisk valgte præsident, men sideløbende med den store historiske begivenhed er fire kvinder hovedpersoner i deres eget private hverdagsdrama. Sharbat, aktivist og demonstrant, søger skilsmisse fra sin mand, der ikke vil acceptere hendes politiske engagement og har smidt hende og børnene ud. Fatima er medlem af Det Muslimske Broderskab, mor til tre og arbejder frivilligt for Mohamed Mursis præsidentkampagne. Amani er forfatter, radiovært, feminist og kæmper både for at holde liv i sine egne projekter og for at fremme kvinderettigheder og bevidstheden om dem hos en bredere skare. Og May, som er nubier, vil starte en NGO og flytte tilbage til sin konservative fødeegn for at fremme udviklingen der.

Efter filmvisningen d. 13. november, kl. 21.00 i Cinemateket kan du møde instruktøren Alexandra Schneider, en af hovedpersonerne Amani Eltunsi og den egyptiske journalist, feminist og debattør Mona El-Tahawy. De vil debatere det at være kvinde i Egypten idag. Rasmus Alenius Boserup modererer.

Mere info om det fulde program og billetsalg her