Mød Lina Abou Habib, et køn- og ligestillings-powerhouse fra Libanon

KVINFO inviterer til debat med en af Mellemøstens største kapaciteter inden for køn og ligestilling forud for det kommende møde i FN's Kvindekommission.

Lina Abou Habib, direktør for den feministiske organisation The Collective for Research and Training on Development-Action (CRTD) i Beirut. Foto: CRTD Facebook

Det seneste år har både budt på en alarmerende stigning i alle former for vold mod kvinder i Mellemøsten og Nordafrika, og samtidig er politiske kræfter, der tager afstand fra eller forbehold for de internationale menneskerettigheder, blevet styrket.

På mødet vil Lina Abou-Habib, direktør for den feministiske organisation The Collective for Research and Training on Development-Action (CRTD) i Beirut, diskutere, hvilke lokale og internationale strategier kvinder kan bruge til at sikre og udbygge de opnåede rettigheder i regionen. Det sker forud for det årlige møde i FN’s kvindekommission (CSW)  i marts, som er en vigtig platform for budskaber, holdningsbearbejdning og netværksopbygning.
Lina Abou-Habib er omdrejningspunkt i en række regionale netværk og kampagner, som hun vil fortælle om.

Hendes indlæg bliver perspektiveret af Janice G. Førde, der er forkvinde for Kvindernes U-landsudvalg (KULU), og har deltaget i den danske CSW-delegation gennem en lang årrække. Samtidig har hun et bredt netværk blandt kvindeorganisationer verden over samt overblik over den internationale debat om kvinderettigheder.

Arrangementet foregår på engelsk.

Alle er velkomne. Der er gratis adgang, og tilmelding ikke nødvendig.

Se begivenheden på KVINFO’s Facebook side.