Fest kvindernes kampdag i hus med KVINFO i Vega

KVINFOs 8. marts-fest i VEGA præsenterer en buket af seje kvinder i musik, standup, satire og livekunst samt en kronprincesse og en arabisk maskulinitetsforsker.

Plakat for KVINFOs 8. marts fest i VEGA
Plakat for KVINFOs 8. marts fest i VEGA

8. marts fylder KVINFO VEGA med feministiske stemmer – både mænd og kvinder – som udfordrer vores forestillinger om køn og bekæmper begrænsninger ude i verden og i vores eget samfund.

Med festen markerer KVINFO samtidig optakten til den internationale konference “Women Deliver”, der finder sted i København i maj. Her er Danmark internationalt centrum for diskussionen om piger og kvinders vilkår.

Aftenens program:

For første gang deltager H.K.H. Kronprinsessen i 8. martsfejringen i Danmark. Efter Kronprinsessens tale vil også udenrigsminister, Kristian Jensen, LO’s formand, Lizette Risgaard, og debattøren, Khatarah Parwani, være på scenen for at tale om nationale og globale udfordringer med ligestilling. Den amerikansk-libanesiske psykolog Anthony Keedi vil zoome ind på kønsrelaterede udfordringer i Mellemøsten.

På scenen er også stand-up-komiker Sofie Hagen, og den feministiske performancekunstner Lilibeth Cuenca, der vil fremføre dele af sine værker live. Feminist og politisk satiriker Karina Willumsen giver også et par numre. Det hele pakkes ind i lækker musik. I år har Roskilde Festival fundet tre kunstnere, der på hver deres måde viser kvinderne i musikken lige nu: rocktrioen Nelson Can lægger ud efterfulgt af L.I.G.A, og Fallulah slutter aftenen af.

Der er efterfest i Idealbar hvor Kapow Collective er dj’s.

Følg med her eller på Facebook-event siden, som KVINFO løbende opdaterer.

Billetter koster 150,- + gebyr og kan købes hos Billetnet

Pressekontakt: Inger Marie Vennize. +45 24 25 15 98 eller inger.marie.vennize@kvinfo.dk