En af de ting, der stresser mig mest, er, om jeg kan få lov til at være den, jeg er, uden at møde fordomme fra familie og samfund. Jeg er også bekymret for min datters fremtid – for, hvordan samfundet vil behandle hende, og jeg håber, at hun kan tage den uddannelse, hun ønsker. Men jeg har valgt at tænke positivt. Jeg har tillid til, at min generation kan skabe forandringer og sidde ved roret i fremtiden.

Jeg oplever, at der er en stor kløft mellem min generation og tidligere generationer, hvor især den store teknologiske udvikling har resulteret i nye måder at tænke og træffe beslutninger på. Mange ting er forbedret i dag: Der er flere kvinder på de videregående uddannelser og flere kvinder på arbejdsmarkedet. Det er sket trods modstand fra konservative kræfter, som vores samfund stadig døjer med. Min generation har i dag en næsten ubegrænset adgang til viden og information, og jeg tror, at vi kan skabe en bedre fremtid for os selv og kommende generationer, hvis vi arbejder hårdt for det.

Jeg anerkender, at der er udfordringer i samfundet, men betyder det, at vi bare skal acceptere dem og ikke gøre noget ved dem? Selvfølgelig ikke! Mulighederne dukker ikke bare op og banker på døren – vi skal selv opsøge dem. For mig er passivitet og negativ tænkning de største farer for min generation. Det vigtigste er ikke blot at tro på forandring, men at arbejde hen imod den, og det er det, jeg prøver at gøre gennem mit arbejde med børn og mennesker, der har oplevet traumer.

Et af de lykkeligste øjeblikke i mit liv var, da jeg behandlede en lille dreng, der led af cerebral parese, hvilket påvirkede hans evne til at gå, og da det efter flere sessioner lykkedes mig at hjælpe ham med at tage et par skridt. Det var en meget smuk følelse.

Jeg er tilfreds med mit nuværende liv på familie- og arbejdsfronten, men jeg drømmer om at udvikle mig selv. Jeg vil gerne være med til at sætte et aftryk på lokalsamfundet. Jeg drømmer om mere social retfærdighed i vores samfund.