Ingen siger, at livet er let. Der vil altid være udfordringer og forhindringer; det afgørende er, hvordan man vælger at tackle dem.

Da jeg begyndte at cykle rundt i Atlasbjergene, gloede folk på mig, men i dag, fem år senere, får jeg respekt fra de fleste, jeg møder. I starten var mine cykelture udelukkende en hobby og et forsøg på at komme væk fra byen og larmen. Så begyndte jeg at lægge billeder og videoer på de sociale medier og fik hurtigt mange følgere – da medierne fik øje på mig, gik det stærkt.

Jeg får mange beskeder fra marokkanske piger, der fortæller, at de har købt en cykel – noget, som de for et par år siden troede var umuligt. Det gør mig stolt, at jeg med mine cykelture kan gøre en forskel for folk, jeg ikke kender. Den tillid forpligter.

Min generation voksede op med konstant at se billeder af krige og konflikter i fjernsynet. Det har sat sit præg på vores måde at forstå livet og tænke på fremtiden på. Derfor overrasker det mig ikke at læse, at en stor procentdel af de unge overvejer at emigrere uden for Nordafrika og Mellemøsten. Selv tænker jeg ikke på at forlade mit land på nuværende tidspunkt, fordi jeg ser det som en egoistisk handling. Måske vil nogle lykkes med at opnå en bedre fremtid for sig selv i udlandet, men deres udvandring vil påvirke hjemmelandet negativt, fordi vi mister unge sind og kræfter, der kunne have bidraget til at skabe forandring og fremdrift.

Tiden er inde til, at der skal være lige muligheder for alle unge, men det er også vigtigt, at de unge begynder at tage mere ansvar for deres liv og fremtid. De må gøre sig fri af familiens indblanding i deres uddannelsesmæssige, praktiske og personlige valg.

Jeg bestræber mig altid på at have specifikke mål og gøre mit bedste for at nå dem. Mit mål for de kommende år er at bestige Kilimanjaro, det højeste bjerg i Afrika. Jeg håber, at det vil være med til bevise marokkanskes pigers viljestyrke.