Jeg elsker sport. Især fodbold. Da jeg var yngre, drømte jeg om at blive en berømt fodboldspiller, men det lykkedes ikke af flere forskellige årsager. Alligevel er jeg ikke ked af det.

Jeg har fået stor passion for at træne børn og unge på frivillig basis, og i løbet af de sidste år har jeg været med til at få smilet frem i ansigtet på hundreder af børn og unge og har bidraget til at åbne nye døre for dem inden for sportsverdenen. Selvom jeg endnu ikke er lykkedes med at realisere mig selv og ikke har en stabil indtægtskilde, er jeg tilfreds med det, jeg har opnået i forbindelse med at hjælpe andre. Af natur er jeg interesseret i marginaliserede menneskers forhold – de folk ligner mig. Derfor forsøger jeg altid at give en hjælpende hånd, når jeg kan. Det er noget, jeg selv savnede, da jeg var lille.

Arbejdsløshed er en stor udfordring for mig og også for en stor del af min generation. Jeg prøver at tænke positivt om mit liv, men det er meget vanskeligt at forblive positiv under de omstændigheder, vi lever under. Efter at jeg åbnede øjnene for de krige og den ustabilitet, der hersker i vores region, indgår de altid i mine overvejelser, når jeg tænker på fremtiden. Jeg tænker meget på min fremtid, og jeg bliver bekymret, når jeg tænker på, at jeg kan runde de 30 uden at have stiftet min egen familie. Nogle gange befinder vi os i en situation, hvor der ikke umiddelbart er udsigt til forandring, men vi må ikke lade denne følelse ødelægge os.

Vores generation har en større grad af frisind. Vi higer efter forandring og er gode til at tilpasse os, men mulighederne er bare ikke til stede, og det efterlader os i et limbo. Engang hørte jeg et ordsprog, der lød ”Vær en pilespids, der baner vejen for andre” – det har gjort, at jeg drømmer om at lave et sportsakademi, der kan være med til give børn og unge i min by mulighed for at udleve deres potentiale. Jeg bliver glad, når jeg ser glæden i andres øjne.