I kapitlet møder du Erij, som må snyde sin far for at udleve sin drøm. Du skal høre om, hvorfor det er vanskeligt for kvinder at bryde igennem i politik, og hvordan de alligevel er lykkedes med det i så høj grad, at der nu er flere kvinder i lokalpolitik i Tunesien, end der er i Danmark.

Del 1 – Flugtplanen

Erij gik ind i stuen, kyssede sin far på kinden og sagde godnat. Det var tydeligt, at han ikke havde fattet mistanke til noget. Han smilte bare til hende og sagde »sov godt«. Havde han vidst, hvor hun havde været henne, ville hun uden tvivl have fået husarrest.

Men landmanden sad bare og så tv som altid. Erij kiggede over på sin mor og udvekslede et blik af den særlige slags, som der er mellem to, der deler en hemmelighed.

Erij var denne aften kommet endnu et skridt nærmere sin drøm. Mødet med de andre ungdomspolitikere var gået godt. De havde vedtaget, at Erij skulle være nummer to på valglisten. Hun var stolt, men kunne ikke dele den stolthed med sin far. For ham er politik beskidt. Det er ikke noget for almindelige mennesker, og da slet ikke for hans 19-årige datter.

Faderen havde forbudt hende at tage til mødet.

»Min datter skal ikke rende rundt i gaderne om aftenen og mødes med fremmede.« havde han sagt til hende.

Erij talte ham ikke imod. Hun havde for længst fundet ud af, at den bedste strategi var at lade, som om hun accepterede faderens ord. Det var ikke første gang, han forbød hende at gå ud, og heller ikke første gang, at Erij lykkedes med at slippe ud alligevel. En anden aften havde hun viklet et tørklæde om hovedet og iført sig en af sin mors lange kjortler ud over sin T-shirt og jeans. Sådan var det lykkedes hende at passere lige forbi den cafe, hvor faderen oftest sidder om aftenen og spiller kort, uden at han genkendte hende.

Denne aften var han hjemme og Erij havde brug for en flugtplan. Hun fik sin mor til at sige til faderen, at hun var sløj og havde lagt sig i sengen. Erij låste døren til værelset, slukkede lyset og åbnede forsigtigt vinduet. Hun stillede en stol hen til vinduet og kravlede op i vindueskarmen. Der var heldigvis kun en meter ned.

Erij sprang ud og stod stille et øjeblik for at høre, om der var nogen i huset, der havde lagt mærke til noget. Det var der ikke. Hun krøb under køkkenvinduet og løb ud på gaden.

Det var underligt at være ude i byen alene om aftenen. I hendes by Menzil Jamil, som omtrent er på størrelse med Næstved, er der næsten kun mænd i gaderne, når det er blevet mørkt. Det er sjældent, at en kvinde – og især en ung kvinde – går rundt alene i gaderne.

Erij følte, at hun gjorde noget ulovligt, som alligevel var det helt rigtige at gøre. Hendes hjerte bankede lige så hårdt, som hendes far ville have banket på den låste dør til hendes værelse, hvis han mistænkte hende for at have sneget sig ud.

Erij nåede frem til mødet og satte sig om bordet med de andre håbefulde lokalpolitikere. De unge i lokalet havde besluttet at gå sammen for at stille på op til kommunalvalget på en fælles valgliste. De ønskede at være et ungt alternativ til de etablerede politiske partier, hvor langt de fleste er over 50 år. Ligesom en meget stor del af befolkningen havde Erij mistet tilliden til de gamle politikere, som efter det første frie parlamentsvalg i landets historie ikke havde formået at ændre meget.

»De ældre generationer sidder fast i fortiden. De kan ikke følge med udviklingen. Tunesien har brug for de unge. Vi er de eneste som kan skabe forandring,« siger Erij.

Del 2 – Kvindekampen

Siden revolutionen i 2011 har tunesiske kvinder fået stor opmærksomhed verden over for deres aktive deltagelse både i kvinderettighedsorganisationer og på den politiske arena. Kvindekampen går dog langt tilbage, og kampen for ligestilling er derfor ikke nogen ny kamp, der startede med protesterne i 2011. Det var netop i kraft af den lange tradition for kvindekamp i Tunesien, at kvinderne har været i stand til at udnytte revolutionen i 2011 til deres fordel.

Den tunesiske kvindebevægelse har rødder tilbage til starten af 1900-tallet, men især fra 1950’erne fik bevægelsen momentum. Da landet blev selvstændigt i 1956, indførte præsidenten Habib Boughiba med det samme formel lighed mellem mænd og kvinder. Det betød, at tvangsægteskaber og flerkoneri (polygami) blev forbudt ved lov, og at kvinder blev sikret retten til skilsmisse. I 1965 var Tunesien det første muslimske land til at legalisere abort. Her var tuneserne også foran Danmark, hvor det først blev tilladt i 1973.

De mange kvinderettighedsbevægelser har arbejdet på forskellige niveauer, både lokalt i hjemmene og byerne, regionalt og på nationalt plan. For kvinders forhold i Tunesien varierer meget afhængigt af deres økonomiske status, uddannelsesniveau, lokale traditioner og af, hvorvidt de bor i byen eller på landet. Det betyder også, at der er stor forskel på, i hvor høj grad bevægelsen er lykkedes med at nedkæmpe de patriarkalske og konservative strukturer, der stadig gør sig gældende mange steder, især i mindre byer såsom Menzil Jamil, hvor Erij bor.

Efter 2011 frygtede mange i kvindebevægelsen, at det konservative segment af samfundet – som både kan være sekulært konservative og islamister – ville komme til at få stor indflydelse. Det fik dem til at arbejde hårdt for at sikre sig en prominent rolle i udformningen af den nye forfatning, hvor de lykkedes med at få indskrevet mange rettigheder for kvinder, som de ikke har i nogen andre arabiske lande. Eksempelvis er det blevet gjort lovligt for en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslimsk mand.

I 2017 lykkedes det igen bevægelsen at få politisk opbakning til en banebrydende lov. Denne gang en lov, der forbyder vold mod kvinder. Loven er omfattende i sin definition af voldsbegrebet, og foruden et forbud mod fysisk vold forbyder den også økonomisk, seksuel, politisk og psykisk vold mod kvinder.

Del 3 – »Hun sidder sikkert og ser tegnefilm«

Privatfoto

Erij blev valgt ind i byrådet i Menzil Jamil ved Tunesiens første kommunalvalg nogensinde i 2018. Med hendes 19 år var hun den yngste folkevalgte politiker nogensinde i landets historie. Hun kom på tv, i radioen og i aviserne, og fik mere opmærksomhed end den nye borgmester. Men betød det så, at hun var overkommet fordommene omkring unge og kvinder i politik? Nej, langt fra.

Tag som eksempel det første møde i byrådet. Erij havde udarbejdet et forslag til, hvordan man kunne forbedre organiseringen af byens markedsplads. Men hun fik ikke lov at tale. Hver gang hun forsøgte at få ordet blev hun enten ignoreret eller fik at vide, at det måtte vente.

»De talte til mig, som om jeg var et barn, der bare var kommet for at lege,« fortæller Erij.

Først efter to timer, da hendes partifælle fra lokallisten – en 42-årig mand – begyndte at brokke sig højlydt, fik Erij lov at tale.

»Men de fleste lyttede ikke efter. De sad bare og kiggede ned i deres mobiltelefoner. De tror ikke på, at en ung kvinde har noget at byde på,« siger Erij.

Modstanden har dog blot fået Erij til arbejde endnu hårdere. Hun vil modbevise alle tvivlerne og knokler derfor for at undersøge borgernes problemer og finde løsninger på dem. Men her løber hun ind i endnu en fordom.

Ikke nok med at mange ikke tror, at unge eller kvinder egner sig til politik, så tror de heller ikke på, at en politiker kan være ærlig og retfærdig. Erfaringen fra de foregående årtier fortæller dem, at politikere er nogen, der kun interesserer sig for at fylde deres egne lommer. Sådan har det altid været.

Under Ben Alis diktatur blev borgmesteren ikke valgt af folket. Han – for ja, næsten alle borgmestre var mænd – blev udpeget af Ben Alis parti. Det var slet ikke sikkert, han kendte noget til den by, han fik ansvaret for, og han interesserede sig som regel slet ikke for folks problemer. At gøre karriere i politik i det korrupte diktatur handlede om at tjene herskeren Ben Ali og dernæst at tjene sig selv.

Selv om Erij har siddet i byrådet i over et halvt år, er hendes far stadig helt overbevist om, at politik altid vil være beskidt.

»Hvis jeg får succes med noget, vil han helt sikkert tro, der har foregået noget korruption. Han har aldrig oplevet, at der var en politiker, som gjorde noget godt. Derfor vil han helst have, at jeg bare giver op og fokuserer på mine studier. Han ønsker, jeg får succes i alt andet end politik,« fortæller Erij.

Del 4 – Civilsamfundet i Tunesien

Civilsamfundet har spillet en vigtig rolle efter revolutionen i 2011. Her etablerede flere aktører fra civilsamfundet et organ kaldet The National Dialogue (Den Nationale Dialog), der skulle sikre en plan for overgangen til et demokratisk styre og sikre en ny forfatning. Det var i høj grad takket være dette organ, at det lykkedes at få de forskellige politiske fraktioner til at lægge deres ideologiske konflikter til side og blive enige om grundlaget for en ny, demokratisk stat.

En af de mest indflydelsesrige civilsamfundsorganisationer er fagforeningen UGTT, der repræsenterer offentligt ansatte og har mere end 500.000 medlemmer fra alle dele af landet. Den er siden selvstændigheden lykkedes med at fastholde sin autonomi fra staten, selv under diktatorerne Bourguiba og Ben Ali. UGTT’s uafhængighed har gjort den til en magnet for politiske aktivister igennem årene, og fordi den repræsenterer mange forskellige dele af befolkningen, har den været med til at skabe en kultur for dialog og kompromis mellem de religiøse og sekulære politiske grupper.

Civilsamfundet i Tunesien har på inddragende vis givet mange borgere en platform, hvor de oplever at gøre en forskel. Det kan være på nationalt niveau i forhold til f.eks. fagforeninger og politisk indflydelse, men også på et lokalt plan, hvor folk tager initiativ til at gøre en forskel for lokalmiljøet gennem foreningsarbejde og arrangementer. Her spiller ungdommen en afgørende rolle, også når det handler om at præge lokalsamfundet i en retning, hvor lighed og menneskerettigheder bliver en integreret del af hverdagen. Det er sådant et frivilligt arbejde, som Jehan er aktiv i.

En af civilsamfundets største sejre er de kvindekvoter, som er blevet skrevet ind i forfatningen og valglovene. Det er civilsamfundets aktivister, som har udarbejdet lovteksterne og har presset på for at få politikerne til at vedtage dem. Det er et godt eksempel på, hvordan politiske reformer ikke nødvendigvis kommer fra de folkevalgte politikere, men kan have deres udspring i organisationer, som arbejder for en bestemt sag.

Kvoterne skal forhindre, at der sker diskrimination på grund af køn. Uden kvoter ville hovedparten af de politikere, der blev opstillet af partierne, være mænd, og befolkningen ville også primært stemme på mænd. Det skyldes, at politik altid har været domineret af mænd, mens kvinder har haft få muligheder for at bevise deres værd. Dette ville formentlig ændre sig over tid helt af sig selv, men måske ville der gå mange årtier. Det vil den tunesiske kvindebevægelse ikke vente på, og derfor har den presset på for at indføre kvoter.

Hvad betyder det så helt konkret? Jo, det nye valgsystem tvinger simpelthen partierne til at opstille kvinder og mænd helt ligeligt på deres valglister. Hvis der står en mand øverst på listen, skal den næste være en kvinde, den tredje igen en mand, den fjerde en kvinde, osv. Sådan et system blev anvendt ved parlamentsvalget i 2014 og ved kommunalvalget i 2018. Resultatet blev, at der i de nye byråd kom til at sidde stort set lige mange mænd og kvinder. Til sammenligning er andelen af kvinder i de danske byråd blot 33 procent.

Det er dog ikke kun kvinder, som der er blevet indført kvoter for. I valglovene sørger man også for at sikre en minimumsrepræsentation af unge (under 35 år) og handicappede ved at have kvoter for disse to grupper. Der er rigtig mange unge, som gerne vil være aktive i politik, men som Erij også har fået at opleve, er det ikke nemt at blive valgt, når man er ung. Ligesom folk er mest vant til at se mænd i politik, er de også mest vant til at se ældre mennesker, og det får mange til at være skeptiske over for unge politikere.

 

Del 5 – Traditioner skal slås i stykker

Foto: Fahem Ben Zaida

Erijs måske største succesoplevelse var den dag, hun kom for sent til en eksamen.

Hun var på vej til bussen, da hun blev stoppet af en ældre mand. Han ønskede inderligt at fortælle om et problem i sit lokalområde. Erij var lykkelig. Her var der en borger, som ikke blot anerkendte hende som en ung, kvindelig politiker, mens som også troede på, at hun rent faktisk kunne gøre en forskel.

Hun lyttede til alt, hvad manden sagde, og nikkede forstående. Men jo mere manden fortalte, desto mere sent på den blev hun. Længere oppe af vejen kørte bussen videre uden Erij, men hun kunne stadig ikke få sig selv til at afbryde manden og forlade ham. Hun ville for alt i verden ikke give ham det indtryk, at hun ikke interesserede sig for hans bekymringer.

Da den ældre herre endelig afsluttede talestrømmen og tog afsked, sprang Erij på den første taxa, men kom alligevel for sent til eksamenen.

»I Tunesien er det et fremskridt bare det, at en politiker gider lytte til borgeren, og at borgeren mener, han får noget ud af at tale med politikeren. Især den ældre generation er vant til at tie stille og ikke sige deres mening. De frygter stadig, det kan give dem problemer ligesom førhen. Min generation er anderledes. Vi tøver ikke,« siger Erij.

Men ungdommen, og især de unge kvinder, er oppe imod nogle traditioner og normer, som kan være hårde som sten. Derfor er det nødvendigt at finde det tungeste værktøj frem, hvis de skal slås i stykker. For Erij er Tunesiens kvindekvoter sådan et værktøj.

»Love er det eneste, som kan bryde med traditionerne. Vi er nødt til at tvinge ligestillingen igennem. Folk skal vænne sig til at se kvinder i politik, og så vil de med tiden acceptere det. Det vil blive til en ny tradition. Ligesom det er blevet en tradition, at kvinder tager lange uddannelser og går klædt, som de vil. Sådan var det ikke engang,« siger hun.

For Erij var kvotesystemet afgørende. Uden det var det ikke sikkert, hun havde fundet modet til at trodse sin far og kravle ud af vinduet.

»Det gav mig selvtillid, at jeg vidste, at mændene var tvunget til at acceptere mig. De havde ikke noget valg. Jeg vidste, at jeg havde en chance, og derfor besluttede jeg at stille op til valget,« siger hun.

Video