Dette er et helt særligt undervisningsmateriale udviklet af Udenrigsministeriet. I løbet af fem kapitler kommer du til at lære fem tunesiske unge at kende og får en forståelse for, hvordan livet er, når det er op til de unge at bygge et nyt samfund op efter en revolution.

Del 1 – Når hverdagen er et forhindringsløb

Hvordan er det at vokse op i et land, der hverken helt er et diktatur eller et demokrati? Et land, hvor unge er det store flertal og har været med til at skrive verdenshistorie, men alligevel stadig har svært ved at udleve mange af deres drømme. Hvordan finder du din identitet, når samfundet er i opbrud, og fremtiden er usikker? Vælger du at bliver boende og kæmpe for forandring, eller forlader du landet, hvis chancen byder sig?

I Tunesien er de unges liv fyldt med dilemmaer. Deres hverdag er et forhindringsløb, som får en dansk tilværelse til at minde om at køre på en tresporet motorvej uden trafik. Men selv om deres liv kan være meget anderledes, så er deres drømme og håb for fremtiden det ikke nødvendigvis. De skal bare gennem nogle andre udfordringer for at kunne realisere dem.

Alt dette handler undervisningsmaterialet om. Du kommer til at møde fem unge. Én i hvert kapitel. Der er Erij, som må lægge flugtplaner for at nå sine store mål, og Dorra, der med sin chatbot er lysår foran statsadministrationen. Du skal også høre om Ahmed, som tager til fodboldkamp for at glemme håbløsheden, og Sana, som ønsker at migrere til Tyskland med sin lange uddannelse i baggagen. Og nå ja, så er der Jihan, der klæder sig som Mama Africa og uddanner ambassadører.

Alle fem unge har rigtig meget på hjerte. Deres historier er dybt personlige, men samtidig fortæller de også en masse om, hvad det vil sige at være ung i et land, som er i opbrud. Og den slags lande er der mange af rundtom på kloden. Så måske kan Jihan, Sana, Ahmed, Dorra og Erij lære dig noget ikke bare om Tunesien, men om store dele af verden.

Del 2 – Ingen havde set det komme

Men inden du skal møde dem, er der lige noget, du bør vide om Tunesien. Det begynder med en 26-årig mand ved navn Mohamed Bouazizi, som med sin gerning den 17. december 2010 blev en af det 21. århundredes vigtigste personer. Den dag stillede han sig op foran kommunekontoret i den tunesiske provinsby Sidi Bouzid og hældte en dunk benzin ud over sig selv. Han strøg en tændstik og tændte ild til sig selv, mens han råbte »hvordan forventer I, at jeg skal tjene til føden?«.

Mohamed Bouazizi var en fattig gadesælger. Politiet var altid på nakken af ham, fordi han ikke havde råd til at betale dem bestikkelse. Flere gange konfiskerede de hans bod for at tvinge ham til at betale. Da det skete igen den 17. december, gik gadesælgeren op til kommunen for at klage til borgmesteren, men borgmesteren nægtede at tale med ham. Bouazizi truede med at tænde ild til sig selv. Da det ikke hjalp, gjorde han alvor af sine ord.

Mohamed Bouazizi døde af sine kvæstelser, men det var ikke kun sig selv, han havde tændt ild til. I Sidi Bouzid gik tusinder på gaden for at protestere over den uretfærdighed, som Bouazizi og mange andre tunesere oplevede hver eneste dag. Demonstrationerne fortsatte i ugevis og begyndte at sprede sig fra by til by, indtil hele landet var lammet af demonstrationer der krævede, at landets leder gennem knap 25 år, Zine El Abidine Ben Ali, skulle gå af.

Det endte med at Ben Ali måtte flygte fra landet. Militæret satte sig i spidsen for en overgangsproces, der skulle føre landet fra diktatur til demokrati. Tuneserne havde startet en revolution, ingen havde set komme.

Rundtomkring i den arabiske verden lod folk sig inspirere af Tunesien. Snart begyndte de at demonstrere i mange andre lande, og det ene folkelige oprør efter det andet brød ud. Det Arabiske Forår blev det døbt. Nogle af revolutionerne udviklede sig til borgerkrige, som mange andre nationer blandede sig i både politisk og militært. Andre steder lykkedes det i sidste ende ikke demonstranterne at vriste magten fra diktatorerne. Men i Tunesien fik de noget, der på mange punkter ligner et demokrati.

Der er blevet afholdt frie valg til kommuner, parlament og præsidentembedet, og tuneserne er blevet frie til at organisere sig og sige deres meninger. Landet har fået en grundlov, der på papiret sikrer borgerne en lang række rettigheder, såsom ytringsfrihed og ligestilling. Den kan godt minde lidt om den danske grundlov, og på nogle punkter vil jurister måske endda sige, at den nye tunesiske forfatning er bedre end den danske.

Del 3 – Forvirrende kontraster

Men én ting er, hvad der står skrevet med blæk. Noget andet er, hvordan virkeligheden er i den tunesiske dagligdag. For et diktatur er ikke bare som en jakke, man ikke længere synes om og derfor udskifter med en ny. Et diktatur er mere som et hus med mange etager. Tuneserne har siden revolutionen fjernet taget og de øverste etager og bygget det om. Dette er de frie valg og forfatningen. Men det hele hviler stadig på et gammelt fundament, som blev bygget for lang tid siden.

De første sten blev lagt af den franske kolonimagt. Franskmændene holdt Tunesien besat i 75 år. I 1956 fik tuneserne endelig deres selvstændighed, men de fik ikke deres frihed. I stedet for de franske overherrer fik de en enevældig hersker af deres egne. Han hed Habib Bourguiba, og det var ham, som over 30 år byggede stueetagen. Da han var blevet gammel, overtog en af hans loyale støtter magten. Det var Zine El Abdine Ben Ali, og han byggede første sal.

De nederste etager i det tunesiske hus består altså af en række offentlige institutioner og private netværk, som ikke er demokratiske. De er bygget til at opretholde et autoritært system – altså et diktatur – hvor det kun er nogle få, som styrer landet og dets økonomi. Dem, som bor og arbejder på de nederste etager, er ikke interesserede i, at tingene skal ændre sig, og når man bor i det samme hus, er de ikke sådan lige til at komme uden om.

Tunesien er altså godt nok blevet til et demokrati, men landet har stadig en autoritær struktur. Dette ord, struktur, kommer du til at høre meget mere om senere. Det er meget vigtigt, men ikke altid så nemt at holde styr på. Indtil videre skal du blot forstå, at Tunesien altså ikke fuldstændig er et demokrati, selv om der er frie valg. De unge tunesere, som med revolutionen gerne ville forandre samfundet radikalt, må stadig hver dag kæmpe for at realisere den forandring.

I sådan et samfund i opbrud kan der være meget store kontraster. Nogle ønsker, at landet igen skal finde sig en enehersker, mens andre arbejder ihærdigt for at få demokratiet til at fungere. Nogle er blevet stenrige, fordi de har de rette forbindelser, mens mange andre lever på samfundets bund og har svært ved at få mad på bordet. Et stort antal tunesere tilsluttede sig Islamisk Stat og har kæmpet for oprettelsen af et kalifat, men Tunesien er samtidig et samfund med en lang sekulær tradition. På landet findes der stadig nogle meget traditionelle opfattelser af kvinders rolle i samfundet, mens mange unge i storbyerne omvendt lever efter nogle kønsnormer, der ikke er meget anderledes end de danske.

Når man som ung vokser op med disse kontraster, kan det være udfordrende at finde sin egen vej i livet. Hvad vil det sige for mig at være tuneser, muslim eller kvinde? Hvad synes jeg er det rigtige, og hvordan lykkedes jeg med at indfri mine drømme? Det er de store spørgsmål, som Jihan, Sana, Ahmed, Dorra og Erij alle slås med at finde svar på. Her kommer deres historier.

Om forfatterne

Forfatterne spiser tunesisk fastfood med Jihen.

Fannie Agerschou-Madsen er cand.mag. i Mellemøststudier og ekstern lektor på Københavns Universitet. Hun har beskæftiget sig med Mellemøsten siden 2009 og har boet i Egypten. ​Fannie arbejder også som konsulent og underviser på Forsvarsakademiet, hvor hun underviser sprogofficererne, og har blandt andet belyst aktuelle begivenheder i Mellemøsten på DR2, TV2 News, Radio24syv og P1. Se også: www.perspektivpåmellemøsten.dk

Rasmus Bøgeskov Larsen er journalist og var fra 2009-2018 Mellemøstkorrespondent for avisen Politiken med fast bopæl først i Libanon og derefter i Egypten. Han dækkede revolutionerne i Tunesien, Egypten og Libyen og taler i dag flydende arabisk. Rasmus er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og har desuden studeret arabisk på Københavns Universitet samt i Damaskus, Beirut og Kairo. Se også: www.rasmusbogeskov.com