I kapitlet møder du Jihen, for hvem det ikke er ligegyldigt, hvordan hun binder sit tørklæde. Du skal høre om tunesernes forhold til identitet, religion og islamisme, og hvad alt dette har at gøre med begrebet intersektionalitet.

Del 1 – En vantro ekstremist

Jihen er både blevet anklaget for at være vantro og for at være islamisk ekstremist.

Det svarer lidt til, at du den ene dag bliver kaldt for anarkist og den næste dag for nazist. Det ene burde udelukke det andet, men det gør det ikke nødvendigvis i et land, hvor der pågår en stærk politisk strid om nationens identitet.

I det ene tilfælde var Jihen til en international journalistkonference i Tunis, hvor der blandt andet blev diskuteret ytringsfrihed og menneskerettigheder. Hun skulle dække den som journalist for et tunesisk medie og ville interviewe en af de tunesiske deltagere.

»Så snart jeg havde stillet hende mit spørgsmål, gik hun til angreb på mig. ‘Du går med tørklæde, du er islamist, du er terrorist, og jeg taler ikke med terrorister. Man kan ikke være tildækket og tale om ytringsfrihed og menneskerettigheder, råbte hun mig lige op i ansigtet,« fortæller Jihen.

»Jeg var chokeret. Hun dømte mig på mit udseende, uden at vide, hvem jeg er, eller hvad jeg står for.«

I det andet tilfælde var Jihen til et ‘hackathon’, hvor unge tunesere satte sig sammen for at finde måder at bekæmpe korruption på med brug af teknologi. I den gruppe, som Jihen havnede i, var en af deltagerne transseksuel.

»Han hedder Jad. Han har en kvindekrop, men hans hormoner og stemme er en mands, og han har en kvindelig kæreste. Det er ikke noget problem for mig. Jeg accepterer alle, uanset hvordan de adskiller sig fra mig. Et menneske er et menneske,« siger Jihen.

»Men der var en kvinde i min gruppe, som ikke brød sig om det. Da jeg forsvarede Jad, anklagede hun mig for at være vantro. Hun sagde: ‘Du går med tørklæde og burde være konservativ. Hvordan kan du forsvare sådan en moralsk korruption?’« fortæller Jihen.

De to episoder er selvfølgelig yderpunkter. Det er ikke hver dag, at Jihen bliver beskyldt for at være terrorist eller vantro. Men det siger noget om, hvor hård en kamp der nogle gange står om at definere Tunesiens nationale identitet, og om, hvor vanskeligt det kan være, hvis man som Jihen ikke identificerer sig med nogle af fløjene i kampen.

Så hvem er Jihen, hvis hun hverken er vantro eller islamisk terrorist? Er hun mest muslim, fordi hun går med tørklæde? Er hun vestligsindet, fordi hun forsvarer menneskerettigheder? Er hun araber, fordi hun taler arabisk, eller afrikaner, fordi hun bor på det afrikanske kontinent? Er hun ingen af delene eller bare mange af dem på samme tid?

Del 2 – Religion og politik i Tunesien

Religion har spillet en relativt tilbagetrukket rolle i offentligheden i Tunesien siden uafhængigheden fra Frankrig i 1956. Den første præsident, Habib Bourguiba, var meget kritisk over for religiøse autoriteters indblanding i politiske sager, og han bevarede en streng kontrol med moskeerne. Han forbød også kvinder at bære tørklæde – hijab – på alle uddannelsesinstitutioner og offentlige arbejdspladser.

I slutningen af 1970’erne begyndte religiøse bevægelser dog at dukke op som opposition til det autoritære styre. De kritiserede korruptionen og undertrykkelsen og fik en vis folkelig opbakning. Blandt dem var det islamistiske parti Ennahda, som Bourguiba forbød at stille op til valgene, hvor der i forvejen ikke var nogen reel opposition. Præsidenten fik ofte tæt på 100 procent af stemmerne.

Ennahda-partiet blev først lovligt efter revolutionen i 2011. Den politiske pluralisme og ytringsfriheden, der blev åbnet op for efter revolutionen, gav også mulighed for, at de religiøse kræfter kunne arbejde frit og sætte præg på debatten. Ennahda har efter revolutionen vundet mange stemmer ved valgene, men har ikke haft noget flertal. Det har tvunget Ennadha og de sekulære partier til at samarbejde med hinanden.

Mens Ennahda har rykket sig mod den politiske midte, er der andre islamiske bevægelser, som er stærkt imod det demokratiske projekt. Det gælder først og fremmest Islamisk Stat, som har været i stand til at rekruttere tusinder af tunesiske unge til dets væbnede kampe for at etablere, hvad de betragter som et islamisk kalifat. De fleste af disse fremmedkrigere er omkommet i krigene i Syrien, Irak og Libyen, mens omkring 800 i dag sidder fængslet i Tunesien.

Islamisk Stat har dog også udført operationer i Tunesien. Den største af disse fandt sted en martsdag i 2015, da tre væbnede mænd tog en gruppe europæiske turister som gidsler på Tunesiens nationalmuseum. De dræbte 22 af dem. Angrebet gjorde stor skade på landets turistsektor, som tidligere har skabt job til rigtig mange unge tunesere.

Både de sekulære politiske ledere og de islamistiske ledere har forsøgt at definere Tunesiens nationale identitet. På den ene fløj hævder de sekulære, at Tunesien tilhører Middelhavsregionen og er knyttet til den verdslige, europæiske kultur, mens de anser islamismen som noget, der er umoderne og importeret fra Golf-landene på Den Arabiske Halvø. På den anden fløj mener islamisterne, at Tunesien først og fremmest er defineret af sin tilknytning til den islamiske verden, men at denne blev undermineret af kolonimagten, som bragte en fremmed kultur til Tunesien.

Rent historisk er Tunesien forbundet til såvel Europa som Den Arabiske Halvø. Hovedparten af befolkningen er muslimer, men der er også jøder og kristne, foruden at der findes forskellige fortolkninger af islam. De fleste tunesere taler både arabisk og fransk, mens der også er en minoritet af berbere, som har deres eget sprog, amazigh. Set udefra fremstår den tunesiske nationale identitet altså mere som en slags cocktail af forskellige kulturer og traditioner, og det er også sådan, mange tunesere – såsom Jihen – personligt opfatter deres egen identitet.

Del 3 – Ingen slør på tv

Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen

Da Jihen satte sløret på en ny måde, skete der noget utroligt. Alene ved at hun bandt tørklædet anderledes om hovedet, ændredes mange folks forventninger til hende.

Egentlig havde Jihen besluttet at tage sløret helt af. Hun var træt af at blive dømt ude, som det eksempelvis skete, da hun var til audition til en tv-serie. Jihen elsker at spille skuespil, og hun fik at vide af instruktøren, at kameraerne også elskede hende. Hun var god, og de ville gerne have hende med. Der var bare lige en enkelt detalje: Hun var nødt til at tage tørklædet af.

I film og medieverdenen er der få kvinder med slør. Her er sløret associeret med en konservatisme, som man ikke bryder sig om. Jihen har to veninder fra journaliststudiet, som har taget sløret af, fordi de ellers ikke tror, de vil have nogen chance for at få et job på en tv-kanal.

»Jeg tænkte, at jeg også ville tage sløret af, fordi det gav mig så mange problemer. Men mine nærmeste veninder, som ikke selv bærer tørklæde, overbeviste mig om, at jeg skulle stå fast på den, jeg er. Det er jeg glad for, at de gjorde,« fortæller Jihen, som første gang bandt sløret om sit hoved, da hun var 17.

Jihen er træt af, at folk drager alle mulige konklusioner på basis af et stykke stof. For hende symboliserer sløret ikke mere, end at hun er muslim. Det fortæller intet om hendes holdninger, politiske ståsted eller religiøse fortolkning.

Hun møder både hijab-fordomme blandt dem, som kalder sig moderne, og dem, som stolt betragter sig selv som konservative.

»De gamle normer er, at en pige i slør ikke må spille skuespil. Sløret indbefatter, at du er meget konservativ og ikke kan optræde foran andre folk. Det er som et fængsel. Du kan ikke leve dit liv, som du vil. Men sådan ser jeg det ikke. Jeg er tilsløret og elsker at campere, elsker musik, elsker at synge, at lave poetry slam, at spille skuespil. Sløret begrænser mig ikke,« siger Jihen.

I stedet for at tage tørklædet af valgte Jihen at begynde at binde det anderledes. Førhen bar hun det på den traditionelle vis, hvor sløret omkranser hele ansigtet og slutter til om halsen. Nu binder hun det i stedet fast i nakken, sådan lidt ligesom en sørøver ville binde det.

»Nu møder jeg langt mindre modstand. Det ser ikke konservativt ud, men mere moderne, ligesom Mama Africa. Selv en kvinde, der ikke går med slør, kunne finde på at binde et stykke stof om hovedet på den måde,« siger hun.

Del 4 – Religionens rolle i samfundet

I Tunesien er 99 procent af befolkningen sunni-muslimer. Kun én ud af 10 i alderen 18-29 beskrev dog i 2011 sig selv som meget religiøse, mens størstedelen beskrev sig selv som moderat religiøse. Det er en udbredt holdning, at religiøse autoriteter ikke bør have indflydelse på politiske beslutninger, og at religionen er en privat sag, som giver den troende et moralsk kodeks. Størstedelen mener også, at islam og demokrati sagtens kan eksistere på samme tid.

Men hvad vil det overhovedet sige at være religiøs? I Europa har vi det med at forvente, at religiøse værdier er lig med konservative værdier. Altså, at hvis man er troende, så er man også imod eksempelvis fuld ligestilling for kvinder og homoseksuelles rettigheder. I Tunesien er virkeligheden dog langt mere kompleks. Der meget stor forskel på, hvad folk tillægger religionen af betydning, og der er stor variation i fortolkningen af koranen. Det gælder især i forhold til, om man skal læse de religiøse skrifter helt bogstaveligt eller mere se dem som et kulturelt og historisk udtryk. Må man f.eks. ikke spille fodbold, fordi profeten Mohammed ikke gjorde det? Til det vil langt størstedelen af de unge sige: »Selvfølgelig må du det.«

Et andet aktuelt emne er arveretten. Ifølge koranen skal døtre kun arve en tredjedel, mens sønnerne skal have to tredjedele. Samtidig taler koranen også rigtig meget om vigtigheden af retfærdighed, og at kvinden skal have sin ret. Faktisk var det på profeten Mohameds tid en stor revolution, at kvinden overhovedet skulle arve noget som helst. Spørgsmålet er så, hvad der er retfærdigt i 2019? Bør man som muslim holde sig strengt til koranens ord og ikke ændre på den traditionelle arvepraksis? Eller er man derimod som muslim bundet til at gøre, hvad der er retfærdigt, og bør man derfor lade kvinder arve lige så meget som mænd, fordi de i dagens samfund ofte bidrager med lige så meget til husholdningen, som deres mænd gør?

Der kan også være stor forskel på, hvilke værdier tuneserne tillægger religiøse symboler såsom hovedtørklædet hijab. For nogle er det et spørgsmål om, at de mener, at koranen påbyder dem det, og de forlader aldrig hjemmet uden at være dækket til. Andre er mindre strikse. Senere i kapitlet skal du møde Sana, hvis tante bærer tørklæde, fordi det er en del af de traditioner, hun er vokset op med. Men hvis vejret er meget varmt, kan hun godt finde på at tage det af. Mere tungt tager hun det ikke.

Endelig er der eksempelvis Jihen, for hvem det i høj grad handler om, hvordan hun ser sin personlige identitet. Hendes tro er vigtig for hende, og tørklædet er for hende et unikt symbol på islam. Men hun mener ikke, at hun dermed er mere troende eller en bedre muslim end de kvinder, som ikke tildækker deres hår.

Del 5 – Bæredygtige Gæt og Grimasser

Foto: Rasmus Bøgeskov Larsen

En lørdag eftermiddag i Manouba, en forstad til Tunis, får Jihen mulighed for at spille skuespil – uden noget krav om at tage sløret af. Det er dog ikke en tv-produktion, men derimod et arrangement, hun selv har været med til at stable på benene.

I et ungdomshus er en gruppe unge i forskellige aldre delt op i hold, som hver opfører små sketches på scenen. Hver sketch skal forsøge at indfange et af FN’s 17 verdensmål, og de andre hold skal gætte, hvad det er for et. Det er en slags ‘Gæt og Grimasser’ i bæredygtighedens navn.

Jihen er medlem af ungdomsorganisationen Den Tunesiske Forening for Styrkelse af Ungdommen, som har arrangeret aktiviteten. Organisationen arbejder for at øge kendskabet til menneskerettighederne blandt tunesiske unge og gøre dem i stand til kæmpe for at opnå disse rettigheder. Deltagerne denne eftermiddag er elever fra områdets skoler og gymnasier, som har meldt sig til at være ‘ambassadører’ for menneskerettighederne.

For Jihen er kampen for menneskerettigheder altafgørende. Det er noget, hun identificerer sig stærkt med.

»Jeg forsvarer menneskerettighederne og humanismen med blod og sjæl, som vi siger på arabisk. Lad os være mennesker først og fremmest, ikke tunesere eller udlændinge, ikke muslimer, jøder eller kristne,« siger hun.

»Det siges ofte, at humanisme er en europæisk tankegang og ikke en del af den arabiske kultur. Det synes jeg ikke er rigtigt. Det er en tanke, som omfatter os alle, og hvorfor skulle vi arabere ikke kunne omfavne den? Vi er lige nu i en overgangsperiode til et demokrati, og det er en del af demokratiet, at man forsvarer menneskerettighederne. Lad os ikke reducere det til at være en europæisk tanke,« siger Jihen.

Hun er en del af en aktivistisk generation. Revolutionens generation. Det er også noget, hun identificerer sig stærkt med, og hun er stolt over de fremskridt, Tunesien har gjort, især når det gælder kvinders rettigheder.

I det spirende civilsamfund, hvor hundredvis af foreninger og organisationer er vokset frem efter revolutionen, er kvinderne i overtal. Det gælder også denne eftermiddag i Manouba. Både blandt organisatorerne og deltagerne er der kun enkelte drenge.

Pigerne understreger dog, at der normalt er flere drenge, og at organisationen arbejder ud fra en målsætning om at være lige mange af begge køn. Men det er lørdag, og der er fodboldkamp, undskylder de – dog uden at kunne lade være med at grine.

»Det er vel naturligt, at vi er i flertal, når vi også er i flertal på universiteterne og eksempelvis i medieverdenen. Min oplevelse er, at vi kvinder knokler langt hårdere, fordi vi ikke får lige så meget foræret af samfundet,« siger Jihen.

Video