I kapitlet møder du Ahmed, som ikke har noget af vidundermidlet ’wasta’. Du skal høre om, hvorfor ungdomsarbejdsløsheden er så høj, hvad det gør ved et menneskes følelse af værdighed, og hvordan det hænger sammen med migration.

Del 1 – På stadion

Det eneste sted, hvor Ahmed føler, han virkelig er i stand til at undslippe de tanker, der holder ham vågen om natten, er på stadion.

»Fodbold er det bedste middel mod håbløsheden. I halvanden time glemmer jeg alt, når jeg står der og råber og synger. Jeg får al den negative energi ud og sender den mod modstanderholdet,« siger han.

Esperanza Tunis – eller el-Taragi, som de bedst er kendt som – er Tunesiens mest succesfulde fodboldklub og for tiden også det stærkeste hold i hele Afrika. Klubben vandt nemlig den seneste udgave af den afrikanske Champions League turnering efter et fantastisk comeback i finalekampen mod egyptiske al-Ahli. Det var en af de lykkeligste dage i Ahmeds liv.

Havde livet formet sig lidt anderledes for Ahmed, kunne han måske selv have løbet rundt ude på grønsværen på det Olympiske Stadion i Tunis-forstaden Rades, hvor el-Taragi spiller deres hjemmekampe for op mod 60.000 tilskuere. Da han var yngre, var han en af de bedste fodboldspillere i hele nabolaget. Han drømte om at blive professionel, men han manglede noget helt afgørende.

»I Tunesien er det ikke nok at have talent. Du er nødt til også at have penge og social status. Man skal betale for at spille i en klub, uanset hvor dygtig man er. Men det havde min familie ikke råd til,« fortæller han.

I stedet blev Ahmed håndboldspiller. Det var nemlig gratis. Og senere begyndte han at bodybuilde, indtil en skulderskade ødelagde hans håb om at komme til at deltage i internationale stævner. Nu går han i stedet til dans. En lokal organisation i hans kvarter i den gamle bydel i Tunis forsøger at få arbejdsløse, unge mænd til at bruge deres energi og kreativitet til noget positivt. De bliver instrueret af professionelle dansere og skal optræde foran et stort publikum på en festival i Tunis.

»Når man danser, får man også en masse energi ud af kroppen. Ligesom når man er på stadion,« siger han.

Ahmed har været arbejdsløs i ni måneder, efter at han blev færdig med sin bachelor i økonomi. Mange af hans venner har været arbejdsløse i årevis. Deres udsigter til at finde et job er dårlige, og Ahmed har svært ved at finde et formål med at stå op om morgenen.

»Jeg ligger tit vågen om natten og tænker på, hvad jeg kan gøre med mit liv. Det var nemmere, mens jeg studerede. Da havde jeg et mål med mit liv. Nu tænker jeg hele tiden på det ansvar, jeg har over for min familie. Jeg forsøger at finde en udvej,« siger Ahmed.

Der er særligt én mulig udvej, som Ahmed ofte tænker på. Men den er risikabel. Meget risikabel.

Del 2 – Unge og arbejdsløshed

Arbejdsløsheden for unge tunesere var før protesterne i 2011 stigende, og det er endnu ikke lykkedes politikerne at ændre den udvikling – tværtimod.

Der er flere grunde til den stigende arbejdsløshed, der især rammer de unge. Arbejdsstyrken er vokset helt enormt, fordi befolkningen vokser, og det betyder, at der hvert år er behov for, at der bliver skabt mange nye arbejdspladser. En anden årsag er, at statens budgetter igennem mange år har været presset på grund af blandt andet den høje korruption. Det betyder, at statskassen bliver tømt, inden det lykkes at investere pengene og skabe job.

Den store arbejdsløshed giver mange unge store bekymringer, fordi de ikke har udsigt til at få et arbejde og derfor heller ikke kan planlægge deres fremtid. De kan ikke være sikre på, hvornår de kan forsørge sig selv og på den måde blive selvstændige og flytte hjemmefra. Det har altså også store konsekvenser for unges kærlighedsliv og muligheder for at stifte familie.

Unge i Tunesien fortæller, hvordan det at være arbejdsløs er forbundet med stor skam. Det giver en følelse af ikke at være en del af samfundet og fører for mange til en følelse af inaktivitet, stilstand og modløshed. Det kan for nogle betyde, at de accepterer job, der er langt under deres kvalifikationsniveau og giver en lavere løn, end de egentlig er berettigede til. Andre

finder arbejde i den ’uformelle sektor’. Det vil sige, at de arbejder for forretninger, der ikke er registreret i staten. Det kan være gadehandel, byggearbejde eller transport. Når man arbejder uformelt, slipper man for at betale skat, men det betyder også, at man ikke har nogen form for jobsikkerhed. Man er ikke med i en fagforening og kan blive fyret når som helst.

De unge veluddannede foretrækker derfor ofte at finde ansættelse i den offentlige sektor, hvor der er en større sikkerhed for at beholde sit arbejde. Fagforeningen for de offentlige ansatte er meget stærkt og er i vidt omfang i stand til at beskytte de ansattes interesser. Problemet for regeringen er dog, at der i dag er alt for mange ansatte i den offentlige sektor i forhold til det arbejde, der bliver udført. Men det er svært at lave nedskæringer, når job i staten er så vigtige for mange tunesere.

Der er generelt en markant større arbejdsløshed blandt kvinder end mænd i Tunesien. I 2017 betød det, at 12,6 procent af mændene var arbejdsløse mod 23,1 procent af kvinderne. Her var især veluddannede kvinder hårdt ramt. Unge har også højere arbejdsløshed end ældre. Hele 38 procent af de unge er uden arbejde.

Til sammenligning er den generelle arbejdsløshed i Danmark på fem procent, mens ungdomsarbejdsløsheden ligger på 11 procent. Man skal dog være opmærksom på, at de danske og tunesiske tal ikke bare sådan uden videre kan sammenlignes. For det at være arbejdsløs er ikke altid det samme. I Danmark vil en arbejdsløs typisk være mellem jobs eller nyuddannet jobsøgende. Det vil sige, at de har en klar forventning om at komme i job, og deres arbejdsløshed er en midlertidig tilstand. Men i et land som Tunesien er mange mennesker permanent arbejdsløse. Det vil sige, at de enten er jobsøgende, men ikke finder noget job eller helt har opgivet at søge jobs, fordi det er umuligt at finde. Sådan en gruppe arbejdsløse kaldes også for NEET (Not employed, in education or training).

Del 3 – »Jeg kan gøre, hvad jeg vil«

Foto: Fahem Ben Zaida

Wasta. Uden det er du ingenting. Dette gik for alvor op for Ahmed, da han skulle i praktik i en bank.

»Den første dag tog chefen mig ind i et lokale fyldt med sagsmapper. Her var alle deres kunders sager samlet i store skabe fra gulv til loft. Han gav mig navnene på 30 kunder og bad mig finde deres mapper. Det var en umulig opgave, for der var intet system. Jeg ledte og ledte i timevis. Efter to dage havde jeg stadig ikke fundet dem alle. Da jeg sagde det til chefen, råbte han af mig og sagde, jeg ikke duede til noget. Jeg forklarede ham, at den opgave, han havde givet mig, intet havde med praktik at gøre. Men han svarede bare: ’Jeg kan gøre, hvad jeg vil,« fortæller Ahmed.

»Det var ydmygende, og jeg ville ikke finde mig i det, så jeg kom der ikke igen. I stedet gik jeg til en anden bank. De bad mig bare lave te og kaffe og sendte mig ud for at købe kuglepenne. De kunne ikke engang finde en stol til mig, så jeg måtte stå op hele dagen. Det var også ydmygende. Men jeg var nødt til at fortsætte, så jeg kunne få papir på, at jeg havde været i praktik. Ellers kunne jeg ikke fortsætte studiet,« fortæller Ahmed.

Problemet for Ahmed var, at han ikke havde noget wasta. Det betyder ordret ‘middel’ på arabisk og skal forstås som det middel, som man har brug for, hvis man skal opnå noget bestemt. I det tunesiske samfund er det afgørende middel som oftest, at man har de rette relationer. Eksempelvis at ens onkel arbejder i en bank, og man derfor gennem ham kan få en god praktikplads i banken. Eller at man har en god ven, som arbejder i en offentlig myndighed, og man derfor nemt kan få en tilladelse, som det kan være næsten umuligt for andre at opnå.

Ahmed tilhører den tunesiske arbejderklasse og bor med sine forældre og sin søster i et simpelt hus i Tunis’ gamle bydel, hvor nogle af bygningerne stammer helt tilbage fra middelalderen. Familien har ikke penge til meget mere end at få mad på bordet, men da uddannelsessystemet i Tunesien er gratis, har det ikke været svært for Ahmed at få en udmærket uddannelse.

Problemet med at være fra arbejderklassen opstår, når han skal til at søge praktikplads eller job. Der er stor arbejdsløshed i Tunesien, og det er ofte kun dem med de rette forbindelser, som kan få en af de ledige stillinger.

Ahmed har søgt et utal af job, men er stadig ikke kommet til samtale noget sted. Det går ud over hans selvrespekt og værdighed. Som den eneste og ældste søn er det forventet af ham, at han skal forsørge familien.

»Jeg bryder mig ikke om, at jeg skal blive ved med at tigge min far om penge. Han har arbejdet hårdt for at tjene dem. Jeg vil finde et arbejde og både have penge til mig selv og til mine forældre. Det vigtigste for mig er at gøre min familie glad. Det giver en følelse af stolthed og anseelse i vores samfund, når man kan sikre, at familien klarer sig godt,« siger han.

Del 4 – Arbejde, identitet og værdighed

Da protesterne brød ud over store dele af Mellemøsten i 2011, krævede demonstranterne demokrati, frihed og menneskerettigheder. Det var de politiske krav. Men der var også noget andet, som gik igen i de slagord, der blev råbt i gaderne. Det var ordet karama. Det betyder værdighed og er ikke lige så håndgribeligt som ønsket om demokrati. Men ikke desto mindre var det måske det allervigtigste krav.

I dette materiale har vi flere gode eksempler på, hvad værdighed vil sige. Når Jehan ikke bliver valgt til rollen i en tv-serie, fordi hun bærer tørklæde, oplever hun at miste noget af sin værdighed. Selv om hun er dygtig til at spille skuespil, får hun ikke rollen. Når Sana som lægepraktikant skal klare sig selv på hospitalet, føler hun ikke, at hun bliver respekteret som studerende. Og når Dorra skal vente i dagevis på at få ordnet nogle papirer, fordi hun ikke har de rette kontakter, mærker hun, hvordan det ikke er alle borgere, der er ligeværdige.

Nogle tunesere føler, de har fået mere værdighed efter revolutionen. Det kan være unge som Dorra, hvor hvem det frie internet og støtten til startups gør det muligt for hende at udnytte sine kompetencer og skabe sin egen virksomhed. For Jehan har ytringsfriheden og friheden til at starte foreninger gjort, at hun både som journalist og som aktivist kan kæmpe for det, hun tror på. Og Erij, som du skal møde i det sidste kapitel, er i kraft af demokratiet og de nye valglove blevet i stand til at realisere sin drøm om at blive politiker.

Generelt er det dog kun 31 procent af befolkningen, som har haft den oplevelse, at det arabiske forår har været positivt for landet. Det står i kontrast til den håbefuldhed, der var i befolkningen i 2011, hvor hele 72 procent var optimistiske i forhold til fremtiden. Det skyldes især, at demokratiet endnu ikke har ført til en forbedret økonomi og flere job.

Arbejdsløshed er en af de mest udbredte årsager til, at unge oplever, at de mister deres værdighed. Som Ahmed fortæller, handler det om følelsen af at være passiv og demotiveret, fordi han ikke kan gøre noget for at ændre på sin situation. Han føler sig fanget i et fængsel, og den følelse deler han med rigtig mange andre. Ifølge en undersøgelse fra Gallup oplever 44 procent af den tunesiske befolkning, at de ikke har friheden til at vælge, hvad de vil gøre med deres liv.

Konsekvensen af dette er, at mange unge vælger alternative veje i deres liv. Ønsket om at gøre noget aktivt for at ændre på deres livssituation er så stærkt, at de er villige til at sætte meget på spil. I de senere år er der især to udveje, som en del marginaliserede unge har valgt. Den ene er at blive sejlet til Italien af menneskesmuglere for at finde arbejde i Europa, og den anden er at blive en del af Islamisk Stat og rejse til Syrien eller Libyen for at kæmpe for kalifatet. I begge tilfælde er det med livet som indsats og et desperat forsøg på at komme ud af den fastlåste situation, som disse unge befinder sig. Men i den aktive handling finder de måske den værdighed, som passiviteten fratager dem.

Del 5 – Tænker på havet

Foto: Fahem Ben Zaida

Ahmed ligger tit søvnløs om natten. Han føler sig nødsaget til at gøre noget og ikke bare vente. Derfor kan han ikke lade være med at tænke på havet og på hans venner, som arbejder i Italien.

»Jeg frygter ikke døden på havet. Det er, som om jeg allerede er død, eller at jeg sidder i et fængsel. Hvis jeg migrerer, slipper jeg i det mindste ud af fængslet. Så gør jeg noget ved min situation. Lige nu er jeg bare passiv. Dagene går, og intet forandrer sig,« siger Ahmed.

»Jeg er nået til et punkt, hvor jeg er ved at opgive. Hvis jeg fik muligheden for at rejse ulovligt, ville jeg tage chancen. Jeg har mange venner, som er taget af sted. Nogle er blevet sendt tilbage, men nogle arbejder stadig i Italien i restauranter, kiosker, kontorer og byggepladser. De sender rigtig gode penge hjem til familien,« siger han.

I 2018 migrerede mindst 5.000 unge tunesere til Europa på ulovlig vis. De betalte hver cirka 8.000 kr. til menneskesmuglere, som sejlede dem i simple både ud på Middelhavet, hvor de blev samlet op af redningsfartøjer eller europæiske flådeskibe. Adskillige hundreder døde undervejs.

»Mine forældre vil ikke have, at jeg tager af sted. De har kun to børn, og de frygter at miste mig. Så ville der kun være min søster til at tage sig af dem,« fortæller Ahmed.

»Men jeg kan ikke få tanken ud af mit hoved. Livet er så håbløst, at jeg hele tiden kommer til at tænke på det.«

Det eneste tidspunkt, hvor Ahmed fuldstændig glemmer alt om arbejdsløsheden, er på stadion, når el-Taragi spiller kamp. Fodbold er for ham ikke bare en sport. På stadion er han en del af et fællesskab af unge mænd, som ligesom ham ikke oplever at være en del af det bredere samfund.

»Alle døre er lukkede for os. Kun når vi er til fodboldkamp og står og råber sammen, glemmer vi, at vi er arbejdsløse og fattige. På stadion er vi en del af noget«.

Video