I kapitlet møder du Sana, som føler sig nødsaget til at forlade Tunesien. Du skal høre om, hvorfor landet mister mange af sine bedste hjerner, og hvordan det hænger sammen med de strukturer, der står tilbage fra diktaturets tid.

Del 1 – Kun YouTube til hjælp

Det var Sanas første dag som lægepraktikant på afdelingen for spædbørn, og der var en nyfødt, som ikke kunne trække vejret selv.

Sana så sig omkring. Der var ingen læger i nærheden. Babyen havde brug for kunstigt åndedræt, men Sana havde aldrig prøvet at give det til en nyfødt. Hun var bange for, at hun ikke kunne finde ud af det.

Afdelingen havde plads til op imod 200 spædbørn, men de var kun fire læger og to praktikanter til at tage sig af dem. Alle havde travlt, og der var ikke tid til at hjælpe hinanden. Det havde Sana straks fundet ud af på sin allerførste praktikdag på en anden afdeling. Efter at have siddet i to timer og ventet på, at nogen skulle hjælpe hende i gang, kom der endelig en læge hen til hende.

Han spurgte hende:

»Hvorfor sidder du bare der?«

»Jeg venter på, at nogen viser mig, hvad jeg skal gøre,« svarede Sana.

»Sådan fungerer det ikke. Du skal bare gå i gang. Vi har ikke tid til at hjælpe dig.«

Det var forventningen, at Sana skulle klare sig selv. Men der kan være langt fra teori til praksis. Det kan godt være, at hun i årevis havde slidt med at studere menneskekroppen, men da den lå foran hende på en briks, var hun langt fra sikker på hænderne.

»Der var folk, som blødte, som skreg, og som var ved at dø. Men jeg havde ingen erfaring. Jeg havde bare læst i nogle bøger,« fortæller hun.

Oftest var den eneste hjælp, praktikanterne havde, YouTube. Når der var noget, de ikke var helt sikre på, hev de smartphonen frem og ledte efter en video med den rette instruktion.

Men det var der ikke tid til denne dag på spædbørnsafdelingen. Babyen fik sværere og sværere ved at få luft i lungerne. Sana var nødt til at gøre noget, hvis ikke hun skulle have et liv på samvittigheden, allerede inden hun var færdiguddannet som læge.

»Det kunne være gået helt galt den dag. Tilfældigvis kom der en gynækolog gående forbi ude på gangen. Det er ikke hendes job at tage sig af nyfødte, men jeg bønfaldt hende, og heldigvis hjalp hun mig,« fortæller Sana.

I sin et år lange praktik lærte Sana, hvad det vil sige, når et system ikke fungerer. Hun så med egne øje, hvad sker, når læger er tvunget til at arbejde 24 timer på et døgn, mens der er mangel på basale medikamenter, og sygeplejerskerne sidder og drikker kaffe, fordi de ikke synes, det er retfærdigt, at de skal knokle til en lav løn.

Alt dette skaber en tilstand, hvor folk bliver kyniske.

»Alle de ansatte er utilfredse med systemet. Alle synes, de bliver behandlet uretfærdigt. Så de holder op med at bekymre sig lige så meget om deres arbejde. De mister en del af deres medmenneskelighed.«

Del 2 – Den autoritære struktur

Når folk hører ordet diktatur, kommer de fleste til at tænke på diktatoren. Manden, som bestemmer det hele. Men selv om diktatoren – hvad end han er præsident, konge eller kejser – rigtig nok er meget magtfuld, er dét, som virkelig kendetegner et diktatur, at der er mange diktatorer. På alle niveauer i en diktatorisk stat er der personer, som måske nok har mindre at skulle have sagt end den øverste diktator, men de opfører sig ligesom ham.

Lad os tage en sundhedsminister som eksempel. I et diktatur er han ikke valgt af folket, men har måske fået sit job, fordi han kender præsidenten personligt eller har udvist masser af loyalitet over for ham. Det vigtigste for ministeren er derfor at sikre sig, at præsidenten og andre magtfulde mænd er tilfredse og kan nyde en masse privilegier som tak for, at de har udnævnt ham som minister. Ministeren bliver ikke først og fremmest målt på sine resultater, men på, hvor loyal han har været over for den magtelite, han er en del af.

Denne loyalitet forventer ministeren også af sine egne ansatte. Når han udnævner en ny hospitalsdirektør, regner han med, at direktøren altid vil bakke ministeren op og sørge for at forsøde hans tilværelse. Det vigtigste er ikke, om de ansatte på hospitalet er tilfredse, eller om patienterne får en god behandling. Det afgørende er måske i stedet, at ministerens egen familie altid får særbehandling på hospitalet.

Sådan er det hele vejen op og ned i hierarkiet i en autoritær stat. Man taler derfor om, at der er en autoritær struktur. Det vil altså sige, at der er et helt system, som er skabt over lang tid og opererer på en bestemt måde. Altså en form for styresystem, ligesom der er på en computer.

Sådanne strukturer er vanskelige at ændre, fordi det ikke kun handler om, hvad én person gør. Selv hvis man fjerner den øverste leder, eksempelvis diktatoren, så betyder det ikke, at hele det system, som er opbygget omkring ham, forsvinder. Der er stadig masser af små diktatorer tilbage i resten af magthierarkiet. Strukturen består.

Sådan er det i Tunesien i dag. Diktatoren Ben Ali er væk, men landet er stadig præget af, at det i mange årtier har været et diktatur. Eksempelvis er landets sundhedssystem i en dårlig forfatning, fordi pengene gennem årtier ikke er blevet anvendt på at skabe et velfungerende system. Der er for få hospitaler, for lidt personale og mangel på udstyr og medicin. Mens vi i Danmark har 3,6 læger pr. 1000 indbygger, er der i Tunesien kun 1,3 læge pr. 1000 indbygger. Eller sagt på en anden måde: Der står tre gange så mange mennesker i kø til at besøge en læge i Tunesien, som der gør i Danmark.

Tunesien har nu en demokratisk valgt regering, og ministrene burde derfor være ansvarlige over for befolkningen. Men opgaven er meget stor, for de skal ændre hele styresystemet, og de har brug for at investere rigtig mange penge, hvis de skal rette op på alle manglerne. Det har taget årtier at opbygge en autoritær struktur, og det vil måske også tage årtier at lave den om.

Men hvad gør du så, hvis du som Sana er nyuddannet læge og gerne vil gøre dit arbejde ordentligt? Eller hvis du slet ikke kan få et job som læge, fordi der ikke er penge nok til at ansætte alle de læger, som der reelt er behov for?

Del 3 – Studier er vejen til friheden

Foto: Fahem Ben Zaida

Sana har besluttet, at hun må forlade Tunesien, så snart hun er færdig med uddannelsen.

»De fleste nyuddannede læger i Tunesien er enten arbejdsløse, eller også arbejder de som sælgere for medicinalvirksomheder. Men jeg har ikke knoklet med mine studier i otte år for at blive en sælger,« siger Sana.

Hvert år forlader hundreder af unge læger Tunesien for at arbejde i Europa og i Golf-landene. De er dygtige og derfor eftertragtet arbejdskraft.

»Stort set alle, jeg kender på min årgang, forsøger at komme til Europa. Det er ikke retfærdigt, at Europa ganske gratis kan få Tunesiens elite. Men hvad skal vi gøre? Hvis jeg kunne arbejde under nogenlunde ordentlige forhold i Tunesien, ville jeg da blive. Hvorfor skulle jeg trætte mig selv med at lære et nyt sprog og sætte mig ind i et nyt system?« siger hun.

Sana er allerede i gang med at lære tysk, så hun kan få et job på et hospital i Tyskland.

»Jeg elsker mit land. Der er masser af sol og smukke strande og gode mennesker. Tyskland er ikke nogen drøm for mig, og tyskere er ikke perfekte. På gaderne ser de ikke på hinanden eller taler med hinanden, men skynder sig bare videre. De er som maskiner. Men jeg har brug for et ordentligt job,« siger hun.

I Tunesien er studier vejen til frihed og selvstændighed. Det er først, når man har sin egen indtægt, at man er fri til at leve for sig selv og gøre helt, som man har lyst. Arbejdsløshed indebærer derfor som oftest, at man som ung bliver boende hjemme hos forældrene og er afhængige af deres penge.

Sana og andre unges migration til Europa handler derfor også om selvstændighed.

»Jeg har studeret for at opnå frihed. Det er afgørende, især for os kvinder. Vi har ikke lige så meget frihed som drengene til at være ude af huset og gøre, hvad vi vil. Kun når vi studerer, har vi en god grund til at være ude i byen, og derfor studerer vi meget hårdere end drengene. Vi vil bevise over for alle, at vi ikke bare er lige så dygtige som mændene, men endnu bedre. Derfor er det et stort nederlag, hvis vi ikke kan finde noget job og bare må sidde derhjemme,« fortæller hun.

Del 4 – Mister sine bedste hjerner

I Tunesien har en stor del af de unge arbejdsløse en uddannelse fra universitetet. Den store arbejdsløshed blandt veluddannede betyder, at mange drømmer om at finde ansættelse uden for Tunesien. En stor undersøgelse fra 2017 viste, at næsten halvdelen af alle unge mellem 15 og 29 år ønskede at flytte permanent til et andet land.

Hvor er så de unge tuneseres drømmedestination? I Europa er det især Frankrig og Tyskland, mens Golfstaterne Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater tiltrækker med løfter om velbetalte job. Her kan de opnå en løn, der er op til 10 gange højere end den, de vil få i hjemlandet. Både i Europa og Golfen er der mangel på veluddannet arbejdskraft, og tuneserne er eftertragtede, fordi deres uddannelsesniveau er relativt højt.

Man taler derfor om, at der siden 1990 har været en voldsom braindrain af unge veluddannede i Tunesien. Over 100.000 højtuddannede tunesere menes at have forladt landet siden 2011, hvoraf størstedelen er mellem 25 og 35 år, og rigtig mange er læger og sygeplejersker. Ifølge en af de tunesiske fagforeninger for læger er det op mod halvdelen af dens medlemmer, der forsøger at finde job uden for landet. Det skyldes både, at de er utilfredse med deres arbejdsforhold, og at der er stor mangel på læger og sygeplejersker i lande som Tyskland, der har et fast program for rekruttering af sundhedspersonale fra Tunesien.

Hvis migrationen af læger fortsætter sådan, kan det ende med at få store konsekvenser for sundhedssystemet, fordi der ikke vil være nok læger tilbage, eller fordi alle de dygtigste læger er uden for landet.

Del 5 – Taler ikke om tabuer

Foto: Fahem Ben Zaida

Udover muligheden for at få et job er der en anden faktor, der også er tiltrækkende for Sana ved at flytte til Tyskland. Den faktor hedder Alex.

Hun mødte ham i Tunis. Han boede der i en periode for at arbejde på et tysk-finansieret udviklingsprojekt. De blev forelskede og forsøger nu et år senere at fastholde forholdet på tværs af Middelhavet. Alex er tilbage i Tyskland, og Sana venter på, at papirerne skal gå i orden, så hun kan rejse.

For nogle tunesiske kvinder ville det være vanskeligt at være i et forhold med en europæer, som har en anden religion og kommer fra en anden kultur. Men ikke for Sana.

Hun kommer fra en typisk middelklassefamilie i storbyen, hvor normer og traditioner er til forhandling. Hendes ene søster ledte længe efter sin identitet og gik i en periode med niqab (fuld tildækning af ansigtet med undtagelse af øjnene), i en anden periode blot med hijab, mens hun i dag slet ikke bærer noget slør. Sanas anden søster var i årevis karrierekvinde med job i en stor italiensk virksomhed, men valgte så at blive hjemmegående husmor imod resten af familiens ønske.

Sanas far er ateist og bryder sig ikke om nogle former for slør, men han er gift med en kvinde, som beder hver dag og går med tørklæde. Faderen er overbevist om, at kvinder og mænd er helt ligeværdige, men han turde alligevel ikke sige sin egen mor imod, når hun insisterede på, at familiens mænd skulle spise først, mens kvinderne måtte nøjes med resterne. Det var Sana, som måtte tage konflikten med bedstemoren, og i dag spiser de alle sammen.

Når Sanas kæreste er på besøg i hjemmet, sover de ikke i det samme værelse. Sana tror egentlig ikke forældrene har noget problem med, at hun har sex før ægteskabet.

»Mine forældre ved godt, vi ikke sover hver for sig, når jeg er hos ham. Men det går stik imod traditionerne og er stadig et stort tabu i Tunesien. Så vi lader bare være med at tale om det,« siger hun.

I Sanas generation har mange et andet syn på køn og seksualitet end forældrene. Men deres oprør mod traditionerne er i højere grad et stille oprør i modsætning til det politiske oprør.

»Der sker forandringer, som ingen rigtig taler om. Eksempelvis er det blevet meget mere almindeligt at have sex før ægteskabet. Jeg vidste ikke selv, hvor udbredt det var, før jeg kom i praktik på en gynækologisk afdeling. Vi modtog mange kvinder, som ikke var jomfruer, men heller ikke gifte. De fleste taler ikke højt om det for ikke at bryde med traditionerne. Men forandringen er undervejs.«

Video