Billede:GAME

GAME

Sport og entreprenørskab giver Jordans unge nyt håb.

Unge bærer et kæmpe potentiale for udvikling. De er modige, innovative, utålmodige og har skabertrang og høje forventninger til dem selv og deres samfund. Det gælder selvfølgelig også unge i MENA-regionen.

Men når arbejdsløsheden er nået 40 procent blandt Jordans unge, og troen på fremtiden synes dyster, er det vigtigt at støtte op. Unge i MENA-regionen har brug for at få reel indflydelse, at få del i udviklingen, at få adgang til fællesskaber, talerør og platforme. Og tilmed økonomiske ressourcer.

GAME’s arbejde i Jordan under DAPP-programmet ’Youth-led Street Sports for All’ handler om uddannelse og empowerment af unge jordanere, så de får mulighed for at bruge gadeidræt, frivilligledelse og entreprenørskab som redskab til at skabe positive forandringer for dem selv og for børn og unge i deres lokalområde. Projektet er et samarbejde med den lokale organisation Jordan Youth Innovation Forum (JYIF).

Uddanner unge til rollemodeller i Jordan

GAME har arbejdet med unge i Jordan siden 2018. Metoden er at bruge ungeledet gadeidræt til at skabe en social forandring. GAME har arbejdet med ungeledet gadeidræt i Libanon siden 2007 og både medarbejdere og frivillige fra Libanon har været en stor del af opstarten i Jordan.

Indtil videre har indsatsen i GAME i Jordan taget udgangspunkt i fire uddannelses-camps for unge hen over 2018 og 2019, og 160 unge kan nu kalde sig GAME Playmakere. Det betyder, at de unge nu driver ugentlige træninger i de 11 GAME-zoner – herunder i Ramtha, Mafraq og Amman – som de unge selv har været med til at renovere, så de kan bruges til at træne streetbasket og gadefodbold sammen med lokale børn.

Over halvdelen af de jordanske unge i programmet har aldrig været frivillige før, men med deres stærke indsats og engagement er de 11 GAME-zoner lykkes med over 18.000 fremmøder løbet af projektet. 28 procent af fremmøderne er piger.

Mangfoldighed og nye kompetencer

Et af målene med GAME’s arbejde i Jordan er at engagere lokale unge til at bruge gadeidræt og streetkultur til at skabe åbne, inspirerende og mangfoldige fællesskaber, der bygger på og fremelsker værdier som ligestilling, demokrati og forståelse.

På uddannelses-camps handler der derfor ikke udelukkende om at lære de unge at blive gode instruktører i streetbasket eller gadefodbold. Lederskab, life skills, ligestilling, empowerment, teamwork, konflikthåndtering og civilsamfund er integreret i uddannelsen på hver camp.

Det giver pote at inddrage de unge i Playmaker Camps, samt give dem ansvar for de ugentlige træninger for lokale børn. Af de unge, der er uddannet Playmakere i Jordan, har 94 procent fået venner med en anden baggrund end deres egen og 82 procent har fået kompetencer, de kan bruge i andre sammenhænge.

Incubator skal afhjælpe høj ungearbejdsløshed

Efter et succesfuldt første år med uddannelse af unge GAME Playmakere og velbesøgte træninger i streetbasket og gadefodbold har DAPP-samarbejdet mellem GAME og JYIF udvidet programmet med et projekt, der skal afhjælpe den høje arbejdsløshed blandt Jordans unge.

I marts 2019 lancerede DAPP-programmet med GAME og JYIF en ’Street Sports Incubator’. Projektet skal styrke entreprenørskab og organisationstalent i et land, hvor ungearbejdsløsheden er nået 40 procent og troen på fremtiden for mange unge er præget af håbløshed. Projektet støtter unges ideer med seed funds samt rådgivning og mentoring til at transformere deres idéer til start-ups og levedygtige virksomheder eller NGO’er.

44 unge jordanere deltog i det første Incubator-runde, hvor de blev vejledt og rådgivet af eksperter indenfor innovation og udvikling. De unges idéer spændte vidt – fra apps, der hjælper unge til at mødes for at spille gadefodbold på tværs af baggrund, religion og social klasse, til at gentænke brugen af det offentlige rum til at dyrke sport. Seks projekter blev valgt ud og har nu modtaget seed funds til at løfte deres ideer til start ups.

Næste Incubator-runde er allerede sat i gang. Mere end 300 unge ansøgte den anden runde Incubator og 43 er blevet udvalgt. Af dem er 21 kvinder.

Projektet er inspireret af GAME’s Danske Platform for Gadeidræt, der giver rådgivning og økonomisk støtte til gadeidrætsprojekter i Danmark.

Vil du vide mere?

Læs reportage fra den første Playmaker Camp her

Oplev en Playmaker Camp her

Følg med i, hvad der sker i GAME i Jordan lige nu her

Bliv klogere på GAME’s ’Street Sports Incubator’ i Jordan her

GAMEs hjemmeside: www.gamedenmark.org

GAME på Facebook: https://www.facebook.com/GAMEInternational.ngo/