8 min.

Hjerneflugten fra MENA

Flere og flere unge i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) tager en videregående uddannelse. Samtidig er ungearbejdsløsheden i regionen en af de højeste i verden. Det er en af grundene til, at en tredjedel af de unge arabere lige nu har et ønske om at emigrere. Internationale reguleringer er en del af løsningen, mener migrationsforsker.

Hvordan ville det se ud, hvis alle, der ønskede at forlade deres hjemland, faktisk gjorde det? Fra 2015 til 2017 interviewede Gallup knap en halv million voksne mennesker i 152 lande for at kunne svare på det spørgsmål. I samme ombæring undersøgte analyseinstituttet et givent lands potentielle brain drain – eller hjerneflugt. Resultaterne af analysen gav nogle kedelige tal for DAPP’s fokuslande: Marokko ville miste 19 procent af befolkningen, Tunesien ville miste 27 procent, Egypten 25 og Jordan 19 procent.

 

Kilde: Gallups Brain Gain Potential Net Migration Index.

Der er selvsagt en verden til forskel på at have et ønske om at emigrere til faktisk at gøre det, men bag tallene er der alligevel nogle sandheder. For selvom det er knap fem år siden, Gallup lavede undersøgelsen, er der ingen grund til at tro, at udviklingen har ændret sig. Tværtimod. Det fortæller Mohamed Abufalgha, som er dataspecialist for forskningsnetværket Arab Barometer, der foretager omfattende opinionsundersøgelser i Mellemøsten og Nordafrika:

“Vi kan se, at en betydelig andel af folk angiver, at de har et ønske om at emigrere fra regionen. Næsten halvdelen af befolkningem i Libanon og Tunesien siger, de vil emigrere. I Irak, Marokko og Algeriet er det omkring en tredjedel. Den laveste procentdel er pudsigt nok i Libyen med kun 14 procent.”

 

60 procent af de arbejdsløse er uddannede unge

De tal, Mohamed Abufalgha henviser til, er fra Arab Barometers store meningsmåling fra foråret 2022, hvor tre af DAPP’s fokuslande indgik. Den viser, at 46 procent af tuneserne, 36 procent af jordanerne og 31 procent af marokkanerne har et ønske om et emigrere fra deres hjemland, og for henholdsvis 78 procent, 91 procent og 67 procent er det økonomiske årsager, der ligger til grund.

Der er ingen direkte tal på hjerneflugt, men det, man kan se i statistikkerne, er, at flere og flere unge i MENA tager en videregående uddannelse, samtidig med at ungearbejdsløsheden i regionen er en af de højeste i verden. Det er en af grundene til, at ønsket om at emigrere er højt blandt unge – især i Nordafrika og Levanten, hvor Arab Barometer anslår, at omtrent halvdelen af den nordafrikanske ungdom (med undtagelse af Libyen) går med tanker om at forlade hjemlandet.

Hvis vi tager Marokko som eksempel, så fremgår det af Verdensbankens rapport ”Morocco’s Jobs Landscape” fra i år, at knap en tredjedel af den marokkanske ungdom hverken er i uddannelse, job eller under oplæring, og hele syv ud af ti af de unge i Marokko har et ønske om at forlade hjemlandet. Landet har ellers over de seneste to årtier fordoblet indkomsten per indbygger og skåret fattigdomsraten med to tredjedele, men på trods af de økonomiske fremskridt, er det ikke lykkedes at absorbere den voksende arbejdsdygtige befolkningsgruppe. Således er hele 60 procent af de arbejdsløse marokkanere uddannede unge med bopæl i byen. Mere end hver anden af dem, der forlader landet, gør det for at finde arbejde eller for at forbedre deres økonomiske situation.

I DAPP’s podcastserie ”Arabiske Unge – Den tabte generation?” kan du møde en ung egyptisk mand, som efter eget udsagn har givet op og nu bruger sin tandlægeuddannelse som billet til det liv, han ikke længere tror på, han kan få i Egypten. Ifølge Mohamed Abufalgha er den unge egypter er godt eksempel på det, tallene viser:

“Ønsket om at emigrere er mest udbredt blandt unge under 30 og blandt folk, der har en videregående uddannelse.”

Kilde: Arab Barometer: Arab Public Opinion on Domestic Condistions (2021)

Muligheder i remitter

Ifølge UNDP skal der skabes 51 millioner jobs for at få vendt den negative udvikling i MENA-regionen. Hafed Al-Ghwell, senior professor ved Foreign Policy Institute og Johns Hopkins University, vurderer, at de arabiske lande årligt taber 13 milliarder kroner på grund af hjerneflugten – men der er også potentielle gevinster for oprindelseslandene.

En af verdens førende økonomer inden for international migration og hjerneflugt, belgiske Fréderic Docquier, har argumenteret for, at brain drain også kan gavne et lands velfærd og udvikling, og at de politiske beslutningstagere bør vurdere udgifterne og fortjenesterne ved brain drain, når de forsøger at udvikle politiske tiltag. For at reducere hjerneflugt bliver afsenderlandene nødt til at drager nytte af de potentielle fordele fremfor at begrænse migration, skriver Verdensbanken i rapporten ’Migration and Brain Drain’ fra 2019.

En konkret gevinst for lande, der oplever hjerneflugt, er remitter. Remitter er de penge, migranter sender hjem til deres familier i hjemlandet – for mange udviklingslande overstiger værdien af remitterne både udenlandske investeringer og udviklingsbistand. Tager vi igen Marokko som eksempel, så modtog landet knap 50 milliarder kroner i remitter i 2020 svarende til 15 procent af landets samlede BNP – og det tal er formentlig større for 2021, da man i juni anslog, at tallet allerede på daværende tidspunkt var på mere end 30 milliarder kroner.

Ninna Nyberg Sørensen er seniorforsker i afdelingen for Migration & Global Orden ved Dansk Institut for Internationale Studier(DIIS). Hun peger på, at flere lande i årevis har indtænkt remitterne i deres nationale udviklingspolitikker blandt andet ved spekulere i at eksportere både uddannet og uuddannet arbejdskraft:

”Nogle stater som for eksempel Filippinerne har bevidst brugt migration som en udviklingsstrategi, blandt andet ved at uddanne mange flere sygeplejersker, end landet har brug for, som så kan ”eksporteres” gennem statsaftaler med lande, der har brug for sygeplejersker. De filippinske sygeplejersker sender så en væsentlig del af deres løn hjem, som bidrager til deres egne familiers velfærd og derved frigiver midler som staten potentielt kan bruge til at investere i udvikling.”

Hun understreger dog, at også modtagerlandene med fordel kan tænke remitter ind som en strategi til at støtte oprindelseslandene:

”Man kan facilitere remitter via skattefordele. Ligesom vi andre kan trække penge fra i skat, når vi støtter NGO’er, kunne vi tillade, at migranter i vores lande kan trække det fra i skat, når de sender penge hjem og derved bidrager til deres hjemlandes udvikling.”

 

Returmigration

For Filippinerne var remitter en brugbar udviklingsstrategi i flere årtier – men der findes andre strategier til at drage fordel af hjerneflugten. For eksempel kan oprindelseslande gøre det attraktiv for emigranterne at komme hjem igen.  Det har man gjort i Malaysia, hvor regeringen i 2011 indførte Returning Expert-programmet, som giver skatteincitamenter til ”succesfulde emigranter”, som har levet udenlands i mindst fem år, hvis de vender hjem igen.

Ninna Nyberg Sørensen foreslår, at modtagerlandene gør det muligt for migranter at lære nye færdigheder. De nye færdigheder kan, hvis de tages med tilbage til ophavslandet og er tilpasset det enkelte lands behov, sammen med hjembragte teknologier og anden viden bidrage til at modvirke fremtidig hjerneflugt. På den måde kan et drain blive til et gain for alle parter. For at facilitere dette har flere lande kigget på tidsbegrænset migration, fortæller Ninna Nyberg Sørensen:

”Hvis man ønsker at regulere hjerneflugten, kan man se på tidsbegrænsede aftaler og aftaler indgået mellem for eksempel Spanien og Ecuador eller Spanien og Senegal og samtidig tænke i, hvordan vi kan opgradere migranters færdigheder, mens de er på vores arbejdsmarked. Man kunne godt forestille sig, at brain drain ved fornuftig regulering kunne vendes til hjernerotation eller cirkulation.”

 

Reguleringer på internationalt niveau

At tidsbegrænsede migrationsaftaler og returmigration har potentiale er Verdensbanken enig i. I førnævnte rapport fra 2019, ’Migration & Brain Drain’, skriver Verdensbanken, at veluddannede og faglærte emigranter ofte forbliver i kontakt med deres hjemland, tager hjem igen i perioder eller vedholder dobbeltstatsborgerskab, og at de derfor er med til at øge investeringer, promovere handel og dele viden mellem landene. Men faldgruben er, at man pålægger den enkelte migrant for meget ansvar, mener Ninna Nyberg Sørensen:

“Der er en forventning om, at migranter er bedre til at forvalte deres økonomi, end vi andre er, og så forudsætter man, at de, når de vender hjem, investerer deres penge super-fornuftigt, og så skal det hele nok gå. Og hvis det ikke sker, så bliver forklaringen oftest, at migranterne opfører sig ufornuftigt. Færre taler om, hvad afsender- og modtagerlande gør for at skabe forhold, der gør det muligt for migranter at investere fornuftigt.”

For at undgå at lægge det primære ansvar over på emigranterne foreslår Ninna Nyberg Sørensen, at der kommer en større ansvarlighed på statsligt og mellemstatsligt niveau, så reguleringen sker internationalt. Den løsning har dog en anden udfordring:

”Det, der er problemet med international regulering, er, at selvom udviklingslande sidder med omkring forhandlingsbordet, så har deres stemmer sjældent samme vægt som mere magtfulde aktørers.”

Samtidig peger Ninna Nyberg Sørensen også på, at andre former for aktører har en rolle at spille:

”Jeg tænker, vi som forskere og udviklingsaktører er nødt til at være mere engagerede i de forhold, der i første omgang får migranter til at opgive at blive i deres eget land. Vi bør ikke tappe udviklingslande for arbejdskraft alene ud fra vores behov, men se det i en større sammenhæng, hvor vi også tager ansvar og engagerer os i de problemer, der får migranter til at forlade deres hjemlande.”

 

Kilder: Arab Barometer: Arab Public Opinion on Domestic Conditions (2021), Arab Barometer: Youth in Middle East and North Africa (2019), Arab Barometer: Migration in the Middle East and North Africa (2019), Arab News, Arab Youth Survey 2021, Gallups Potential Net Migration Index, International Labout Organization: Global Employment Trends for Youth (2020), World Bank Data, World Bank: Morocco’s Jobs Landscape (2021).