Ungdomsledere til projektet Future Leaders i Tunesien (Forlænget frist)

KFUM-Spejderne søger to ungdomsledere til at lave en udveksling i udlandet i forbindelse med partnerskabsprojektet Future Leaders, hvor vi arbejder imod radikalisering af unge i Tunesien.

Hvis du er studerende og ønsker, at din deltagelse i programmet skal være et praktikophold, er det muligt, hvis din uddannelsesinstitution accepterer det. Vi vil forsøge at skabe synergi mellem dit studie og programmet, så vidt det er muligt.

Din profil
Du er mellem 21 og 26, og du har beskæftiget dig med samfundsforhold, demokratiudvikling, kulturforståelse eller kommunikation eller brænder bare for at forandre verden.

Du synes, at det lyder spændende at arbejde i et internationalt team på et højprofileret partnerskabsprojekt. Du holder af at arbejde organiseret og systematisk for at nå konkrete resultater. Samtidig er du ikke bleg for at bidrage med egne ideer.

Måske er du studerende og vil gerne bruge dine kompetencer i praksis enten i form af et praktikophold eller som en pause fra undervisningen. Måske har du en baggrund som KFUM-Spejder og vil gerne bruge passion for spejderideen i en international sammenhæng. Under alle omstændigheder er du klar på at bo sammen med tre andre ungdomsledere i Tunesien i 4,5 måneder.

Dine opgaver
I hele ansættelsesperioden bor og lever de fire ungdomsledere sammen i henholdsvis Danmark og Tunesien. Opgaverne tager udgangspunkt i projektets mål, som er at arbejde imod radikalisering af unge i Tunesien.

Det gør vi ved at træne unge mennesker i socialt entreprenørskab, så de bliver i stand til at skabe forandringer i deres lokalsamfund. Ligeledes styrker vi lokale spejdergrupper, så flere børn og unge har mulighed for at blive spejdere. Sidst men ikke mindst træner vi teenagere i at tage del i den demokratiske debat i det samfund, de er en del af.

Dine opgaver på projektet er eksempelvis:

  • At støtte de frivillige i afholdelse af seminarer, fora og lignende
  • Indsamling af relevant data og monitorering af projektresultater
  • Indsamling af gode historier om projektets resultater via interviews
  • At agere mentor for samt støtte lokale spejdergrupper til at styrke deres evne til at nå flere børn og unge
  • At fungere som kulturel promoter ved at dele den danske kultur med lokale via kulturelle arrangementer
  • At skabe kommunikationsprodukter til at dele viden om projektet internt i KFUM-Spejderne og med andre interessenter

Som person er du:

  • Proaktiv og pålidelig
  • God til procesplanlægning og til at nå de mål, du har sat dig for
  • Klar på at vokse med de opgaver, der er blevet dig betroet
  • Spændt på at være en del af et internationalt projektteam med stort fokus på hele tiden at blive mere interkulturelt kompetente
  • Klar på at bo sammen med tre andre ungdomsledere gennem hele udvekslingen og arbejde tæt sammen i teamet hele dagen, hver dagFuture Leaders-projektet udføres i partnerskabet mellem Les Scouts Tunisiens og KFUM-Spejderne i Danmark. Alle projektets aktiviteter, hvor unge gøres i stand til at blive forandringsagenter, planlægges og udføres af frivillige og støttes af tunesiske og danske ansatte. Som ungdomsleder vil du være ansvarlig for at nå de mål, som du har sat for din udveksling i samarbejde med projektets ledelse, og du vil blive betroet en høj grad af ansvar.

Under udvekslingen vil du bruge en måned i København. Her vil du lære de andre ungdomsledere at kende, få en grundig introduktion til forskellige dele af KFUM-Spejderne og deltage i et DUF-kursus om international projektledelse. Derefter vil du og de andre ungdomsledere flytte til Tunesien og arbejde derfra.

Der vil også være rejseaktivitet internt i Tunesien, hvor I altid rejser sammen. Har du kørekort, er det derfor en fordel. Vi forventer, at du taler og skriver dansk og engelsk. Arbejdstiden vil være 37 timer om ugen med start d. 4. februar 2019. En del af arbejdstiden vil ligge uden for normal arbejdstid og vil veksle fra uge til uge.

Alle leveomkostninger vil være dækket af programmet og derudover vil du modtage “lommepenge”.

Som ungdomsleder får du:

  • Personlig og professionel udvikling
  • Interkulturel forståelse og kendskab til den tunesiske kultur
  • Internationalt netværk og fællesskab
  • Kompetencer inden for planlægning og afholdelse af arrangementer, kommunikation, projektmonitorering, interviewteknikker med mere
  • Erfaring med at arbejde på et internationalt udviklingsprojekt og med at samarbejde med frivillige
  • Leveomkostninger dækket under hele opholdet + “lommepenge”
  • To ugers DUF-kursus i international projektledelse
  • To ugers sommerlejr på spejdercentret, Houens Odde
  • Udtalelse om arbejdsindsats til fremtidig brug, fx i fremtidige ansøgninger
  • Som ansat vil du referere til projektchef hos KFUM-Spejderne, Morten Grouleff, og i dit daglige arbejde vil du referere til den danske projektleder, Peter Lentz, under opholdet i Danmark, og til tunesiske projektledelse, under opholdet i Tunesien.

Deadline for at indsende din ansøgning er forlænget til den 4. december. Vi holder ansættelsessamtaler løbende.

Send din ansøgning til Morten Grouleff på morten@kfumspejderne.dk. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Morten Grouleff på morten@kfumspejderne.dk eller 22229425 eller Peter Lentz på pl@kfumspejderne.dk eller 20780870.

Future Leaders er finansieret af det Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram (DAPP), som hører under det danske Udenrigsministerium, Messengers of Peace og Eric Frank Trust. Ungdomsleder-programmet er finansieret af DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd).

Læs mere om Future Leaders på www.www.spejdernet.dk/projekter/future-leaders/.