Marokkansk filmskaber bryder tavsheden om voldtægter

I filmen 475: Break the Silence skildrer Hind Bensari, marokkaneres syn på voldtægt af kvinder. Filmen ændrede lovgivningen, men mange mener stadig, at kvinden selv er ude om det.

Den unge kvinde er ikke i tvivl.
”Manden kan ikke gøre noget forkert. Jeg kan ikke se, hvordan vi kan bebrejde ham noget.”

Kvinden repræsenterer én af de marokkanere, der giver deres mening om voldtægt til kende i dokumentarfilmen 475: Break the Silence. Hind Bensari, der står bag filmen, interviewede i to måneder almindelige borgere i Casablancas gader for at høre, hvordan den gennemsnitlige marokkaner ser på fænomenet voldtægt. Og ikke mindst på den lov, der indtil januar i år gjorde det muligt for en voldtægtsmand at slippe for straf, hvis han giftede sig med sit mindreårige offer.

Der er to scenarier ved voldtægt: Den ene er, at kvinden gerne vil voldtages, så hun kan blive prostitueret. Når hun så skal giftes, ved hun, hvordan hun skal tilfredsstille sin mand citat fra mand i fillmen 475: Break the Silence

Hind Bensari, der er født i Marokko, men som trettenårig flyttede til London med sin familie, var chokeret over svarene:

”Folks indstilling rystede mig. Og noget af det mest chokerende var, at de unge var de mest konservative. Man skulle tro, at de unge og veluddannede ville være mere progressivt indstillede, men det var ikke det, jeg oplevede. Hvis så mange unge mennesker kommer ud af skolen med den holdning – hvad er det så for et samfund, vi er på vej imod?”

Størstedelen af de marokkanere, Hind Bensari talte med, mente, at det er en kvindes egen skyld, hvis hun bliver voldtaget. At overgrebet enten skyldes hendes påklædning, opførsel, eller det, at hun færdes alene på gaden. Og at den bedste løsning for kvinden er at gifte sig med sin voldtægtsmand – dermed slipper hun for skammen og er økonomisk sikret, var opfattelsen.

Vi er alle Amina

Det var også tilfældet med Amina Filali. Hendes liv sluttede brat, da hun var blot seksten år. Den marokkanske teenagepige var offer for en dobbelt tragedie: Først blev hun voldtaget af den ti år ældre Moustapha Fellak, mens han holdt en kniv mod hendes strube. Så blev hun tvunget til at gifte sig med ham. Fellak fortsatte med at voldtage og mishandle hende, og fem måneder senere, i marts 2012, begik Amina Filali selvmord ved at spise rottegift.

Amina Filali-sagen
Som 15-årig blev Amina Filali voldtaget af den 10 år ældre Moustapha Fellak, som hun efterfølgende blev tvunget til at gifte sig med. Fem måneder senere spiste hun rottegift. Sagen om hendes død skabte stor opstandelse i Marokko. I januar 2014 fik protesterne den marokkanske regering til at omstøde artikel 475, der gjorde det muligt at frifinde en voldtægtsforbryder, hvis han giftede sig med sit offer.

Hind Bensari
Født i Casablanca 1987, flyttede som 13-årig til London med sine forældre. Sagen om Amina Filali fik Bensari til at sige sit job op og lave dokumentarfilmen: ’475: Break the Silence’. Filmen viser holdninger  til voldtægt i Marokko. Mange mener, at voldtægtsmanden bør gifte sig med sit offer for at frigøre hende fra skammen.

I maj arrangerede KVINFO forevisning af filmen og Q&A med Hind Bensari i Grand Teatret.

Sagen var ikke et særsyn i Marokko, hvor loven, der går under navnet ’artikel 475’ indtil januar i år gjorde det muligt for en voldtægtsmand at slippe for straf, hvis han giftede sig med sit mindreårige offer. Alligevel fik Aminas historie massiv mediedækning i landet, og krav om bedre vilkår for børn og kvinder blev fremsat af såvel menneskerettighedsorganisationer som store dele af den marokkanske offentlighed. ”Vi er alle Amina”, lød slagordet under demonstrationerne, der sigtede mod at få artikel 475 omstødt.

Svaret fra den marokkanske regering lød dengang, at artiklen forblev som den var. Som familieminister Bassima Hakkaoui, den eneste kvinde i regeringen, dengang sagde i et interview: ”Artikel 475 bliver ikke afskaffet fra den ene dag til den anden på grund af pres fra en protestbevægelse.”

Justitsminister Mustafa Ramid gik endnu længere. Han benægtede, at Amina var blevet voldtaget, og insinuerede, at den 16-årige pige frivilligt havde indladt sig med gerningsmanden. En reaktion, som voldtægtsofre jævnligt udsættes for i Marokko.

Imens sad den dengang 24-årige Hind Bensari i London. Hun var ansat som business development manager i en mellemøstlig investeringsfond og var glad for sin tilværelse. Men Aminas sag vækkede noget i hende:

”Da jeg hørte om Aminas sag, ændrede noget sig i mig. Jeg var langt fra Marokko og alt, hvad der foregik der. Men alligevel fik jeg en tilskyndelse til at gøre noget,” siger Hind Bensari, da KVINFO mødte hende i København.

Loven nedarvet fra Frankrig

Bensari granskede Amina Filalis sag, og fandt hurtigt ud af, at der var noget grueligt galt med det marokkanske retssystem, og at Aminas historie langt fra var enestående.

To måneder efter hendes død forsøgte 15-årige Safae fra Tangier at begå selvmord for anden gang. Hun var ligesom Amina blevet tvunget til at gifte sig med hendes voldtægtmand. Fire måneder efter tog Chaimae på elleve år sit liv efter at være blevet voldtaget, og i november 2013 begik 16-årige Amina Tamiri selvmord lige inden hendes forestående bryllup med voldtægtsforbryderen.

Da jeg begyndte at kigge efter i islamisk lovgivning og talte med forskellige eksperter, fandt jeg ud af, at der intet var i [de islamiske] skrifter, der kunne retfærdiggøre det Hind Bensari, marokkansk filmskaber

Bensari blev bekræftet af situationens alvor, da hun tog rundt på kvindekrisecentrene i landet.
”Da jeg så, at krisecentrene var fulde af kvinder, som var blevet slået, voldtaget, forladt og ikke havde nogle steder at gå hen – da jeg så omfanget af traumer, blev jeg sikker i min sag. Vi må handle og skabe et bedre samfund.”
Bensari fandt også ud af, at den omstridte artikel 475 ikke havde noget med Islam at gøre.

”Da jeg begyndte at kigge efter i islamisk lovgivning og talte med forskellige eksperter, fandt jeg ud af, at der intet var i skrifterne, der kunne retfærdiggøre det.” Derimod var loven nedarvet fra det franske protektorat over Marokko, der løb fra 1912 og indtil det nordafrikanske kontinent fik sin uafhængighed i 1956. Loven blev først afskaffet i Frankrig i 1994.

“Det fik mig også til at indse, at det ikke tager alverden at ændre tingene. Det er ikke særlig længe siden, at der ikke var lige rettigheder for mænd og kvinder i Europa. Det motiverede mig.”

Derpå gik hun i gang med filmarbejdet. De primære stemmer skulle være almindelige marokkanere:

”Debatten skulle ikke bare føres af eksperter og meningsdannere, men jeg ville derimod vise, hvad kvinden og manden på gaden tænker om kvinder, og hvordan de skal behandles.”

Misopfattelser af voldtægt

Bensari søgte svar på, hvorfor en lov, der ikke stemmer overens med nogen marokkansk lovtradition, så villigt er blevet accepteret af et samfund, der bryster sig af at sætte familieværdier over alt andet?

Det fandt hun en række forskellige årsager til. Først er der fraværet af seksualundervisning i skolerne. Det er med til at fostre en masse misforståelser af, hvad sex er, og ikke mindst hvad voldtægt er, forklarer Hind Bensari:

Fra filmen Turning Moroccan rape tragedies into history. Af KVINFO

Vidste du? Det anslås af menneskerettighedsgrupper, at én ud af fire kvinder i Marokko er udsat for vold eller seksuelt baseret vold. I seks ud af ti tilfælde er gerningsmanden under 35 år.

Læs om KVINFO og deres  marokkanske partneres arbejde på deres hjemmeside

”Mange af de mennesker, jeg talte med, så ikke nogen forskel på sex udenfor ægteskabet og voldtægt. Jeg blev ofte spurgt: ’Når du siger voldtægt, mener du så voldtægt med eller uden vold?’”

Eller som en midaldrende mand i filmen formulerer det: ”Der er to scenarier ved voldtægt: Den ene er, at kvinden gerne vil voldtages, så hun kan blive prostitueret. Når hun så skal giftes, ved hun, hvordan hun skal tilfredsstille sin mand.”

Udtalelser som disse viser, at der i høj grad mangler en grundlæggende viden om sex og voldtægt i Marokko.

”Der er ingen undervisning i seksualitet, reproduktion eller beskyttelse i skolen. Det er ikke noget, man taler om, og det giver plads til alle de her vanvittige ideer om, hvad et samleje er. Og ingen politikere tør røre ved emnet”, siger hun.

At den økonomiske situation har skubbet alderen for indgåelse af ægteskab, gør ikke sagen bedre. En mand skal kunne forsørge sin kone, men hvis han er arbejdsløs, ligesom det gælder atten procent af de 15-24-årige, kan han heller ikke blive gift.

De krænker os hver dag
I Marokko er det forbudt ved lov at have et seksuelt forhold udenfor ægteskabet. Det afholder mange kvinder fra at anmelde en voldtægt, fordi det er kvinden, der bærer bevisbyrden. En udbredt opfattelse er, at hvis en kvinde anmelder en voldtægt, er det, fordi hun er blevet afsløret i at have et seksuelt forhold uden for ægteskabet.
Disse falske anklager forekommer, mener Bensari. Kvinden er måske blevet stillet et ægteskab i udsigt, og så anmelder hun sin elsker for voldtægt for at holde ham op på sit løfte. Men at det sker ofte, tvivler hun på.
Dertil kommer, at den generelle opfattelse i Marokko er, at voldtægt ikke er en alvorlig forbrydelse.

Hen mod slutningen af Bensaris film siger en mand meget rammende: ”Vi bliver alle voldtaget. De krænker vores rettigheder hver dag.”

“Der er en opfattelse af, at fordi der sker overgreb på folks rettigheder hele tiden, er det ikke så meget anderledes at voldtage en kvinde. Når livet er svært, er det at behandle andre dårligt– ofte nogen, som har lavere status end en selv – blot en sørgelig konsekvens af ens egen elendighed,” siger Bensari, som mener, at Marokko lider under opfattelsen af, at tingene ikke kan forandre sig, hvilket har grund i en manglende tillid til samfundet. Korruption, bestikkelse af dommere og politimænd er almindeligt, og det er et velkendt faktum, at et menneskes sociale status afgør, hvordan loven anvendes, hvis du har begået noget kriminelt.

Forandring sker ikke fra den ene dag til den anden. Men det, jeg har set under mit arbejde med filmen, er, at det er muligt at have en åben debat om det her Hind Bensari, marokkansk filmskaber

”Så det handler også i høj grad om klasse og social status”, siger hun.

Hun dømmer ikke marokkanerne for at forsøge at leve op til normerne, men ønsker med sin film at vise, at der findes rum for forandring:
”Det at bevare din dyd som kvinde er jo med til at sikre din overlevelse i et lokalsamfund. Folk har ikke redskaberne til at tænke forandring og tænke selvstændigt, for det er ikke noget, de lærer eller ser andre gøre. Men med internettet og tv har vi fået platforme for forandring, og jeg vil vise marokkanerne, at tingene kan være anderledes.”

Lovændring det første skridt

Da filmen lå færdig i april 2013, uploadede Bensari den gratis streaming på nettet. Ved årets udgang valgte den delvist statsejede tv-kanal 2M at vise filmen. Det udløste en national rekord – 2,6 millioner marokkanere så med. Efter øget pres på den marokkanske regering fra medierne og offentligheden stemte et enigt parlament i januar 2014 endelig for at omstøde artikel 475, så mænd, der voldtager en mindreårig ikke længere kan slippe for straf ved at gifte sig med hende. Amina Filali blev et symbol på kvinderettighedsbevægelsen i Marokko, og ændringen af loven en sejr for de liberale røster i landet.

Men Bensari mener ikke ændringer i lovgivningen er nok.

”I 2004 blev det ulovligt at gifte sig med mindreårige i Marokko – men loven indeholdt en klausul, som sagde, at dommeren kunne gøre en undtagelse. Siden den lov blev indført, er der blevet indgået flere ægteskaber med mindreårige end før loven. Så vi kan have meget udmærkede love, men hvis samfundet ikke anerkender dem, er der ikke noget, der vil ændre sig.”

Efter ændringen af artikel 475 var Bensari i Marrakech for at vise sin film. Her gik hun rundt i gaderne for at høre folks reaktioner på ophævelsen.

”De fleste vidste ikke, at loven var blevet ændret, og da de hørte om det, gav de fleste udtryk for, at det ikke var en passende løsning.”

Kvinden og hendes familie vil stadig fremstå vanæret ved voldtægt, og med annulleringen af loven findes der ikke længere nogen måde at genoprette deres tabte ære.

Ifølge Bensari har både mænd og kvinder et ansvar for at ændre status quo. Og der mangler i den grad mandligt lederskab i kampen for ligestilling mellem kønnene.

Alligevel er hun håbefuld. ”Forandring sker ikke fra den ene dag til den anden. Men det, jeg har set under mit arbejde med filmen, er, at det er muligt at have en åben debat om det her. Og jo mere kommunikation der er, des mere kan folk udvikle deres holdninger og tænke i alternativer.  Og vi er nødt til at fikse det her.”

Artiklen er en forkortet udgave af originalartiklen, som er bragt i KVINFO’s webmagasin Women Dialouge