“Anerkend arabiske kvinder og deres børn som fuldbyrdige borgere”

Lina Abou Habib, direktør for den feministiske organisation The Collective for Research and Training on Development-Action (CRTD) i Beirut. Foto: CRTD Facebook

Lina Abou-Habib er direktør i Collective for Research and Training Development – Action (CRTDA), der med base i Beirut arbejder for kvinders rettigheder i hele MENA-regionen, og en af Mellemøstens største kapaciteter på kønsproblematikker og ligestilling i regionen.

I februar var hun på besøg hos i KVINFO for at forberede deres deltagelse i det årlige møde i FN’s Kvindekommission. En af hendes store kampe, er at sikre alle arabiske kvinder og deres børn ret til statsborgerskab.

Q&A med Lina Abou-Habib 

I har kørt kampagne for arabiske kvinders ret til statsborgerskab i 14 år nu, hvad er de opnåede resultater og de forsatte udfordringer?

Ideen kom gennem samråd med ligesindede søsterorganisationer i regionen.

For et par år side turde kvinder ikke at tale om det. De var bange for repressalier. Men selv om det tager yderligere 14 år, vil vi fortsætte, indtil loven reformeres Lina Abou-Habib, direktør i CRTDA

Dengang var situationen sådan, at de fleste arabiske regeringer nægtede deres kvindelige borgere deres ret til at overføre statsborgerskab til deres udenlandske ægtefælle og børn.
Det betyder reelt, at arabiske regeringer ikke anerkender kvinder som statsborgere og krænker deres ret til at være fuldgyldige borgere.

I 2001 førtes kampagnen i mange lande i regionen. Vi fik en række komparative forskere til at forstå, hvad retten til statsborgerskab betyder for kvinder, hvilke andre rettigheder som forringes, samt hvor diskriminationen stammer fra. I Libanon stammer den eksempelvis fra en lov som stammer helt tilbage fra Napoleons tid, som vi så stadig holder på i dag.

Vidste du? ’The Napoleon law’ indgår i mange mellemøstlige lovgivninger og tager udgangspunkt i Napoleons lovgivning fra Frankrig i 1800talet, hvor bl.a rettigheder baseret på fødselsstatus blev ophævet. Den franske lovgivning dannede senere skole for mange mellemøstlige love i kolonitiden.

Herefter begyndte vi at mobilisere kvinder, der var ramt af dette, til at tale ud om deres situation og kræve en reform af loven, vi arbejdede med medierne, hvilket resulterede i, at kampagnen blev ganske velkendt og rejste kritik regionalt og internationalt, og vi begyndte et politisk lobbyarbejde med lovgivere, beslutningstagere og politikere for at ændre loven.

 Lina Abou-Habib er 53 år og bor i Beirut, hvor hun er direktør i CRTDA. Hun har en master i folkesundhed på American University i Beirut og er i gang med en ph.d.-afhandling om arabisk feminisme ved Oakland University.Lina Abou-Habib i KVINFO´s bibliotek. Foto: Janne Louise Andersen

CRTDA´s samarbejde med  KVINFO støtter  netværksarbejde med kvinde- og andre civilsamfundsorganisationer i MENA-regionen med sigte på at styrke deres principielle grundlag i de internationale traktater og fora og styrke deres evne til at gennemføre advocacy-kampagner


Endelig gør vi brug af de internationale menneskerettigheder som instrument til at holde lande til ansvar – som i CSW. Vores regeringer har underskrevet og ratificerer konventioner, som de ikke eller delvist ikke overholder.

Egypten var den første som i 2004 ændrede loven. I 2005 ændrede Algeriet sin lovgivning fuldstændig og indskrev total ligestilling mellem kvinder og mænd. Marokko ændrede sin lovgivning i 2008, og derefter fulgte mange lande trop – Yemen, Palæstina Libyen, Emiraterne – selv Saudi-Arabien, som ikke er særlig kvinde-venlige, begyndte at italesætte en slags erkendelse af, at saudiske kvinder har ret til at overføre statsborgerskab. Alle disse var seriøse reformer, og de er en indikator for, at disse lande efter alle disse år anerkender deres kvinder som borgere og korrigerer situationen på ene eller anden måde.

Hvilke lande mangler fortsat?
Libanon, Syrien, Jordan og Bahrain. Når Libanon fremlægger sin rapport til CEDAW-komitéen, er der altid en observation og en irettesættelse rettet til Libanon omkring Libanons manglende reform af nationalitetsloven.
Det er et politisk spørgsmål. For et par år side turde kvinder ikke at tale om det. De var bange for repressalier, som at blive nægtet opholdstilladelse til deres børn. Selv om det tager yderligere 14 år, vil vi fortsætte, indtil loven reformeres, fordi det er den grundlæggende ret for alle kvinder.

Billedessay

Den 17. februar var Lina Abou-Habib på besøg i KVINFO’s bibliotek, hvor hun sammen med Janice G. Førde, forkvinde for Kvindernes U-landsudvalg, gav en status på ligestillingen i Libanon og arbejdet forud for den årlige samling i FN’s Kvindekommission.

 

Hvad er den største opposition og modargumenter, I hører?
De væsentligste argumenter imod en lovreform, præsenteres af kristne politikere, som siger, at skulle denne lov passere, vil det forstyrre den demografiske balance i landet. Hvad de mener er, at muslimer vil være i overtal ift. de kristne. Vi argumenterer for, at det er ligegyldigt, hvem som overgår hvem. Dette drejer sig om kvinders rettigheder, og hvis demografien er sådan, at kristne er mindretallet, så accepter det snarere end at bruge det til skabe spændinger mellem samfund. Det andet argument omhandler retten til at vende tilbage for de palæstinensiske flygtninge i Libanon. Igen hævder kristne politikere, at alle de palæstinensiske mænd natten over vil gifte sig med libanesiske kvinder for at få statsborgerskab. Men retten til at vende tilbage, er et politisk spørgsmål, og bør ikke blandes med libanesiske kvinders ret til at overføre statsborgerskab. Begge argumenter er racistiske og islamofobiske.

Desværre er det udlændinge ser af Libanon kun billeder af nattelivet i Beirut. Men modernitet i Libanon findes kun på 20 km2, resten er bogstaveligt talt et tredjeverdensland Lina Abou-Habib, direktør i CRTDA


 
Tror du det er en af ​​grundene til, at Libanon er et af de resterende lande til at reformere loven?
Libanon er et af de mest patriarkalske lande i den arabiske verden, og landet med de færreste reformer relateret til kvinder. Når du går uden for den velhavende del af hovedstaden, er alt helt anderledes med masser af elendighed og diskrimination. Desværre er det udlændinge ser af Libanon kun billeder af nattelivet i Beirut. Men modernitet i Libanon findes kun på 20 km2, resten er bogstaveligt talt et tredjeverdensland.
Der finder en kampagne sted i Jordan, hvilket er en succes, som jeg har hørt. Men disse er patriarkalske samfund med patriarkalske regimer. Det betyder ikke noget, hvis du har en modebevidst dronning, hun afspejler jo ikke de almindelige jordanske kvinder.
Når reformen fandt sted i Marokko, var det en del af en bredere politisk reform. Den afspejlede en ændring i mentalitet og politisk vilje til at ændre situationen for kvinder og anerkende deres statsborgerskab.
Men når du er i en situation, hvor æresforbrydelser ikke behandles som forbrydelser, så kan du ikke blive overrasket over, at kvinders rettigheder fortsat krænkes.

Den 22. marts, markerer Lina og hundredevis af andre libanesiske mødre mors dag med en march foran det libanesiske parlament med krav til lovgiverne og regeringen om en lovreform.

  • CEDAW  – The Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women – er FN’s kvindekonvention, også kaldet “kvindernes grundlov”. CEDAW blev vedtaget i FN i 1979 og skal sikre kvinder mod diskrimination. De stater, der har tiltrådt konventionen, har forpligtet sig på at arbejde for at stoppe diskrimination mod kvinder.
  • Danmark ratificerede Kvindekonventionen i 1983 og skal mindst hvert fjerde år fremlægge nationale rapporter om status til en overvågningskomite kaldet CEDAW-komiteen. Danmark blev senest eksamineret af komitéen i 2009. Man kan læse selve konventionen på CEDAW-konventionens hjemmeside. I 2007 udgav Dansk Kvindesamfund en artikelsamling med fokus på CEDAWs betydning for Danmark.
  • CSW – Comission on the Status of Women – er FN’s kvindekommission, som blev oprettet i 1946 og mødes en gang om året i marts for at evaluere fremgangen inden for ligestilling, identificere alvorlige problemer, samt formulere fælles internationale standarder og konkrete politikker på området.