Arabiske kvindeforkæmpere gæster Danmark

En række aktivister, journalister og forskere diskuterer kvinders muligheder i MENA, når KVINFO inviterer til konference på Den Sorte Diamant 16. april 2012.

Side om side med deres mandlige fæller har kvinder startet protester og væltet regimer under de arabiske oprør, som brød kønsbarrieren og gav kvinderne nye muligheder for at handle.

Men selvom det arabiske forår har banet vej for forandring og større frihed for befolkningerne i MENA-regionen, har revolutionerne endnu ikke vist sig som en landvinding for kvinders rettigheder.

Den 16. april inviterer KVINFO til konference om kvinders muligheder i regionen efter det arabiske forår. KVINFOs mere end 70 partnere fra hele MENA-regionen vil deltage i konferencen ’Women in a Changing Middle East and North Africa – Seizing Opportunities and Facing Challenges’ på Diamanten, hvor fremtrædende aktivister, politikere, journalister og forskere fra primært MENA-regionen vil diskutere udviklingen efter omvæltningerne.

Konferencen bliver åbnet af udenrigsminister Villy Søvndal, som vil tale om Danmarks engagement i MENA-regionen og om kvinders rolle i de politiske og sociale forandringer.

Konferencen den 16. april er del af større konference for KVINFOs partnere i MENA-regionen, som løber fra den 16.-18. april 2012. KVINFO har siden 2006 skabt partnerskaber mellem organisationer i Danmark, Mellemøsten og Nordafrika med sigte på at styrke kvinders position, rettigheder og ligestilling i MENA- regionen.

MENA-partnerne på konferencen repræsenterer blandt andet kvinde- og menneskerettighedsorganisationer fra Tunesien, Marokko, Egypten, Libanon, Jordan og Yemen.

På konferencen får de mange partnere mulighed for at udveksle viden og erfaringer, inspirere hinanden og udvikle nye strategier for, hvordan samarbejdet kan styrkes på tværs af regionen og mellem de forskellige lande.