En ny generation af marokkanske mænd holder den feministiske fane højt

Abdellatif er lagermedarbejder, har aldrig været uden for Marokkos grænser, bor i et slumkvarter nord for millionbyen Casablanca, og så er han rødglødende feminist.

”Det var som at møde et nyt menneske, da min mor første gang roste mit frivilligt arbejde. Hun åbnede sig over for mig og viste nye sider af sig selv. Hun sprang ud som forkæmper for kvinders rettigheder – som om det var mig, der vakte et feministiske instinkt i hende”, fortæller den 23-årige Abdellatif El-Kanbech med en hæs stemme.

Den unge marokkanske mand har en bachelorgrad i sociologi, men han tjener til dagen og vejen i jobbet som lagermedarbejder på en papirfabrik. Han er den yngste af en søskendeflok på 11, og hans mor har været enke i nogle år.

”Min mor er analfabet, og hun og hendes søstre fik ikke lov til at tage i skole. Det er uretfærdigt”, siger Abdellatif i forsøget på at illustrere et vilkår, som kvinderne i nogle dele af Marokko lever under.

Ifølge Abdellatif blev morens situation udnyttet af hendes onkler, der nægter at give hende og søstrene adgang til deres retsmæssige arv. ”Hvis min mor havde haft en bror, så vil hendes onkler ikke kunne kræve hendes arv”.

En FN-rapport fra 2017 viser, at mindst 62% af marokkanske mænd mener, at kvinderne bør tolerere vold for at holde sammen på familien. Abdellatif er ikke en af dem. Og han ser onklernes tilbageholdelse af moderens andel af arven som en aggression.

”Jeg har kastet mig over dette arbejde for at skabe et bedre samfund for de kommende generationer. Der er brug for en mere retfærdig behandling af kvinderne i vores land.”

Abdellatif El-Kanbech

”Det smerter mig at se min mor i den situation, men jeg kan ikke gøre andet end at forsøge at informere hende om sine rettigheder. Hun frygter myndighederne og oplever dem som afskrækkende snarere end beskyttende. Derfor har hun ikke rejst sag imod sine brødre”.

Uretfærdigheden tænder gnisten

Abdellatifs mor er ikke et særtilfælde i Marokko. 4 ud af 10 marokkanske kvinder kan ikke læse og skrive, og tallet er højere uden for landets store byer. Netop den gruppe optager stor plads i statistikken over voldsramte kvinder ifølge en ny rapport, som udkom 25. november 2018.

Den uretfærdighed, som disse tal illustrerer, har tændt en gnist i Abdellatif: ”Jeg har kastet mig over dette arbejde for at skabe et bedre samfund for de kommende generationer. Der er brug for en mere retfærdig behandling af kvinderne i vores land”, lyder det med klar stemmeføring på fejlfrit Fusha (standard-arabisk), som vidner om en passioneret og velartikuleret ung mand, der forstår at gøre sin mening klar på trods af sin korte tid i det feministiske miljø.

Det var i 2014, da han begyndte på universitet i byen Mohammédia for at læse sociologi, at han fik øje for de feministiske ideer og tanker.

”Da jeg begyndte på universitet var jeg ærligt talt præget af min opvækst i slummen nord for Casablanca. Min indstilling var præget af stereotyper og forstokkede ideer. Jeg glorificerede vores traditioner som noget, der skal værnes om og beskyttes mod enhver forandring”, beretter Abdellatif med et glimt i øjet.

Feministiske opvågning

I løbet af de første semestre på universitet fik Abdellatif adgang til ny litteratur og bøger, han ikke før var stødt på. Han dannede nye bekendtskaber og kom i nye miljøer. I den samme periode kørte den kvindelige organisationen LDDF-Injad et forløb i samarbejde med det samfundsvidenskabelige fakultet på universitet, hvor der blev sat fokus på vold mod kvinder og sexchikane via foredrag og workshops.

Organisationen LDDF-Injad ser Abdellatifs talegaver og stærke retoriske evner, som en tiltrængt støtte i tilspidset kvindekamp, der foregår på alle platforme i samfundet. Foto: Nidal Abu Arif

De nye rammer og omgivelser har haft en bemærkelsesværdig påvirkning på den unge mand: ”Efter de første måneder fik jeg en større forståelsesramme, som har været med til at udvide min horisont. Jeg blev mere sikker på mig selv og mine tanker. Jeg så ting fra nye perspektiver”.

Studietiden var afgørende for Abdellatifs identitetsdannelse. Han valgte at kæmpe for de feministiske principper og gå mod den gængse kønsopfattelse i det marokkansk samfund.

”Det er en form for feministiske opvågning, som jeg har været igennem. Når snakken falder på feministiske tanker og ideer, tror de fleste, at kvinderne og de kvindelige organisationer har patent på at sætte ord på dem. For mig at se er der tale om universelle menneskelige værdier, som alle uanset køn må abonnere på”.

Kampen og dialogen i familien

Abdellatif er ikke bleg for at tage en debat, uanset om det er på fabrikken, på gaden eller hjemme i bydelen Sidi Bernoussi. Han bevæger hænderne sikkert, bevidst og stolt, mens han under interviewet fremhæver den ene anekdote efter den anden.

”Det er vigtigt at kæmpe på forskellige fronter for at udfordre den patriarkalske kønsmagtordning, der gennemsyrer det marokkanske samfundet. Vi skal ikke holde os tilbage fra at tage debatten op og fremføre vores synspunkt”, understreger Abdellatif, mens han skynder sig at fremhæver sin relation til sin stærkt religiøse storebror, Mustafa.

”Når vi sidder rundt om maden derhjemme, falder snakken altid på de aktuelle sager ude i samfundet. Jeg forsøger at præge samtalen med mine ideer og tanker. I starten var der stor skepsis og modstand, særligt fra Mustafa. Han var afvisende, men her på det sidste er han begyndte at give mig taletid, og han lytter til mine argumenter. Det ser jeg som et fremskridt.”

Kampen mod modløshed og arbejdsløshed

Organisationen LDDF-Injad indgår i et partnerskab med danske Kvinderådet under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP), hvor der afvikles aktiviteter, der har til formål at forbedre kvindernes forhold i Marokko. En af aktiviteterne er en karavane, som kører til områder langt væk fra byerne for at informere kvinderne om deres rettigheder. I foråret var Abdellatif med en karavane som drog 200 km sydpå. Og oplevelsen har efterladt stærke minder hos den unge mand, der er blevet mere engageret – men også bekymret for fremtiden.

”Da vi bankede på dørene i en landsby midt om dagen, var det meget unge piger, som vi blev mødt af. De var åbenbart droppet ud af skolen. Og til vores forbavselse var deres mødre ude i markerne for at arbejde, mens fædrene sad på cafeerne og nippede til te”.

Abdellatif og vennen Ayoub er faste frivillige i organisationens kontor i byen Mohammédia, hvor de hjælper med at planlægge aktiviteterne. Fokusset i deres rolle er at nå ud til de unge og de marginaliserede grupper. Foto: Nidal Abu Arif

Selv om det går ned ad bakke for Abdellatifs generation på arbejdsmarkedet, hvor de officielle tal viser en arbejdsløshed på 22,2% blandt akademikerne og op imod 26% i aldersgruppen 18-24 år, har den unge mand ikke tænkt sig at give op. I stedet insisterer Abdellatif på at holde modet oppe, mens han arbejder på en papirfabrik og drømmer om at få lov til at tage en kandidatgrad i kønsstudier.

”Jeg tror på, at ændringen kommer gradvist, og den skal tilgodese både mænd og kvinder”.

Abdellatif finder inspiration til sit engagement i det, som han kalder den gyldne periode for marokkanske kvinder i 1960. ”Jo mere jeg hører om, hvordan kvindernes status var i samfundet for blot 60 år siden, og om Fatima Mernissis kamp, desto ivrigere bliver jeg efter at være en del af den gruppe, der kan skubbe udviklingen fremad på dette område. Vi har ikke brug for flere tilbageslag, som det har været tilfældet i starten af dette århundrede”.

Også uden for Marokkos grænser forsøger Abdellatif at finde inspiration og forbilleder: ”Jeg nærer stor beundring for den egyptiske forfatter Qasim Amin, som for mig er den første bannerfører for den feministiske bevægelse i den arabiske verden – især hans ivrighed og standhaftighed på trods af modstand. Det samme gælder Nawal al-Saadawi. Hun er for mig som et fyrtårn”.

Klar til en lang og heftig debat

Den marokkanske debat om kvinders rettigheder har været heftig i de seneste år. Fronterne er trukket op og statistikkerne viser dystre tal. Senest i sommer fik hashtagget ”Kounrajel” (vær mand) de kvindelige organisationer op i det røde felt. Hashtagget blev startet af en gruppe, der vil have mændene til at holde kvinderne i kort snor.

I starten af oktober fik et nyt hashtag liv i de sociale medier i Marokko. Under navnet #masaktach (som på arabisk betyder ”Jeg vil ikke tie stille”) råbte unge kvinder op mod vold og sexchikane.

“Jeg er sikkert en del af minoriteten, hvad angår kampen for ligestilling. Det vil være naivt at bilde sig andet ind. Men til min trøst så er det en voksende minoritet.”

Abdellatif El-Kanbech

Abdellatif følger debatterne meget tæt: ”Jeg ser #masaktach som et tiltrængt forsøg på at komme ud af tavshedstyranniet. Det er vigtigt at tale om de udfordringer, som kvinderne møder i samfundet”.

Abdellatif mener, at der er en herskende populistisk diskurs, som bliver styrket af manglende viden og misbrug af religion, og som betyder, at oplysningskampagnerne møder hård modstand.

”Jeg er sikkert en del af minoriteten, hvad angår kampen for ligestilling. Det vil være naivt at bilde sig andet ind. Men til min trøst så er det en voksende minoritet. Jeg oplever, at der er flere, der er begyndte at lytte og høre argumenterne, og der er kommet mere synlighed omkring dette emne – og min mor er med på vognen”.