Feministisk aktivisme i Nordafrika – også for mænd

På papiret har kvinder fået bedre rettigheder i både Tunesien og Marokko, men praksis halter efter. Det gælder om at få mændene med. Mød en af dem.

Kødbyen summer af aktivitet under Women Deliver. Mænd og kvinder i alle aldre og fra hele verden defilerer rundt mellem boder, bannere og debatmøder under Talk Town

Jeg blev feminist, fordi det er ubehageligt at være vidne til så meget ulighed mellem mænd og kvinder i Tunesien Ala Oueslati, tunesisk feminist og journalist

Tunesiske feminist og journalist Ala Oueslati. Foto: Janne Louise Andersen

Den tunesiske feminist og journalist Ala Oueslati er i topform, men trist ved tanken om, hvor omfattende ligestillingskampen er. Alligevel kan netop han måske skubbe til tunesiske mænds kønssterotyper og forbedre kvinders rettigheder. Han er medlem af Yala Young Leaders peace movement og udpeget af Women Deliver som en af fremtidens 200 Young Leaders. Han har også mødt Barack Obama, da han med støtte fra US State Department arbejdede for at fremme kvinders rettigheder i landsbyer i det sydlige Tunesien. Allerede som 24-årig er han en erklæret feminist og dedikeret menneskerettighedsaktivist.

”Jeg blev feminist, fordi det er ubehageligt at være vidne til så meget ulighed mellem mænd og kvinder, især i syd og konservative områder på landet i Tunesien. Jeg ønsker ikke at gå ind i politik eller bekæmpe religionen. Men det er da dybt uretfærdigt, at kvinder f.eks. kun arver 1/3, mens mænd arver 2/3, fordi islamisterne mener, at mænd forvalter deres penge bedre end kvinder,” siger Ala Oueslati, som agiterer for en ny arveret.

Stadig mange tabuer

Han sidder på scenen sammen med to marokkanske feminister til et debatmøde arrangeret af NASIM samt Kvinderådet, LOKK og Danner, der under Det Arabiske Initiativ samarbejder med NGO’er i Marokko og Tunesien om rådgivning, træning og fortalervirksomhed.

Tunesiens første præsident Habib Bourghiba gav tunesiske kvinder de bedste rettigheder i MENA-landene i landets første forfatning fra 1956, og efter revolutionen blev de forstærket i den ny forfatning fra 2014. Men implementeringen lader vente på sig.

”Kvinderettigheder er stadig et tabu i byer som Tozeur, Tataouine og Kebili nær ørkenen i syd. Alt om seksualitet er tabu, inkl. reproduktive rettigheder.  Jeg var virkelig overrasket over at høre om omfanget af kvinder, der dør i barselsseng og bliver gift som mindreårige uden viden om rettigheder til sundhed og uddannelse, der er afgørende for kvindernes og døtrenes helbred og opvækst,” siger Ala Oueslati  indigneret. Han er dog stolt over, at Tunesien indførte retten til abort i 1973, otte år før USA og som det eneste land i Nordafrika.

Trendy at være aktivist i Tuenesien

Siden revolutionen i Tunesien har det været trendy at være aktivist, siger Ala. Vilkårene for civilsamfundet er blevet bedre både i forfatningen og i det politiske liv, men mange unge tunesere tror ikke tror på politikere eller det politiske system. De unge engagerer sig i stedet ofte som aktivister i private organisationer eller på sociale medier (ligesom Ala selv er en aktiv blogger) f.eks. for UNICEF. Men ligestillingskampen kan nemt drukne i de mange andre krav fra det tunesiske samfund til den nye regering om f.eks. at sikre landet mod terrorisme og tackle den manglende vækst og arbejdsløshed.

”Folk råber op og kræver alt muligt, og der er hyppige strejker. Her kan kvinders rettigheder nemt forsvinde. Derfor er det vigtigt at minde især de konservative kredse om betydningen af at hjælpe syge kvinder og at få piger i skole på landet,” siger han.

Vold mod kvinder i Marokko

Mens der i Tunesien var storm, mærkede Marokko kun en vind, lyder det fra de to marokkanske aktivister Mouna Echemmakh og Nabila Jalal med henvisning til revolutionen, som også påvirkede Marokko. Ifølge dem undgik Marokkos konge Mohammed VI et oprør som i Tunesien ved hurtigt at gennemføre en række reformer. Men den såkaldte 20. februar-bevægelse af unge oprørere fra alle politiske lejre pressede på for ændringer, også for kvinder.

Begge kvindesagsaktivister arbejder for NGO’en Fédération de la Ligue des Droits des Femmes (FLDF), hvor de yder rådgivning og laver kampagner mod kønsbaseret vold og børneægteskaber. Til dagligt leder Mouna Echemmakh krisecentret Tilila for voldsramte kvinder og børn i Casablanca. Desuden rejser hun og kolleger rundt i minibusser til landsbyerne. Her forsøger de at få især landsbyens overhoveder i tale og underviser lærere og unge om kvinders og børns rettigheder i Marokko. De har også produceret en CD, som bruges i undervisning til bl.a. at aflive fordomme om kvinders mødom. 

Kvindebevægelsen har nået meget. Eksempelvis har vi ændret loven om voldtægt.  Mouna Echemmakh, leder af krisecentret Tilila i Marokko

Mouna Echemmakh, lederaf krisecentret Tilila i Marokko. Foto: Janne Louise Andersen

”Kvindebevægelsen har nået meget. Eksempelvis har vi ændret loven om voldtægt. Paragraf 475 tillod, at en voldtægtsmand slap for straf, hvis han giftede sig med sit offer, og det var det nemmeste for familierne,” fortæller Mouna Echemmakh. Men i 2012 begik den 16-årige Amina Filali selvmord ved at spise rottegift, fordi hun ikke kunne leve under samme tag som sin mand, der havde voldtaget hende. Det satte gang i en national protestbevægelse, som førte til lovændringen.

Kongen bestemmer

Selvom Marokkos nye forfatning fra 2011 har styrket kvinders rettigheder, er der stadig stor modstand fra konservative kredse, og på landet bliver der ikke taget højde for internationale konventioner. I løbet af 10 år er syv kvindekrisecentre lukkede. En ny statslig institution for ligestilling er endnu

ikke gennemført.

Ifølge de to aktivister, taler politikerne, men gør ikke noget. Selv demokratiske parlamentsmedlemmer bakker ikke nok op om kvindesagen, og oppositionen er ikke stærk i Marokko, Samtidig beklager de, at kongefamilien ofte blander sig i politik, selv når det gælder om at forbedre kvinders vilkår.  Det betyder nemlig, at NGO’ernes arbejde så ikke bliver anerkendt.

”NGO’erne kæmper og har presset på i årevis, men ingen hører på os. Lige pludselig beslutter kongen noget, som det var tilfældet med reformen af Moudawana-familieloven i 2004,” siger Mouna Echemmakh.

Kampen for retten til abort

Som et supplement til politisk lobbyarbejde har de marokkanske feminister gennemført Facebook-kampagner mod kvindevold, sexchikane og voldtægt bl.a. for at nå unge kvinder. Men på landet har få adgang til internet, så her må det lokale civilsamfund aktiveres. De uddanner også læger om kvinderettigheder og sætter gang i debatter om f.eks. at få unge piger i skole eller legalisere abort.

Advokaten Nabila Jalal fortæller, at en kendt direktør for et fødselshospital sidste år blev fyret for at sige på fransk TV, at der bliver foretaget 800 illegale aborter om dagen i Marokko. Historien førte til en national debat om at legalisere abort.

”Kongen oprettede så en komite for at stoppe debatten, og en ny lov blev vedtaget, der legaliserer abort – men kun når kvindens eller fostrets liv er i fare, eller når kvinden er blevet gravid i forbindelse med voldtægt eller incest”, understreger hun.

Mændene skal med

De marokkanske kvinder fortæller, at modstanden fra konservative kræfter mod deres arbejde er udbredt, at deres rapporters legalitet ofte betvivles af den islamisk-ledede regering, og at deres motiver ligefrem anklages for at være ”onde”.

”Og nye, store udfordringer er kommet til, som f.eks. unge kvinder, der ofrer sig som sexslaver for ISIS, og traficking af kvinder er også blevet mere udbredt. Til gengæld er det ikke længere tabu at tale om det,” siger Nabil Jalal. 

det er ikke en kamp mod mændene, men mod patriarkatet. Og dialog med religiøse ledere er afgørende Nabila Jalal, Fédération de la Ligue des Droits des Femmes (FLDF)

Nabila Jalal, fra NGO’en Fédération de la Ligue des Droits des Femmes (FLDF),der yder rådgivning og laver kampagner mod kønsbaseret vold og børneægteskaber. Foto: Janne Louise Andersen

Både de marokkanske og tunesiske aktivister er enige om, at implementeringen af lovene haster, og at kvindesagen angår begge køn.

”Volden mod kvinder stammer fra økonomisk pres, det patriarkalske samfund og religiøse ekstremister. Så det er ikke en kamp mod mændene, men mod patriarkatet. Og dialog med religiøse ledere er afgørende, hvis kvinders rettigheder skal realiseres,” opsummerer Nabil Jalal.

Ala Oueslati er enig. Mændene skal med, hvis der skal ske varige ændringer.

”Det gælder om at overtale mændene, der jo har koner og døtre, om at det lønner sig at investere i kvinder og at kvinder skal ud i andre fag for at ændre mentaliteten på arbejdspladsen, hvor kvinder får lavere løn, selvom de er lige så kvalificerede.”