Foto: Simon Læssøe

Krisecentre er meget mere end vægge og lofter – og nu åbner de i Mellemøsten og Nordafrika

Ny lovgivning og meget mere offentlig debat har skabt momentum for oprettelse af flere krisecentre for voldsudsatte kvinder i Mellemøsten og Nordafrika. Der er dog fortsat behov for en stor indsats fremover.

”Arbejdet for at få oprettet krisecentre har momentum,” siger Marie Diernisse Langsted, der er konsulent i Danner og projektleder på Danners projekt under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

”Det gælder frem for alt i Tunesien. Her er vold mod kvinder blevet anerkendt som et samfundsproblem, og der bliver nu gjort en indsats fra statsligt hold. Der kommer også hele tiden nye organisationer til, som engagerer sig i arbejdet,” fortæller Marie Diernisse Langsted.

Danner har kontor i Tunis, og udover arbejdet her står Danner for et regionalt undervisningsprogram.

Gennembruddet i Tunesien

Det helt store gennembrud for Tunesien kom i 2017 med vedtagelsen af en ny lov, der kriminaliserer seks typer vold mod kvinder, herunder voldtægt af ægtefælle. Anerkendelsen af, at der kan foregå voldtægt af en ægtefælle, er en lille revolution i sig selv, og ingen andre lande i regionen har taget dette skridt.

Det stikker meget dybt i den mellemøstlige samfundskultur, at ægtemanden har ret til sex, og at hustruen har pligt til at efterkomme ægtemandens krav. Det samme gælder overbevisningen om, at ”fremmede” ikke har ret til at blande sig i, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge.

”Før i tiden tog politiet og de offentlige myndigheder ikke voldsudsatte kvinder seriøst. Nu har de pligt til at hjælpe kvinderne. Det betyder også, at der er flere kvinder, som anmelder vold, så det er en positiv forandring.”

Hajer el-Kefi
Psykolog hos LTDH og underviser hos Danner

”Loven er også revolutionerende, fordi den forpligter staten til at yde beskyttelse til voldsudsatte kvinder,” siger Hajer el-Kefi over telefonen fra Tunis.

Hajer el-Kefi er psykolog, hun er med i den tunesiske menneskerettighedsorganisation Ligue Tunisienne de Droits de l’Homme (LTDH) og arbejder som underviser i Danners regionale undervisningsprogram.

”Før i tiden tog politiet og de offentlige myndigheder ikke voldsudsatte kvinder seriøst. Nu har de pligt til at hjælpe kvinderne, og de ved, hvordan de skal håndtere sagerne, og hvor de skal sende kvinderne hen. Det betyder også, at der er flere kvinder, som anmelder vold, så det er en positiv forandring,” påpeger Hajer el-Kefi.

Loven trådte i kraft i februar 2018, og for Hajer el-Kefi er den kronen på værket:

”Den er resultatet af mange års hårdt arbejde og pres fra de tunesiske kvinde- og menneskerettighedsorganisationer,” siger hun.

Siden 2016 er der åbnet syv krisecentre i Tunesien. Foto: Simon Læssøe

Det første krisecenter for voldsudsatte kvinder blevet åbnet i Tunis i 2016 og drives af Danners partner, L’Association des Femmes Tunisiennes pour la Recherche sur le Développement (AFTURD).

Kvinde- og Familieministeriet har siden åbnet seks krisecenter og skal efter planen åbne yderligere tre centre i 2019. Derudover er der oprettet fire rådgivningscentre og en hotline. Ifølge Ministeriet modtog hotlinen 5-6000 opkald i løbet af de første ti måneder af 2018.

FN støtter oprettelse af krisecentre

Der findes endnu ikke nogen præcis opgørelse over antallet af krisecentre for voldsudsatte kvinder i MENA, men Fatima Outaleb anslår, at der er 50-60 i alt i hele den arabisktalende del af regionen.

Fatima Outaleb er medlem af bestyrelsen for Global Network of Women Shelters og har netop deltaget i et møde i ESCWA (FNs Economic and Social Commission for West Asia). Her blev første udkast til en regional rapport om vold mod kvinder og krisecentre drøftet.

En af konklusionerne var netop, at tallene ikke var veldokumenterede nok. En anden konklusion var, at FN-organisationerne i stigende grad går ind og finansierer krisecentre i MENA-regionen.

”Det er blevet en anerkendt måde at beskytte kvinder mod vold på. I forbindelse med den syriske flygtninge-krise er behovet blevet åbenlyst, fordi der er så mange syriske kvinder, der bliver udsat for vold i flygtningelejrene,” siger Fatima Outaleb over telefonen fra Rabat.

”FN-organisationerne vil ikke bruge penge på krisecentre, medmindre de kan se, at det giver resultater, og at de kan synliggøre indsatsen overfor donorerne. Der har hidtil været mange donorer, som ikke ville give penge til krisecentre, fordi det ikke gav dem synlighed. Det er en meget positiv udvikling, og den vil gavne vores arbejde,” siger Fatima Outaleb.

Mere end vægge og lofter

Fatima Outaleb har selv været leder af et krisecenter i Marokkos hovedstad Rabat, siden centret åbnede i 2002. Hun ser en meget langsom – men dog positiv – udvikling i Marokko, hvor der pt. er 16-17 krisecentre:

”Folk har accepteret krisecentre som en del af arbejdet for at hjælpe voldsudsatte kvinder,” siger Fatima Outaleb.

Frem til 2013 arbejdede krisecentrene i princippet ulovligt. Formelt set skjulte de kvinderne for deres ægtemænd, hvilket var forbudt. En lovændring ophævede dette forbud.

”Det var et stort fremskridt, fordi vores arbejde så blev lovligt,” siger Fatima Outaleb.

”Krisecentre er meget mere end vægge og lofter. De styrker kvinderne og rehabiliterer dem, så de kan klare sig selv. De har en enorm forandringskraft, og det er det perspektiv, vi skal understrege. Vi skal tale mindre om kvinder som ofre og mere om kvindernes potentialer.”

Fatima Outaleb
Leder af krisecenter i Marokko

Alle de marokkanske krisecentre bliver drevet af NGO’er, og for Fatima Outaleb er det en kæmpe succes i sig selv, at hendes krisecenter fortsat eksisterer – mange andre er bukket under og lukket, især på grund af mangel på penge. Den helt store udfordring er at få staten på banen:

”Vold mod kvinder bliver generelt ikke anset for at være kriminelt, og lovgivningen er helt utilstrækkelig. Kvinderne kan ikke søge hjælp hos politiet, og staten hjælper ikke til økonomisk,” siger Fatima Outaleb.

Alligevel har Fatima Outaleb tiltro til udviklingen, ikke mindst fordi der pågår en professionalisering af arbejdet på krisecentrene:

”Krisecentre er meget mere end vægge og lofter. De styrker kvinderne og rehabiliterer dem, så de kan klare sig selv. De har en enorm forandringskraft, og det er det perspektiv, vi skal understrege. Vi skal tale mindre om kvinder som ofre og mere om kvindernes potentialer,” understreger Fatima Outaleb.

Det overordnede sigte med Danners arbejde såvel i Tunesien som regionalt er netop en professionalisering af centrenes arbejde. Det gælder både samarbejdet mellem myndigheder og NGO’er, personalets daglige arbejde, erfaringsudveksling mellem centrene og dokumentation af indsatsen.

Senest har Danner udgivet en manual for de trænere, der underviser medarbejdere på krisecentre.

Kapacitet til forandring

Et vigtigt mål er at lære de involverede, hvordan man kan bruge den såkaldte ”menneskerettighedsbaserede” tilgang til arbejdet, som Danner står for. Det indebærer, at man tager udgangspunkt i, at kvinder har ret til ikke at blive udsat for vold, og at myndighederne har pligt til at beskytte og hjælpe kvinder.

I det daglige arbejde på krisecentret betyder det, at en voldsudsat kvinde hverken opfattes som et offer, som en ”sag” eller en klient, men som en overlever:

”Som medarbejder skal man tro på, at kvinderne har kapaciteten og kompetencerne til at skabe en positiv forandring af deres livssituation. Der er jo også mange succeshistorier,” siger den libanesiske psykolog Amal Farhat over telefonen fra Beirut.

Amal Farhat er en del af Danners undervisningsprogram og har bidraget til den nye manual. Til daglig leder hun et krisecenter for børn, der er blevet seksuelt misbrugte, og er rådgiver for det libanesiske videnscenter ABAAD. ABBAD driver tre krisecentre ud af de i alt 7-10 krisecentre for kvinder i Libanon.

”Manualen rummer også et afsnit om, hvordan man kan undervise medarbejderne i at passe på sig selv. Det er et stort problem, at medarbejderne brænder ud. En del af de voldsudsatte kvinder har store psykiske problemer, de er traumatiserede, og der kan forekomme selvmordsforsøg,” siger Amal Farhat.

”Som medarbejder skal man tro på, at kvinderne har kapaciteten og kompetencerne til at skabe en positiv forandring af deres livssituation. Der er jo også mange succeshistorier.”

Amal Farhat
Psykolog, leder af krisecenter for børn og rådgiver for ABAAD

”Der er også altid mangel på ressourcer, og det kan ofte føles som at stå med ryggen mod muren og ikke kunne se nogen udvej. Det store problem er jo altid, hvordan kvinder skal komme videre i deres liv og klare sig uden for centret,” siger Amal Farhat.

Generelt er NGO’ernes arbejde med voldsudsatte kvinder begyndt som velgørenhedsarbejde, hvor det lidt firkantet sagt er den gode frivillige eller medarbejder, som prøver at hjælpe det stakkels offer, forklarer Amal Farhat. Det medførte, at medarbejderne tog alt for meget på sig og kørte trætte.

”Nu arbejder vi på at sikre, at medarbejdernes rolle er professionelt defineret, og at der er klare perspektiver for indsatsen samtidig med, at medarbejderne lærer metoder til at passe på sig selv,” fortæller Amal Farhat.

Vold som kulturel praksis

Den menneskerettighedsbaserede tilgang betyder også, at man gør en aktiv indsats for at inddrage mænd i arbejdet for på den måde at forsøge at ændre selve kulturen og forebygge, at kvinder udsættes for vold.

En væsentlig årsag til vold mod kvinder er, at der generelt er en udbredt anvendelse af vold i MENA. Også mænd udsættes for megen vold, særligt som børn og unge. Mange forældre slår deres børn, mestre slår lærlinge og lærere slår elever ligesom officerer slår de menige i hæren.

”Vold er en kulturel praksis. Nu er der indført hårde straffe for vold mod kvinder, men vi må sætte meget hårdt ind på at ændre den kulturelle praksis. Det handler om at lære at udtrykke sig uden vold, at tale og argumentere i stedet for at slå,” siger Hajer el-Kefi fra Tunis.

I Libanon har der været en kampagne for at få lederne af landets 16 forskellige trossamfund til at engagere sig i kampen mod vold. Den resulterede blandt andet i en erklæring fra de muslimske ledere om, at ”islam forbyder mænd at slå kvinder”. Det er dog en holdning, der langt fra deles af alle religiøse ledere, muslimske som kristne. Derfor holder kvindeorganisationerne i blandt andet Tunesien fokus på menneskerettighederne og de internationale konventioner, som landet har underskrevet og insisterer på, at det er et rettighedsspørgsmål.

Udviklingen går langsomt fremad

For Jordans vedkommende driver myndighederne mindst tre centre, mens ét krisecenter bliver drevet af den jordanske kvindeorganisation Jordanian Women’s Union, som KVINFO har samarbejdet med siden 2008. Jordanian Women’s Union har drevet hotlines siden 1996, og som i alle MENA-landene er der ingen tvivl om, at behovet for hjælp er meget omfattende.

Hvad angår regionens mest folkerige land, Egypten med sine knap 100 millioner indbyggere, synes arbejdet for at bekæmpe vold mod kvinder for tiden at stå i stampe.

”Sex-chikane er blevet strafbart, men der er ikke indført nogen procedurer for, hvordan kvinder kan anmelde sex-chikane endsige vold,” siger kvinderettighedsaktivisten Dr. Fatima Khafagy over telefonen fra Kairo.

Socialministeriet driver omtrent 10 krisecentre for voldsudsatte kvinder men tillader ikke NGO’er at oprette centre. Der er pt. ikke nogen danske kvindeorganisationer, der er involveret i krisecenter-arbejde i Egypten. I sin tid som ”ombudsperson” for ligestilling ved Egyptens Nationalråd for Kvinder arbejdede Dr. Fatima Khafagy sammen Socialministeriet for at forbedre krisecentrenes indsats.

”Generelt er der stort set ingen, der kender til krisecentrenes eksistens, og ofte er der kun 2-3 kvinder, som bor der, hvis de da ikke holder lukket, fordi der slet ikke er nogen kvinder,” fortæller Dr. Fatima Khafagy.

”Vold mod kvinder er ikke tabu mere, og i flere lande er der fremskridt, men jeg synes, at udviklingen går alt, alt for langsom i hele regionen. Ifølge Istanbul-konventionen bør der være ét krisecenter for hver 100.000 kvinder, og det er ingen lande i nærheden af,” siger Dr. Fatima Khafagy.