Kronprinsesse Mary: ”Viljen til forandring imponerer mig”

Foto: Lars H. Laursen

 

For enden af en støvet grusvej, et hemmeligt sted uden for Casablanca, ligger Tilila, et krisecenter for marokkanske kvinder. Barnegråd fylder gårdspladsen, og kvinder med trætte ansigter hænger ud af vinduerne. 16 kvinder og 25 børn – mange af dem spædbørn – bor her, i skjul for voldelige mænd.

For kvinderne på Tilila er det forbundet med livsfare at blive afsløret, så inden vi får lov at komme ind på området, skal alle pressefolk skrive under på en erklæring om, at vi ikke viser kvindernes identitet – og ikke fortæller nogen, hvor Tilila ligger.

I et beduintelt, der skærmer mod den skarpe eftermiddagssol, står kronprinsesse Mary sammen med resten af den officielle delegation. To hektiske dage med kortegekørsel på Marokkos landeveje er kommet til vejs ende, og det er blevet tid til at samle op på de mange stærke indtryk, besøgene hos de marokkanske kvindeorganisationer har efterladt.

”Det, der har gjort mest indtryk på mig er den stærke vilje, de marokkanske organisationer viser. De har en lang vej at gå endnu. Selvom de har fået en progressiv lovgivning omkring kvinders rettigheder, så har de en sej kamp at kæmpe – men de VIL det,” fortæller kronprinsesse Mary med engagement i stemmen.

Kronprinsesse Mary hilser på kvinder på Tilila krisecenter. Foto: Lars H. Laursen
Kronprinsesse Mary hilser på kvinder på Tilila krisecenter. Foto: Lars H. Laursen

Dybt berørt af kvindernes historier

Nogle meter fra os leder en stentrappe op til krisecentrets sovesal. Her ligger en ung marokkansk kvinde og ammer sit nyfødte spædbarn. Hun kom til krisecentret for 10 dage siden med veer, efter at have banket på en masse døre i nabolaget. Ingen ville lukke hende ind. Kvinden fødte sit barn på krisecentret, og hun er en af de kvinder, der har fået en fortrolig snak med kronprinsesse Mary. En snak, der har gjort stort indtryk.

Jeg har fået mulighed for at tale med mange kvinder og har hørt nogle virkelig barske historier, som jeg personligt er blevet meget optaget af, Kronprinsesse Mary

”Man bliver altid dybt berørt på sådan en rejse, hvor man møder mange forskellige kvinder og hører nogle frygtelige historier. Jeg har fået mulighed for at tale med mange kvinder og har hørt nogle virkelig barske historier, som jeg personligt er blevet meget optaget af,” fortæller kronprinsesse Mary med et intenst blik i øjnene.

I løbet af to intense dage har kronprinsesse Mary mødt en perlerække af marokkanske kvindeorganisationer, der arbejder for at bekæmpe vold mod kvinder. Vejen til krisecentret ved Casablanca har blandt andet snoet sig forbi de fattige kvarterer i Rabat og hen til den nye familiedomstol, der arbejder særligt med kvinders rettigheder. Den røde tråd i kronprinsessens besøg har været de personlige møder med såvel powerfulde kvindesagsforkæmpere som sårbare kvinder, der har været udsat for vold – og fokus har været på det samarbejde, der er skabt mellem Danmark og Marokko på netop dette område.

Kronprinsesse Mary fortæller, at hendes interesse for Det Arabiske Initiativ blev vakt under en konference i Washington for nogle år siden. Kronprinsessen har herefter selv taget initiativet til besøget i Marokko.

Det har været meget givende for mig at opleve den gensidighed, der er i samarbejdet, hvor vi fra dansk side giver af vores 30 års erfaring inden for krisecenter arbejde, men hvor vi også får noget tilbage, Kronprinsesse Mary

”Jeg er blevet meget optaget af det samarbejde, der er blevet skabt mellem danske og marokkanske organisationer og den erfaringsudveksling og kapacitetsopbygning, der finder sted. Jeg ville gerne ned og opleve, hvordan samarbejdet fungerer i praksis,” fortæller kronprinsesse Mary.

Kronprinsessen har især hæftet sig ved den ligeværdighed, der er i partnerskabet.

”Det har været meget givende for mig at opleve den gensidighed, der er i samarbejdet, hvor vi fra dansk side giver af vores 30 års erfaring inden for krisecenter arbejde, men hvor vi også får noget tilbage i form af en større kulturel forståelse for de mange kvinder fra MENA regionen, der kommer til danske krisecentre. Vi får en forståelse for den sensitivitet, vi skal have i baghovedet, når medarbejdere i Danmark skal hjælpe disse kvinder,” siger kronprinsesse Mary.

De ansatte på Tilila krisecenter hilser på kronpinsessen. Foto: Camilla Wass
De ansatte på Tilila krisecenter hilser på kronpinsessen. Foto: Camilla Wass

 Børn i spontan sang for Mary

En kortege af sorte Mercedes’er med dannebrogsflag går ikke ubemærket hen i Marokko. Politifolk langs vejene gør honnør, når kortegen suser forbi, og kronprinsesse Mary er overalt blevet mødt af et velfriseret Marokko. En hær af skraldemænd er rykket ud og har fjernet hvert eneste tyggegummipapir på kronprinsessens vej. Nogle steder bliver folk slæbt væk fra gaden, og butikker bliver lukket, når kortegen melder sin ankomst. Men der bliver også plads til spontane møder med børn på gaden, der bryder ud i sang, når de ser kronprinsessen.

Kronprinsesse Marys store indsigt i voldsramte kvinders situation giver dybde i samtalerne med de kvinder, som har fået lejlighed til at fortælle kronprinsessen om deres skæbne, Michael Lund Jeppesen, ambassadør

Iført sort jakkesæt og solbriller har Danmarks ambassadør i Marokko, Michael Lund Jeppesen, fået sin ilddåb som kongelig kavaler til kronprinsessen under hendes besøg i Marokko. Han har været med under hele besøget og er meget begejstret.

”Kronprinsesse Marys besøg er en fantastisk støtte til det samarbejde, der er i gang mellem marokkanske og danske organisationer under Det Arabiske Initiativ. Med sin åbne og ligefremme stil har kronprinsessen med sit besøg skabt masser af positiv omtale, både i Marokko og i andre dele af regionen, f.eks. Saudi Arabien. De marokkanske medier viser stor interesse, ikke bare for kronprinsessens person, men i høj grad også for besøgets tema- vold mod kvinder,” siger Michael Lund Jeppesen.

Ambassadør Michael Lund Jeppesen (tv) sammen med kronprinsesse Mary og marokkanske partnere. Foto: Camilla Wass
Ambassadør Michael Lund Jeppesen (tv) sammen med kronprinsesse Mary og marokkanske partnere. Foto: Camilla Wass

Han fortæller, at det har været en stor oplevelse at opleve kronprinsessen interagere med de marokkanske kvinder.

”Kronprinsesse Marys store indsigt i voldsramte kvinders situation giver dybde i samtalerne med de kvinder, som har fået lejlighed til at fortælle kronprinsessen om deres skæbne. Og de marokkanske kvindeorganisationers engagement og professionalisme gør et stort indtryk,” siger Michael Lund Jeppesen.

Gravide kvinder sover på gaden

På besøgets første dag går turen til den marokkanske organisation LDDF  (La Ligue Democratique des Droits des Femmes), der driver flere krisecentre i landet og holder til i den fattige del af Rabat, hvor store graffitimalerier pryder gaden og vilde katte og børn i støvet tøj strejfer rundt. Mens vi står og venter på kronprinsessen, kommer en kvinde hen og hiver en af damerne fra LDDF til side. Hendes kinder er indfaldne, og hun bærer et lille barn på armen.

marokkanske kvinder venter på kronprinsessen Foto: Camilla Wass
marokkanske kvinder venter på kronprinsessen
Foto: Camilla Wass

”Kvinden fortalte, at hun har brug for at komme på krisecenter. Men vi har ikke plads på vores herberg i nat, så jeg måtte sende hende hen til et center for kræftramte kvinder, der hjælper os, når vi ikke har ledige pladser,” fortæller kvinden fra LDDF. I Rabat er det ikke unormalt, at syge og gravide kvinder sover på gaden. Staten gør intet for at hjælpe kvinderne i deres sårbare situation – og derfor kommer kronprinsessens besøg som sendt fra himlen.

Vi ser det som en moralsk støtte til de marokkanske kvinder, at der er en prinsesse fra Danmark som interesserer sig for dem og støtter deres sag, Bentahila Ouafae, LDDF

”Vi ser det som en moralsk støtte til de marokkanske kvinder, at der er en prinsesse fra Danmark, som interesserer sig for dem og støtter deres sag,” siger Bentahila Ouafae, der arbejder som frivillig advokat for LDDF.

Mary Fonden vil bryde social isolation

Kronprinsesse Mary er rejst til Marokko som formand for Mary Fonden, der har som mission at bekæmpe social isolation og som har et særlig fokus på vold i hjemmet. Direktør for Mary Fonden, Helle Østergaard, som også er med på rejsen, forklarer:

”Vold i hjemmet er utrolig tabubelagt, og formålet med besøget i Marokko er blandt andet at styrke kommunikationen om de mange kvinder, der lever i en meget svær situation. Hver gang man siger det højt, bryder man tabuet en lille smule,” siger hun.

En lille pige på Tilila krisecenter har taget sit fineste tøj på i dagens anledning. Foto: Camilla Wass
En lille pige på Tilila krisecenter har taget sit fineste tøj på i dagens anledning. Foto: Camilla Wass

Dameblad lægger pres på myndighederne

De marokkanske pressefolk står klar med kæmpe telelinser og spidse albuer, da kortegen stopper ved den særlige familiedomstol – en majestætisk bygning, der er sat i verden for at tage sig af sager, der handler om kvinders rettigheder. Mens kronprinsesse Mary er til møde i domslokalet, sidder kvinder på lange rækker, mange med små børn på skødet, og venter på at få behandlet deres sag. En journalist fra det marokkanske dameblad Famille Actuelle spejder ivrigt efter kronprinsessen.

”For os er det med til at lægge pres på de marokkanske myndigheder, at vi i et dameblad kan skrive om vold mod kvinder. Det er ikke noget, vi gør normalt – men det kan vi netop gøre, når kronprinsessen kommer på besøg,” fortæller journalist Khira Arab.

Hun fortæller, at der er sket store forandringer i Marokko i de seneste år, og at den nye familielov på mange måder har forbedret kvinders rettigheder. Men der er rigtig mange, der ikke har forstået, hvordan familieloven skal praktiseres.

”Volden mod Marokkos kvinder er ikke stoppet. Det handler både om kulturen og om den udbredte analfabetisme i Marokko. Kvinderne skal også selv have en større bevidsthed om deres egne rettigheder,” forklarer hun.

Khira Arab mener, ligesom flere af de marokkanske kvindesagsforkæmpere, at den største udfordring lige nu er at få ændret mentaliteten.

”Det vil nok tage en generation eller mere at ændre mentaliteten i Marokko. De unge kvinder stormer fremad, og bryder gerne traditionerne, men mændene er gået i baglås,” siger hun.

Tilbage i beduinteltet ved krisecentret Tilila fortæller Kronprinsesse Mary, at hun er imponeret over de marokkanske kvinders kampånd.

”Jeg tager fra Marokko med en oplevelse af, at hvis de marokkanske kvindeorganisationer får lidt hjælp fra Danmark – ud over den store viden de selv har – så kan man se dem bevæge sig frem mod det ultimative mål om et liv fri af vold for kvinder. Og det er virkelig noget stort,” siger Kronprinsesse Mary med et smil.

 

Foto: Camilla Wass
Foto: Camilla Wass

 

Kronprinsesse Mary rejste til Marokko fra 2.-4. september for at besøge en række marokkanske kvindeorganisationer, der i samarbejde med KVINFO arbejder for at bekæmpe vold mod kvinder.

Med på rejsen var repræsentanter for KVINFO, Danner og LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre), der har et tæt samarbejde med kvindeorganisationer i Marokko omkring bekæmpelse af vold mod kvinder.

Kronprinsesse Mary rejste til Marokko som formand for Mary Fonden. Læs mere om Mary Fondens arbejde her

Hvad betyder besøget for det dansk-marokkanske partnerskab  – og for Marokkos voldsramte kvinder? Læs stort tema om kronprinsesse Marys besøg i Marokko her