KVINFO gør status på kvinders rettigheder i de fire DAPP-lande

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag giver KVINFOs internationale chef, Lene Steffen, et overblik over, hvordan det går med kvinderettighederne i de fire lande i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP).

I Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan arbejder kvinderettighedsaktivister for ligestilling og bedre muligheder for landenes kvindelige befolkninger. Kampene finder sted inden for et væld af områder og har forskelligt fokus fra land til land, men én udfordring går igen for alle arabiske civilsamfundsorganisationer, nemlig opgøret med religiøst betingede love, der er den største barriere for reformer inden for ligestillingsområdet.

”Den vigtigste kamp for vores partnere på tværs af regionen er at få ændret landenes familie- og personstatuslove, så de bliver baseret på civilretslovgivning frem for religiøs lovgivning, altså sharia, som de er i dag. Man har sekulariseret lovgivning inden for alle andre områder, men ikke her – og det er her, den største diskrimination finder sted, fordi mænd og kvinder ikke har ret til det samme,” siger Lene Steffen.

Hun er international chef hos KVINFO og har sagt ja til at gøre status over fremgang og tilbagegang for kvinderettigheder i de fire DAPP-lande.


Marokko

I Marokko har en række lovreformer overordnet set forbedret kvinders juridiske rettigheder. Blandt andet har de marokkanske kvinder nu rettens ord for, at de skal behandles som selvstændige individer på lige fod med mænd, de har fået ret til skilsmisse, og der er indført en lov, der skal beskytte dem mod kønsbaseret vold. Denne lov er dog ikke fejlfri:

”Loven om kønsbaseret vold omfatter ikke voldtægt i ægteskabet og mangler en klar definition af vold i hjemmet – men den er stadig et fremskridt,” vurderer Lene Steffen, for vold mod kvinder i Marokko er udbredt og et stort problem. Det samme gælder børneægteskaber, der trods tiltag og myndighedernes opmærksom udgør 10 procent af alle officielt indgåede ægteskaber. Langt størstedelen af disse ægteskaber er mellem en voksen mand og en mindreårig pige.

Selvom Marokko har lavet en national plan for lighed mellem kønnene, er kvinder stadig overrepræsenteret blandt landets analfabeter, og marokkanske kvinder har ringe adgang til jobmarkedet og stillinger med beslutningskraft.

 

Tunesien

Tunesien er langt det mest progressive land, når det kommer til sikring af kvinders rettigheder. Blandt andet har parlamentet vedtaget en sensationel lov, der beskytter mod vold i alle afskygninger – fysisk, psykisk, seksuelt, økonomisk og politisk – og en aftale om seksualundervisning i skolerne er klar til at blive iværksat.

Landet har også høj kvindelig deltagelse i civilsamfundet og lokalpolitik. Men loven om en 50/50 kønsfordeling på stemmelister gælder kun for lokalvalg, ikke nationale valg – det betyder, at kvinder stadig er dårligt repræsenteret i parlamentet og holdes uden for national indflydelse.

Samtidig ligger to love til godkendelse i landets parlament, som det ville være historisk at få vedtaget. Den ene handler om forbedret barsel for kvinder ansat i den private sektor og – ganske bemærkelsesværdigt – om ret til barsel for mænd, mens den anden handler om lige ret til at arve, og den har Lene Steffen store forhåbninger til:

”Det ville være et kæmpe spring frem for Tunesiens kvinder, hvis de får vedtaget loven om lige ret til arv. Det handler om ret til de samme ting økonomisk, som mænd har – hvis kvinder ikke har ret til at arve jord, ejendom og penge, så har de ikke de samme muligheder for at starte virksomhed og at kunne klare sig selv.”

 

Egypten

I Egypten er der langt mellem sejrene for landets kvinder. Det egyptiske regime gør flittigt brug af, hvad Lene Steffen kalder ”statsfeminisme”, hvor man giver kvinder en masse rettigheder på papiret, men som aldrig implementeres i det virkelige liv, hvor kvinder altså fortsat diskrimineres. I 2009 indførte man for eksempel en lov mod kvindelig omskæring; et fint signal udadtil, men loven er elendigt implementeret, og tæt på alle egyptiske kvinder er stadig omskåret.

Dog er straffene for at medvirke til omskæring netop blevet skærpet i januar, og en revidering af den 100 år gamle familielovgivning bliver diskuteret i parlamentet, hvilket giver et spædt håb for et opgør med noget af den systematiske diskrimination af kvinder. Juridisk diskrimineres kvinder nemlig på en masse områder – blandt andet i forhold til retten til skilsmisse og arv. Der er et højt niveau af kønsbaseret vold, men ingen lovgivning, der for alvor adresserer problemet.

”Det er virkelig svært at finde noget positivt at sige om Egypten … Det mest positive er de utroligt modige menneskerettighedsaktivister, der bliver ved med at kæmpe trods trusler om fængsling og det, der er værre,” siger Lene Steffen. Hun peger blandt andet på, hvordan det i 2020 lykkedes kvindelige aktivister i Egypten at sætte gang i en #MeToo-bølge, der førte til afsløringer og domsfældelse.

 

Jordan

Også i Jordan er fremskridtene små, og ofte er det en overdrivelse at tale om fremskridt, ifølge Lene Steffen. For eksempel steg antallet af kvindelige parlamentsmedlemmer med 46 procent ved valget i 2020 i forhold til forrige valg. Det lyder flot, men udgangspunktet var ekstremt lavt, så reelt betød stigningen, at sølle 20 ud af 130 medlemmer nu er kvinder. Heraf er de 15 valgt ind via kvote.

Selvom antallet af politisk aktive kvinder stiger, har de fortsat hverken indflydelse eller beslutningskraft.

Det ringe resultat bringer Jordan under verdensgennemsnittet, når det kommer til andelen af kvindelige parlamentsmedlemmer – og selvom antallet af politisk aktive kvinder stiger, har de fortsat hverken indflydelse eller beslutningskraft.

Flere nationale strategier og enheder arbejder med at fremme kvinders rettigheder, men den juridiske diskrimination er stadig stor, blandt andet i forhold til retten til skilsmisse, arv, forældremyndighed og at kunne videregive nationalitet til deres børn. Indtil jordanske kvinder fylder 30 skal de desuden have en mandlig værges godkendelse til for eksempel uddannelse og rejser.

”Det er meget små skridt i Jordan, og vi mangler stadig at se det store gennembrud,” konkluderer Lene Steffen.

”Vores partnere prøver at være inde i maskinrummet mange steder på én gang og skubbe på for ændringer af så mange love som muligt. Samtidig arbejder de sammen med kvinderettighedsorganisationer i ti andre lande i regionen for samlet at presse på for at få ændret familielovgivningerne.”