Lancering: ‘Who Is She in Lebanon’

Arkivbillede

Tirsdag den 2.marts lanceres ekspertdatabasen Who is She in Lebanon af Institute for Women’s Studies in the Arab World (IWSAW) ved Lebanese American University i Beirut.

Who is She in Lebanon er en online database på engelsk og arabisk, der indeholder en bred vifte af kvindelige eksperter indenfor områder som opinionsdannelse, ledelse, management, politik, kunst og forskning. Ved at synliggøre eksperterne i offentligheden gør Who is She databasen det nemmere for journalister, arbejdsgivere, konferencearrangører og andre at finde frem til kvindelig ekspertise i Libanon.

Eksperterne præsenteres med udførlig biografisk information og kan samtidigt fungere som inspirerende rollemodeller for unge kvinder, der er på vej ind i en professionel karriere.

Who is She in Lebanon er det første resultat af et samarbejdsprojekt mellem KVINFO og en række arabiske partnere, der spænder fra små informations- og dokumentationscentre til statslige kvindekommissioner og kønsforskningscentre.

Who is She in Lebanon er udviklet på baggrund af KVINFOs danske ekspertdatabase, der har vist sig som en vigtig platform for synliggørelse af kvinders kompetencer. Nye udgaver af Who is She databasen er på vej i Jordan og Egypten, og projektet er åbent for nye partnere i MENA regionen, hvor det kan forankres i en stabil organisation med høj troværdighed og integritet samt et bredt nationalt netværk.