Mønsterbryderne fra Marrakech

Foto: Hamza Gharbi

Forandring tager tid – det er en af kongstankerne bag Det Arabiske Initiativ.

I Marrakech har de taget sig tiden. Kunstakademiets Designskole har siden 2008 haft et tæt samarbejde med kunsthåndværker- kooperativet  Réseau Femmes Artisanes. Og nu har samarbejdet båret frugt – der er for alvor ved at ske et skred i traditioner, kvinderoller og produktion.

Forandringer, der rækker langt ud over nålepuder, korssting og håndbroderede duge. En stille revolution breder sig langsomt fra landsby til landsby i Marokko – og skaber nye rollemodeller i form af selvbevidste og business mindede kvinder.

”Da jeg mødte de marokkanske kvinder for første gang, bad jeg dem om at tegne sig selv i en skitsebog. De tegnede alle sammen nogle små bitte tændstikmennesker. Fire år senere bad jeg kvinderne om at tegne sig selv igen – og her kunne de næsten ikke være på papiret. Deres selvopfattelse har ændret sig gevaldigt,” fortæller Grethe Weber, projektleder fra Kunstakademiets Designskole.

Foto: Hamza Gharbi
Foto: Hamza Gharbi

Projektet handler om at skabe empowerment gennem design. Midlet er flettede armbånd, sirlige punge og håndbroderede knapper. Målet er seje, selvstændige kvinder.

Selvfølgelig er det vigtigt, at kvinderne bliver nogle dygtige kunsthåndværkere. Men det er mindst lige så vigtigt, at de får en plads i samfundet, Grethe Weber

”Gennem kunsthåndværk forsøger vi at skabe udvikling på andre områder i form af respekt, penge og synlighed i samfundet. Selvfølgelig er det vigtigt, at kvinderne bliver nogle dygtige kunsthåndværkere. Men det er mindst lige så vigtigt, at de får en plads i samfundet, ” fortæller Grethe Weber.

Da projektet gik i gang, var det ikke kutyme for de marokkanske kvinder at tage alene ned på markedet. Nu har kvinderne taget têten i deres eget liv – og for et par uger siden fløj to marokkanske kunsthåndværkere til Tunesien for at undervise deres kreative medsøstre i ideudvikling, design og forretningsmodeller.

”Da de to kvinder fra Marrakech viste en powerpoint præsentation, var jeg ved at falde bagover. For tre år siden vidste de ikke, hvad der var op og ned på en computer, og nu stod de dér – selvsikre og ranke – og holdt oplæg for de tunesiske kvinder,” fortæller Grethe Weber.

Foto: Sine Stenbek Andersen
Foto: Sine Stenbek Andersen

Fra landsbykvinder til rollemodeller

Historien om de marokkanske mønsterbrydere starter i Marrakech, i en mosaikprydet atriumgård nogle få hundrede meter fra den gamle markedsplads Djemaa el-Fna.  I vindueskarmen er en kanariefugl ved at bygge en rede af en rodet bunke af gammel sytråd, og på små skamler sidder tre kvinder og nipper til marokkansk the. Kvinderne har vejrbidt hud og bærer farverige dragter med håndbroderede kanter.

Kvinderne kommer fra landsbyerne omkring Marrakech og repræsenterer forskellige kooperativer. Hvert kooperativ har sit speciale – nogle broderer, nogle fletter kurve, nogle hækler, nogle laver armbånd. Hver lørdag mødes kvinderne i atriumgården i Marrakech for at blande de forskellige teknikker og udvikle nye produkter i fællesskab.

Førhen var kvinderne et halvt år om at håndbrodere en dug – nu tager de imod store ordrer, Saida Chaabouni

”Førhen var kvinderne et halvt år om at håndbrodere en dug – nu tager de imod store ordrer.  De har netop modtaget en ordre fra mobilfirmaet Orange: 500 håndbroderede mobilholdere skal være klar til Filmfestivalen i Cannes,” fortæller Saida Chaabouni, der er leder af kooperativet.

Målet med projektet er at gøre de marokkanske kvinder i stand til at styre hele processen fra idéudvikling af et nyt design, indkøb af materialer på markedet, organisering af produktionen, kundepleje, forhandling af priser og distribution af de færdige produkter. Og kvinderne er godt på vej, fortæller Saida Chaabouni:

”Kvinderne har – gennem samarbejdet med Kunstakademiets Designskole – lært at gøre en forretning ud af deres kunsthåndværk og at tilpasse deres produkter til en moderne smag,” siger hun.

Kunsthåndværker Fadma Gourra sammen med Sine Stenbek Andersen
Kunsthåndværker Fadma Gourra sammen med Sine Stenbek Andersen

I lære som business women

På en af skamlerne sidder Sine Stenbek Andersen fra Kunstakademiets Designskole. Hun har været med i projektet fra starten og fortæller, at samarbejdet tager udgangspunkt i marokkanernes egne kunsthåndværkertraditioner, men giver dem et moderne pift.

Det er svært at sælge håndlavede produkter i Marokko. Folk vil hellere købe en bluse i Zara end noget, der er håndlavet, Sine Stenbek Andersen

”Det er svært at sælge håndlavede produkter i Marokko. Folk vil hellere købe en bluse i Zara end noget, der er håndlavet,” siger Sine Stenbek Andersen og fortsætter:

”Men der ligger mange spændende muligheder i at bruge den særlige teknik, de marokkanske kvinder har. Så vi tager udgangspunkt i deres traditioner, men twister det en lille smule, så produkterne passer til et moderne marked.”

På bordet foran os ligger et udvalg af kvindernes produktioner: mobilholdere, nøglesnore, broderede knapper, tasker og duge. Sine tager fat i nogle farverige armbånd.

”Disse armbånd har vi lavet i nye farver – og nu går de som varmt brød i Danmark,” fortæller Sine, der står for salget af kvindernes produkter i Danmark. Hun bistår også kvinderne i processen med at tænke i helt nye baner.

Kvindelige kunsthåndværkere diskuterer mønstre. Foto: Sine Stenbek Andersen
Kvindelige kunsthåndværkere diskuterer mønstre. Foto: Sine Stenbek Andersen

”Det er fedt at mærke, at vi kan give noget til hinanden. Kvinderne har lært at tænke visuelt – og at skabe nogle produkter, der ikke findes i forvejen. Design handler i høj grad om at tænke abstrakt – og kvinderne er blevet rigtig gode til at kommunikere deres ideer ud,” fortæller Sine Stenbek Andersen.

Hun er som designer blevet stærkt inspireret af de marokkanske kvinder.

”De bruger nogle spændende teknikker, som jeg ikke kender hjemmefra. Jeg synes, det er helt vildt at de kan brodere et mønster, så det ser ens ud på både for og bagsiden. Jeg skulle brodere uafbrudt i et år, hvis jeg skulle lære det,” smiler Sine Stenbek Andersen.

Kvinderne fra Réseau Femmes Artisanes. Foto: Sine Stenbek Andersen
Kvinderne fra Réseau Femmes Artisanes. Foto: Sine Stenbek Andersen

Skulle have lov af far

”Før var vi generte,” siger de tre marokkanske kvinder i kor. Fadma Ait el Mokhtar, der bærer en sort dragt med pink broderi, fortæller:

”Det er ikke nemt for en kvinde i Marokko at gå ud alene – ikke engang, hvis man skal på markedet. Jeg er ugift, så jeg skulle spørge min far om lov til at deltage i dette projekt. I begyndelsen var han imod – han føler et stort ansvar for mig, og føler at han skal beskytte mig. Men nu har han accepteret det,” fortæller hun.

Hjemme i landsbyen er Fadma nu den, der går på markedet alene og tager ind til Marrakech hver lørdag for at deltage i workshops. Og de andre kvinder i hjembyen skæver misundeligt til den nye kreative rollemodel.

Folk i landsbyen er blevet vant til, at jeg går ud alene og præsenterer mit arbejde. De har ændret deres syn på mig Fadma Ait el Mokhtar

”Folk i landsbyen er blevet vant til, at jeg går ud alene og præsenterer mit arbejde. De har ændret deres syn på mig,” siger Fadma Ait el Mokhtar stolt.

Rollemodeller i Tunesien

Fadma og de andre kvinder fra kooperativet i Marrakech tager rundt fra landsby til landsby i Marokko og fortæller om deres erfaringer – og i midten af september 2013 rejste de to marokkanske kunsthåndværkere Assya Gourra og Rachida el Bergui til Tunesien for at styre en workshop for tunesiske kvinder. Med udgangspunkt i deres notesbøger fortalte de om deres egen udvikling – og det ramte plet hos tuneserne.

Tunesisk workshopdeltager. foto: Hamza Gharbi
Tunesisk workshopdeltager. foto: Hamza Gharbi

Det var virkelig sjovt at se, hvor let de havde ved at skabe kontakt. Kvinderne i Tunesien kunne let genkende sig selv, og de blev vildt inspirerede. Fra Designskolen skulle vi bare skubbe en lille smule, og så skete det hele af sig selv. Om nogle få år behøver vi slet ikke at være med, ” fortæller Grethe Weber med begejstring i stemmen.

Fra Designskolen skulle vi bare skubbe en lille smule, og så skete det hele af sig selv, Grethe Weber

Workshoppen i Tunesien fandt sted i Menzel Bourguiba nord for Tunis. Målgruppen var unge, arbejdsløse tunesiske kvinder – og mange af dem var kun 16-17 år gamle.

Mens de marokkanske kvinder har nogle meget stærke traditioner inden for kunsthåndværk, har tuneserne ikke nær så godt fat om de fine detaljer i håndværkstraditionerne.

”Vi skal grave dybere for at finde noget, kvinderne virkelig er dygtige til. Men inden for hækling er de tunesiske kvinder virkelig stærke – så her har vi business brillerne på fra starten,” fortæller Grethe Weber.

Foto: Hamza Gharbi
Foto: Hamza Gharbi

Skitsetegning i det offentlige rum

Til gengæld har de tunesiske kvinder en anden selvbevidsthed og færdes uden problemer i det offentlige rum. På workshoppen i Tunesien gik en af opgaverne ud på at sætte sig et sted i det offentlige rum og tegne en skitse. Det var for mange af de marokkanske kvinder stærkt grænseoverskridende at stå og tegne midt på gaden. Men da de først var kommet i gang, kunne de slet ikke stoppe igen.

”Vi kan se, at der er sket store forandringer i den måde, kvinderne agerer på. For tre år siden var det helt utænkeligt, at nogle af de marokkanske kvinder skulle tage alene ud at rejse. Nu har kvinderne både fået en større tro på sig selv – og en større respekt blandt mændene,” fortæller Grethe Weber.

I Marokko tog det fire år for kvindekooperativet at blive momsregistreret. Kvinderne turde simpelthen ikke henvende sig til de relevante myndigheder for at få sagen ordnet.

Men nu ruller forretningen, og kvinderne er klar til at modtage store ordrer. Det marokkanske Ministerium for Turisme og Kunsthåndværk har fået øje på de talentfulde kvinder – og har planer om at få dem i gang med at undervise andre kvinder i Marokko. Oven i det har ministeriet netop afgivet en ordre på 30.000 håndlavede tasker.

Men det mener kvinderne i Marrakech alligevel er at tage munden for fuld. Taskerne skal jo laves i hånden – og kvaliteten skal være i top. Vejen til at skabe en kunsthåndværker industri og et fast levebrød for de marokkanske kvinder er stadig lang – men de første skridt er taget.

 

Foto: Hamza Gharbi
Foto: Hamza Gharbi

Kunstakademiets Designskole har siden 2008 været engageret i samarbejdsprojektet med Réseau Femmes Artisanes i Marrakech. Projektet støttes af KVINFO.

Læs mere på www.empowermentdesign.dk

Næste fase af projektet i Marokko zoomer ind på at skabe en bæredygtig forretning for de kvindelige kunsthåndværkere.

Det marokkanske ministerium for Turisme og Kunsthåndværk har bedt om at få projektet udbredt til landsbyer over hele Marokko.

Besøget i Tunesien var en del af et pilotprojekt, og planerne er at starte et lignende projekt op i Tunesien, hvor kvinderne kan inspirere hinanden på regionalt plan.