Nyt håb i Tunesien

I Tunesien er homoseksualitet stadig forbudt ved lov, og overgreb fra politiets side hører til dagligdagen. Alligevel vejrer de tunesiske LGBT+ aktivister morgenluft, når landets første grundlovssikrede domstol snart bliver en realitet.

Det Arabiske Forår bredte sig som en steppebrand i Nordafrika i 2011, men syv år senere er Tunesien et af de få lande – hvis ikke det eneste – hvor den demokratiske proces går relativt godt. Det har givet LGBT+ aktivisterne mulighed for danne en lovlig græsrodsorganisation, som siden har kæmpet for deres mærkesager i fuld offentlighed. To af aktivisterne er den 23-årige psykologuddannede Islèm Mejri, der sammen medaktivisten, advokaten Hoyuem Mchirgui, besøgte København i Pride-ugen.

“I 2014 fik vi en forfatning, der skal sikre menneskerettighederne og sørge for lighed mellem alle borgere”,

Islèm Mejri

Når Islèm Mejri uddeler sit visitkort, kan man læse en liste over de engelske stedord, hen vil tiltales med, da Islèm Mejri ikke identificerer sig med hverken ‘han’ eller ‘hun’. Bare det at kunne uddele et visitkort med den slags informationer er et konkret bevis på den udvikling, der er foregået i Tunesien i de fire år, LGBT+ organisationen har eksisteret. Når Islèm Mejri fortæller om LGBT+ personers dagligdag i Tunesien, er det primært historier om overgreb og tortur, men alligevel er hen optimistisk.

“I 2014 fik vi en forfatning, der skal sikre menneskerettighederne og sørge for lighed mellem alle borgere”, fortæller hen.

“Lige nu er det et paradoks, at vi har så modsatrettede love. På den ene side har vi en forfatning, der siger, at menneskerettighederne skal overholdes. På den anden side har vi enkeltstående lovparagraffer i straffeloven, der siger, at homoseksualitet er forbudt og kan blive straffet med op til tre års fængsel.”

Fordi Tunesien er så nyt et demokrati, har landet endnu ikke fået oprettet den forfatningsdomstol, der skal beskytte menneskerettighederne i praksis. Det vil sige, at livet på gaden for en LGBT+ person stadig består af chikane og overfald fra forbipasserende og af politiets hårdhændede undersøgelsesmetoder.

De udsatte 

Det tunesiske politi bruger en særlig metode, når de vil undersøge, om en mand er homoseksuel, nemlig analundersøgelser.

“Analundersøgelser er uvidenskabelige, de beviser ingenting, men bliver brugt alligevel”, fortæller Islèm Mejri.

Det er især transpersoner, der er udsatte, da de ikke kan skjule deres identitet på gaden på samme måde som fx en mand, der er homoseksuel, kan.

Det er LGBT+ aktivisternes håb, at de voldelige og uvidenskabelige metoder vil være fortid, når landets nye domstol træder i kraft. Rammerne for domstolens tilblivelse har været debatteret i månedsvis, men Islèm Mejri mener, det vil falde på plads inden udgangen af 2018.

Når det sker, vil LGBT+ bevægelsen tage et kæmpe skridt i retningen af et samfund, hvor de i højere grad vil blive beskyttet af loven, fremfor at blive forfulgt af den. Islèm Mejri kan også se, at der har været en udvikling i den brede tunesiske befolknings holdning til LGBT+ i de senere år.

“Hvis vi spørger folk på gaden i dag i forbindelse med vores kampagner, så får vi flere forskellige reaktioner. I dag møder vi en vis nysgerrighed, et ønske om at forstå eller i det mindste en voksende vilje til overhovedet at debattere emnet”, forklarer hen.

“Og det er vel at mærke hos majoriteten af befolkningen, hvis holdninger er præget af stærke religiøse værdier”.

Udover arbejdet med at ændre lovgivningen, har de tunesiske LGBT+ aktivister også et andet vigtigt fokusområde, som drejer sig om kontakten med medierne.

Ydmygelse på TV

Den advokatuddannede Hoyuem Mchirgui på 28 år gik oprindeligt ind i LGBT+ arbejdet, fordi hun havde en række nære venner i miljøet. I dag bruger hun en del tid på det, hun beskriver som en ‘kategorisering’ af det tunesiske medielandskab.

“Vi oplever tit at LGBT+ personer bliver inviteret med i tv-program, hvor de skal debattere mod en religiøs mand. Men i virkeligheden bliver de bare latterliggjort på tv, de får ikke lov til at forsvare sig, det er ikke en debat på lige vilkår”, fortæller hun.

“Tunesien har gjort kæmpe fremskridt, når det gælder borgerrettighederne, men ikke den individuelles rettigheder”,

Hoyuem Mchirgui

Derfor noterer græsrodsorganisationen hvilke journalister, der behandler dem fair, og hvilke der ikke gør. Arbejdet bærer frugt: i de fire år, der er gået siden LGBT+ organisationen blev lovlig, er de tunesiske aviser fx holdt op med at bruge ordet ‘faggot’, men skriver i stedet ‘gay’.

“Tunesien har gjort kæmpe fremskridt, når det gælder borgerrettighederne, men ikke den individuelles rettigheder”, siger Hoyuem Mchirgui.

“I dag kæmper vi især for det enkelte individs rettigheder, det er fokus for alle aktivister, der arbejder med menneskerettigheder”, fortæller hun.

Hoyuem Mchirgui og Islèm Mejri er begge snaksalige, når talen falder på lovgivning og deres officielle arbejde, men de lukker i, når de bliver spurgt til deres personlige historie. Når man lever i et land, hvor minoriteter bliver overfaldet og kuet, er man forsigtig med at blotte sig og komme med oplysninger, der kan blive brugt imod en. De to aktivisters ophold i Danmark under Pride-ugen handler for dem både om at udbrede kendskabet til situationen for LGBT+samfundet i Tunesien, men også om at se, hvordan et samfund er indrettet, når homoseksualitet er lovligt, og man sågar kan blive gift.

“Det kommer ikke til at ske i Tunesien. I hvert fald ikke i de næste mange årtier”, siger Hoyuem Mchirgui.

Hun og Islèm Mejri griner begge ved tanken. Selvom demokratiet i Tunesien bliver stærkere dag for dag, og der nu er lovgivet om menneskerettigheder, så er forestillingen om, at to personer af samme køn kan blive gift i Tunesien, stadig et luftkastel af komiske dimensioner.