Politik uden kvinder

I Danmark forsager man kvoter som vi i trosbekendelsen forsager djævelen, så vi har på dansk manér taget og tager stadig den lange, seje, sure vej. Først ved sidste kommunalvalg kom andelen af valgte kvinder over de – ikke 50 – men 30 %. Det tog cirka 100 år!

Så der har været nok at lave og lære i det samarbejde Kvinderådet har haft med Kvinfo samt de 3 jordanske organisationer ZENID, Jordanian National Commission for Women og Jordanian Women’s Union, der arbejder for kvinders rettigheder, deltagelse og indflydelse. Projektet tog med udgangen af september sin afslutning, men der er stadig masser af samarbejde om og erfaringer der skal tages videre, så en ny projektansøgning er undervejs.

For vi får alle noget ud af det. Tillid og forståelse er skabt mellem organisationerne og mellem de jordanske og danske kvindelige politikere, der har samarbejdet, fortalt og forstået hinanden.

Og det er blevet til samtaler, diskussioner og gode grin med alle slags kvinder lige fra kvinden i det sydlige Jordan, der kun må forlade hjemmet iført niqab til en overraskende åben og kritisk ældre prinsesse.

Jordanske kvinder har været heroppe for at se hvad vi kan, for at møde danske kvindelige politikere, institutioner og organisationer og for at vurdere hvad deres medsøstre i Jordan ville kunne få noget ud af at høre om.

Og danske politikere har været i Jordan for at opleve jordanske kvinders kamp og virkelighed, for at skabe samarbejde og for gennem et træningsseminar at give gode såvel som mindre gode ”lessons learned” videre til kvinder og organisationer i Jordan, der trods alt det de er oppe imod, vil videre og vil samarbejdet.