Syriske kvinder har gjort sig fortjent til repræsentation i revolutionen

Maan Abdul Salam

Men indsatsen kan let gå i glemmebogen, hvis vi ikke huske og selv hinanden på, hvad der er sket. Og bliver ved og ved med at gøre det, for reformer tager tid – og altid længere end forventet, siger Maan Abdul Salam.

Han er syrisk aktivisk og var i maj i Danmark for at mødes med danske politikere og for at deltage i en konference på Danish Institute for International Studies (DIIS) om den aktuelle situation i Syrien. Han er i den forbindelse også på besøg hos KVINFO for at udveksle information og erfaringer.

Maan Abdul Salam er uddannet i engelsk litteratur, men har også studeret pressefrihed og demokrati på forskellige universiteter uden for Syrien. Indtil for knap ti år siden arbejdede han desuden som producer for BBC World. Og han er, trods sit nøgternt konstaterende tonefald, optimist.

Syriens kvinder har, ifølge Maan Abdul Salam, deltaget i oprøret – og gør det stadig mens vi sidder her – på fuldstændig lige fod med mændene. De har ageret som beskyttere, som hjælpere, plejere, forsynere og som kombattanter.

Der har sågar været rene kvindedemonstrationer, og under hele oprøret har kvindens ansigt været present i folks bevidsthed og mediers dækning.

Og den deltagelse har, siger han, været med til at rokke ved de sociale strukturer og samfundets syn på kvinder. Den har med andre ord, ændret opfattelsen af kvinder i mændenes øjne.

”Et konkret eksempel er de kvinder, som er blevet voldtaget af regeringsstyrker, og som er blevet gravide som følge af overgrebene. Der er ingen, som fordømmer dem eller forstøder dem.

I stedet er flertallet optagede af, hvordan man kan støtte og hjælpe dem – og det var bestemt ikke forventeligt, og jeg tror ikke, det ville være sket sådan før revolutionen,” nævner han og tilføjer, at flere af de protesterende – af begge køn – også er marcheret til demonstrationer med lighedsflaget.

Hvilket er endnu et symptom på, at mænd også anerkender, at der foregår lovmæssig diskrimination, forklarer Maan Abdul Salam. Han er godt bekendt med, at den aktive kvindedeltagelse i oprøret ikke ligefrem har ført til en øget kvindelig repræsentation i politiske og beslutningstagende organer.

Men hans svar og kommentar hertil er såre simpelt. Tid. Fordi revolutionen, som han siger, netop ikke er slut, bare fordi præsidenten har forladt landet. Eller i det øjeblik, han er trådt tilbage og erklæret, at han ikke genopstiller.

’At opnå de resultater, alle taler om, vil altid tage længere end forventet. Og hukommelsen er kort. Mennesket glemmer hurtigt.

Det er rigtigt, at der er en risiko for, at kvinders rolle i en hvilken som helst revolution hurtigt vil går tabt. Og derfor må vi blive ved med at huske hinanden på det, blive ved med at tale om det,’ siger han.