Udstilling skal bane vejen for et arabisk kvindemuseum

I Kairo kan man nu for første gang gå på en museumsudstilling, hvor det ikke er masker og mumier, der ligger i montrerne, men artefakter og nipsgenstande tilhørende nutidige kvinder. Udstillingen er første skridt på vej mod etableringen af et egentligt kvindemuseum i den arabiske verden.

Ingen plads er blevet spildt på det næsten én meter lange stykke røde toiletpapir. Ordene står tætskrevne med blå kuglepen, og linjerne gnider sig op af hinanden helt ned til enden af papiret, hvor der til allersidst står skrevet: “Jeg har det godt, vær ikke bekymrede”.

Sætningen står på højkant helt ude i den ene side, som om den er blevet tilføjet efter, at teksten egentlig var skrevet færdig. Det er en sidste lille hilsen fra Shahinda Mekled til datteren til hendes tidligere cellekammerat, Wedad Mitri. Hun skrev brevet på toiletpapiret i 1978 i sin fængselscelle og lykkedes med at få det smuglet ud uden, at det blev opdaget.

I dag er brevet et af de mest bemærkelsesværdige objekter på en ny udstilling i Kairo, som har fået navn efter den ekstra lille hilsen i nederste venstre hjørne. Udstillingen “Jeg har det godt, vær ikke bekymrede” består af alverdens genstande, som har tilhørt – eller fortsat tilhører – prominente arabiske kvinder, og som er blevet specifikt indsamlet til denne udstilling.

Det udrullede toiletpapir hænger i en glasmontre på en endevæg ved siden af en række postkort. De blev sendt til Wedad Mitri fra flere af de unge kvinder, der så op til hende som et feministisk forbillede. Både Wedad og Shahinda blev i 70’erne fængslet for deres skarpe holdninger til social retfærdighed og kvinders rettigheder, men det slog dem ikke ud, som det også fremgår af Shahindas brev. Heri fortæller hun Wedads datter, at hun bor i “en sød lille celle, som du ville kunne lide”, og at fængselsopholdet er en “vidunderlig rejse”.

Besøgende på museet kan læse om genstandene, der alle har en særlig historie.

Det har taget knap et år at klargøre denne udstilling, som er noget ud over det sædvanlige i Kairo, Beirut og Amman, hvor den i første omgang skal turnere rundt. Det er en egentlig museumsudstilling, hvor der er keret så meget for detaljerne, at den sagtens kunne være en del af en mere permanent udstilling. Og dette er netop tanken. Med støtte og inspiration fra det danske kvindemuseum i Århus har en gruppe af egyptiske, libanesiske, jordanske og danske studerende taget det første skridt mod at skabe en varig dokumentation af kvindernes kamp i den arabiske verden.

I Egypten er der masser af museer, der tager de besøgende med tilbage til faraoerne tid, til kristendommens begyndelse eller til det islamiske imperiums gloværdige dage. Men den nutidige historie bliver ikke forsøgt bevaret og fortalt til nye generationer. Derfor er der meget lidt viden om de kvinder, hvis breve, familiefotos og andre personlige ejendele bliver præsenteret i den nye udstilling.

“I Egypten og i den arabiske verden generelt er der nogle meget faste forventninger til, hvad de besøgende vil finde i et museum. Kvinders personlige ejendele, gamle dokumenter og nipsgenstande kan fortælle nogle meget fængende historier, men det er ikke blandt de ting, folk kunne forestille sig, at de ville finde på et museum. Derfor er dette et meget unik projekt, fordi vi forsøger at engagere publikum på en helt nyt måde og få dem til at reflektere over kvindens position i samfundet”, fortæller Maissan Hassan fra organisationen The Women and Memory Forum, som har været med til at forberede udstillingen.

Hjerter slog i takt

De 21 kvinder, som bliver portrætteret i udstillingen, har vidt forskellige baggrunde, og det reflekteres gennem de artefakter, der er udvalgt til at fortælle hver af deres historie. Der er alt fra skuespillerinden Hind Rostums knaldrøde balkjole til pottemageren Rawiyas værktøj og aktivisten Wedad Mitris frimærkesamling.

Alle opsætninger er nøje koreograferet og pirrer til nysgerrigheden og fantasien. Ordene, der følger med, er sparsomme og lader det være op til beskueren at forestille sig, hvad genstandene har betydet for kvinderne, og hvad de fortæller om deres liv og personligheder. Til den velbesøgte åbning af udstillingen på det Amerikanske Universitet i Kairo stod mange ægtepar og vennegrupper længe foran hver opsætning, nærstuderede genstandene i montrerne og førte lange diskussioner om dem.

Billederne på udstillingen er valgt med omhu.

Dette er præcis den effekt, Sibba Einarsdóttir ønskede. Hun er antropolog og museumsinspektør på Kvindemuseet i Århus og har boet mange år i Mellemøsten. Hun havde længe gået med tankerne om at tage erfaringerne fra kvindemuseet med til de arabiske lande, og da hun en dag præsenterede ideen for Maissan Hassan fra The Women and Memory Forum, blev det snart starten til et nyt projekt.

“Vores hjerter slog i takt, og så måtte vi jo gøre noget ved det”, fortæller Sibba Einarsdóttir.

Med en bevilling fra FACE – Fund for Academic Cooperation and Exchange between Denmark and the Arab World – som ligger under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, blev det muligt at invitere unge arabiske studerende til en sommerskole og et dialogforum i Århus sidste sommer. Det blev udgangspunktet for, at en blandet gruppe af studerende inden for arkitektur, antropologi, historie, film, teater mm. begyndte et mange måneder langt arbejde med at indsamle materialer og designe opsætningerne til den første udstilling. Undervejs fik de støtte fra ikke blot Kvindemuseet og The Women and Memory Forum, men også Det Amerikanske Universitet i Kairo, det jordanske museum Tiraz Centre og en libanesisk feministisk organisation, the Knowledge Workshop.

Der er stadig langt til etableringen af et egentligt museum. Men et vigtigt skridt er taget.

“Det er første gang, der er blevet lavet en udstilling af den her kulturhistoriske art, så måske er der andre, der vil få samme ide. Det ville være sjovt, hvis det ligesom kunne begynde at brede sig. Kvindemuseet i Danmark er jo opstået som en græsrodsbevægelse bestående af nogle kvinder fra Aarhus Universitet for 30 år siden. Nu er det så et statsanerkendt museum. Og det kan også godt komme til at tage 30 år her i Egypten”, siger Sibba Einarsdóttir.

Sov på bagsædet af en bil

Udstillingen er også støttet af Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo. Programmedarbejder Lamma Attia er meget glad for, at udstillingen både portrætterer feminister, som har betydet meget for den politiske kamp, og nogle mere ukendte kvinder, der uden uddannelse og slogans har kæmpet deres egne kampe for at sikre sig deres rettigheder.

Et eksempel er Nada Abdelrahman, som efter at være blevet giftet væk i en tidlig alder, lader sig skille og må kæmpe i årevis for at stå på egne ben. Det starter med nætter tilbragt på bagsædet af en bil og et job på en benzinstation og slutter med, at hun laver sin egen film og begynder at træne andre kvinder i crossfit.

“Det her er en meget aktuel udstilling om kvinder, som for nogens vedkommende var med os til åbningen i dag og selv så, hvordan de bliver repræsenteret. Det var en meget grundlæggende del af denne udstilling at arbejde med kvinder, som lever iblandt os, og som du formentlig ikke ville tro var sådan nogen, man lavede en udstilling omkring, mens hvis historier faktisk er vigtige og relevante i forhold til udfordringer, vi møder i hverdagen”, siger Lamma Attia.

Efter at udstillingen har været på turne i Libanon og Jordan, skal den fremvises på Kvindemuseet i Århus i 2018. Herefter returnerer den til Egypten og vil måske i fremtiden finde en mere permanent plads som en del af et egentligt kvindemuseum.