Vold bliver visuel på tunesisk filmfestival

”Da jeg havde set de film, vi havde udvalgt, græd jeg i en uge efter.” Sådan sagde Lyndia Belkhiria, der sammen med IMS arrangerede en række filmvisninger og en debat om vold mod kvinder på dette års Carthage Film Festival i Tunis.

Kan man bringe et tema som vold mod kvinder op på en arabisk filmfestival? Det satte organisationen International Media Support sig for at undersøge på dette års Carthage Film Festival i Tunis med en række filmvisninger og debat under overskriften No Means No.

Idéen om, at filmen er et stærkt værktøj, når det handler om at sætte fokus på sociale problemer, faldt i god jord hos dem, der havde fundet vej til den prestigefyldte festival. ”Filmmediet har et ansvar for at bakke op om at rette opmærksomhed på vigtige emner som for eksempel diskrimination og krænkelser i Tunesien”, sagde 27-årige Amal Djebbi, der var én blandt mange begejstrede publikummer.

Fra det hvide lærred til den store verden

Carthage Film Festival er den største af sin slags i MENA-regionen og har mere end 200.000 besøgende. Blandt de besøgende er privatpersoner og personer fra filmbranchen, der deltager i aktiviteter og går til filmvisninger.

”Filmmediet har et ansvar for at bakke op om at rette opmærksomhed på vigtige emner som for eksempel diskrimination og krænkelser i Tunesien.”

Amal Djebbi, 27
Publikum til No Means No

Festivalens størrelse og status betyder, at den bliver dækket af både nationale og internationale medier. Muligheden for at tiltrække opmærksomhed på et emne som kønsbaseret vold er derfor stor, ikke kun i Tunesien, men i hele verden.

Med midler fra Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram er International Media Support en vigtig spiller og ikke mindst sponsor til filmfestivalen. IMS sørger blandt andet for, at dokumentargenren er en del af festivalen. Idéen bag International Media Supports dokumentarprogram er at sikre, at dokumentarfilm og visuel fortælling både bidrager til social og politisk forandring og ikke mindst ytringsfrihed. Det kan blandt andet være ved at skildre tabubelagte emner.

”Kønsbaseret vold mod kvinder er en universel, global problematik og et tabu i alle dele af verden. Der er så mange ligheder i at beskæftige sig med det her tema.”

Rasmus Steen
Leder for dokumentarprogrammet hos IMS

Lyndia Belkhiria er arrangør af Carthage Film Festival og har været med til at organisere aktiviteterne under temaet No Means No. ”Carthage er en festival, der forsøger at engagere folk. Derfor giver det mening at bringe et emne som vold mod kvinder op lige netop i den her kontekst.”, siger hun.

Sammen med Lyndia har Rasmus Steen, programleder for dokumentarprogrammet hos IMS, stået i spidsen for at få gennemført valget af tema. For Rasmus handlede det særligt om, at vold mod kvinder er et universelt tabu. Det var netop det universelle, der ifølge Rasmus gav det værdi: ”Kønsbaseret vold mod kvinder er en universel, global problematik og et tabu i alle dele af verden. Der er så mange ligheder i at beskæftige sig med det her tema, som jeg synes er spændende at trække frem.”

 

Som en del No Means No blev der afholdt paneldebat. Udover de tre kvinder på billedet Najoua Zouhair, Hend Sabri og Yosra Frawes, deltog også Bochra Trik i panelet.

Det handler ikke kun om, at vi skal have tabuet frem i lyset. Det handler også om, at vi kan lære af hinandens måder at håndtere det på, mener Rasmus. ”Vi har en tilbøjelighed til altid at fokusere på forskellene mellem vores kulturer. Her ligner vi desværre hinanden. Men ved at sætte fokus på det og drøfte det med hinanden, så kan vi gøre hinanden stærkere.”

Mørke tal over hele linjen

Vold mod kvinder er nemlig et globalt problem, der ikke udelukkende er kulturelt eller geografisk bestemt. Ifølge en rapport fra WHO er 35% af verdens kvinder blevet udsat for vold.

I MENA-regionen er tallet lidt højere. Her har 37% af kvinderne oplevet vold, mens det står endnu værre til i Tunesien, hvor tallet er helt oppe på 53%. Selvom de statistiske tal er høje, er de virkelige tal som oftest endnu højere, men manglende indberetninger gør det svært at måle nøjagtigt.

Det er ikke kun på Carthage Film Festival, at der sættes ind på det omfattende problem. For at få bugt med de mørke tal indførte man sidste år en lov i Tunesien, der forbyder psykiske og fysiske overgreb og krænkelser på kvinder i offentligheden.

Ifølge rapporten fra WHO er det netop vigtigt at rette opmærksomhed på det, fordi stilheden og tabuiseringen omkring emnet kan føre til, at kvinder, der oplever vold, ikke tør at opsøge hjælp. Ved at zoome ind på problemet kan der åbnes op for at tale om det, og her kan film bruges som værktøj, understreger Lyndia.

”Da jeg havde set de film, vi havde udvalgt, græd jeg i en uge efter.”

Lyndia Belkhiria
Arrangør af Carthage Film Festival

Følelser vækkes til live gennem film

Gennem film kan vi vise problemets alvor, og dokumentarfilm som genre kan noget helt særligt, mener Rasmus Steen: ”Dokumentarfilm kan noget, som ingen andre medier kan. De kan gå i dybden med en historie. De kan formidle et budskab, hvor vi får nogle informationer ind i hovedet, men vi bliver også følelsesmæssigt påvirket inde i hjertet.”.

27-årige Amal Djebbi og hendes veninde havde set tre af filmene under No Means No heriblandt den danske dokumentarfilm Vold – i kærlighedens navn.

Det er netop det, at film kan vække følelserne til live, der påvirker os som tilskuere og mennesker. ”Når vi ser film, bliver vi tvunget til at føle noget. Vi får altså en mulighed for at leve os ind i noget, som vi ikke selv har oplevet.”

Fem dokumentarfilm fra henholdsvis Irak, Danmark, Libanon, Afghanistan og Iran blev vist under festivalen. Til trods for geografiske forskelligheder er fællesnævneren, at de alle portrætterer voldsudsatte kvinder. Lyndia blev selv følelsesmæssigt påvirket af filmene. ”Da jeg havde set de film, vi havde udvalgt, græd jeg i en uge efter.”, siger Lyndia. ”De er alle så kraftfulde og gør så stort et indtryk. Det var derfor, vi havde valgt at vise dem.”

“Det er ikke filmmediets rolle at løse problemerne, men at sætte fokus på dem.”

Amal Djebbi

Blandt publikum var 27-årige Amal Djebbi, som var inde til flere af de filmvisninger, der knyttede sig til No Means No. Filmene gjorde også stort følelsesmæssigt indtryk på hende. Særligt det at se kvinderne fremstå så ufiltret.

”Der var så mange følelser på spil i filmene. Den måde, kvinderne udtrykte deres følelser og problemer på, var så detaljeret”. Det er netop gennem film, at vi kan udtrykke os, mener Amal. ”Film kan bruges som et medie til at udtrykke sig. Det er ikke filmmediets rolle at løse problemerne, men at sætte fokus på dem.”

Ikke kun et universelt, men et strukturelt problem

Mulige løsninger blev til gengæld diskuteret til den offentlige paneldebat, der blev afholdt under filmfestivalen. I panelet sad de fire kvinder Hend Sabri, Yosra Frawes, Najoua Zouhair og Bochra Trik, mens moderatorrollen blev besiddet af Moukhtar Kocache, der arbejder med at engagere civilsamfundet i den arabiske verden.

Moukhtar, som er en markant profil i den arabiske verden, indledte sin egen præsentation med at undskylde for sit biologiske køn: ”Jeg er ked af, at jeg ikke er en kvinde i dag. Det siger jeg, fordi der er magtrelationer i alt, hvad vi gør. Her sidder jeg som den eneste mand og skal moderere kvindelige repræsentanter. ”

”Kvinderne var nøje blevet udvalgt”, fortæller Lyndia. “Gennem vores valg af paneldeltagere har vi forsøgt at skabe et link mellem filmbranchen, og hvordan man kan sætte ord på det her emne, så det kan bredes ud til andre.”

”Det kommer ikke til at blive løst på nogle få år, men en debat som den her kan være med til at sætte gang i nogle ændringer.”

Hend Sabri
Skuespillerinde

Derfor havde man fra arrangørernes side blandt andet valgt at inddrage personer fra populærkulturen, herunder den tunesiske stjerneskuespillerinde Hend Sabri. Udover at tiltrække opmærksomhed om arrangementet og det vigtige emne, tilføjede Hend interessante perspektiver om samfundsstrukturer til debatten. ”I det patriarkalske samfund er kvinder mindre respekterede end mænd. Det gør det endnu sværere at få anerkendt kønsbaseret vold som et kollektivt problem.”, lød det fra Hend, der fortsatte: ”Det kommer ikke til at blive løst på nogle få år, men en debat som den her kan være med til at sætte gang i nogle ændringer.”

Vicedirektør for den feministiske organisation Chouf, Amal Bintnadia, delte ud af sine holdninger om strukturelle magtpositioner under paneldebatten.

Efter debatten blev der lagt op til, at publikum kunne komme med spørgsmål. Det udformede sig dog snarere som kommentarer, og dem var der rigeligt af.

Amal Bintnadia, vicedirektør i den feministiske organisation Chouf, der arbejder for kvinders seksuelle rettigheder i Tunesien, kommenterede på valget af paneldeltagere: ”Jeg vil gerne have set, at der sad en mand i panelet i stedet for, at det udelukkende bestod af kvinder. Jeg ville også gerne have set, at der var nogen fra staten repræsenteret. Nogen, der rent faktisk kan ændre på lovgivningerne på det her område.”

Rasmus Steen mener også, at det ville være interessant at få politiske beslutningstagere til at deltage. Derfor ser han frem til næste år, hvor konceptet skal til Marokko: ”Til september kommer konceptet til at være en del af International Women’s Film Festival i Salé i Marokko. Placeringen af festivalen er rigtig vigtig. Den marokkanske regering holder til i Salé, så beslutningstagerne har mulighed for at deltage og måske også blive præget af det, de ser.”

Selvom opmærksomhed ikke alene fører til en udryddelse af problemet, kan man håbe, at det er et skridt i den rigtige retning. Forskellige typer af medier viste sig under Carthage Film Festival at kunne bidrage til denne samtale og på den måde få emnet bredt længere ud. Ikke kun på et nationalt, men også et internationalt plan.