Foto: Foto fra We Could Be Heroes
10 min.

Film om handicappede helte i Marokko

Den marokkanske instruktør Hind Bensari kaster med filmen We Could Be heroes lys på et overset problem i Mellemøsten og Nordafrika: handicappedes store udfordringer med at blive accepteret som en del af samfundet.

Azzedine og Youssef kunne være helte, men de er det ikke. I hvert fald ikke helt. I hvert fald ikke i alles øjne. Selv da de kommer hjem fra London til Marokko med en guldmedalje i atletik, bliver de ikke anerkendt som en rigtig del af deres samfund. De bliver ikke engang lukket ind på det lokale stadion. Alt sammen, fordi de har et handicap.

Azzedines og Youssefs historie er én om uretfærdighed, men også om ukuelig vilje og venskab. Det har den marokkanske instruktør Hind Bensari fortalt på fineste vis i dokumentaren We Could Be Heroes, som er resultatet af et samarbejde imellem danske og marokkanske kræfter bl.a. støttet af DAPP gennem International Media Support.

Handicap-OL kommer på TV, og idéen til filmen fødes

I 2012 blev en række marokkanske atleter diskvalificeret fra deltagelse i OL i en større dopingskandale. De marokkanske sportsjournalister skulle udfylde spalter og sendetid, og de rettede i mangel af bedre blikket imod de paraolympiske lege.

Sådan ville skæbnen, at Paraolympiaden for første og sidste gang blev dækket af de brede marokkanske medier, og en af dem, der sad bag skærmen og fulgte legene, var den dengang 25-årige instruktør Hind Bensari. Hun blev fascineret af historien om deltagerne, og særligt af guldmedaljevinderen i kuglestød, Azzedine Nouri. Hind er marokkaner, og hun forstod, at vejen til en kvalifikation til Paraolympiaden er lang og fyldt med forhindringer i Marokko.

Azzedine og Youssuf har fulgtes ad siden barndommen. Foto fra We Could Be Heroes.

”De var alle sammen fascinerende, men især Azzedine virkede til at have et kæmpestort drive. Ikke bare imod at klare sig godt i konkurrencen, men også imod at forbedre sit eget og andre handicappedes liv hjemme i Marokko,” siger Hind Bensari.

Det tog hende næsten et år at finde frem til Azzedine, og hun tog den seks timers lange køretur fra Casablanca til Safi for at møde ham. Mødet med Azzedine blev skelsættende.

”Det gik op for mig, at Azzedines deltagelse i Paraolympiaden var endnu mere ekstraordinær, end jeg havde forventet. Jeg troede fx helt klart, at han havde en træner, træningsfaciliteter og alle den slags ting, man ville forvente for at levere en professionel præstation. Men han havde ingenting.”

Azzedine vinder guld i Rio i 2016. Foto fra We Could Be Heroes.

Azzedines historie, hans kamp for handicappedes rettigheder og hans personlighed bekræftede Hinds formodning om, at der her var tale om et usædvanligt menneske, der var i stand til at overkomme nogle enorme, men desværre ikke atypiske, udfordringer.

”Jeg ønskede at lave en politisk film om, hvordan vi behandler de mennesker, der befinder sig i de nederste lag af samfundet. Da jeg mødte Azzedine, da jeg forstod hans baggrund, hans mål og hans personlighed, så jeg med det samme, at jeg havde fundet min hovedperson. Hans og min mission gik op i en højere enhed,” fortæller Hind Bensari.

“Jeg troede helt klart, at han havde en træner, træningsfaciliteter og alle den slags ting, man ville forvente for at levere en professionel præstation. Men han havde ingenting.”

Hind Bensari
Instruktør

Næsten et Hollywoodplot – men kun næsten

Azzedine far forlod familien, da Azzedine blev født, fordi han ikke troede på, at han kunne være far til et handicappet barn. Azzedine er derfor vokset op med sin mor og sine søskende i et af byens mindre pæne kvarterer og med meget få midler.

Heldigvis kom hans mor i kontakt med en NGO, der kunne tilbyde Azzedine skolegang. Det er herigennem, han begynder at dyrke atletik, og det er også her, han møder Youssuf, som bliver hans trofaste følgesvend igennem livet og igennem filmen.

Azzedine og Youusuf træner i vand. Fra We Could Be Heroes.

Sammen træner de op til konkurrencerne med intet andet end hinandens ukuelige opbakning og en stødkugle i snor, fordi de ikke kan hente kuglen, når de har kastet den. De forsøger på alle mulige måder at få adgang til det lokale stadion, men de bliver afvist gang på gang, og træningen foregår der, hvor de nu kan finde plads i det fri. Indtil det til sidst lykkes dem at kvalificere sig til de paraolympiske lege i Rio i 2016.

Sideløbende kæmper Azzedine en kamp for sine egne og andre handicappedes rettigheder, blandt andet ved at overnatte i protest foran sportsministeret, der ikke har indfriet sit løfte om en indkomst til medaljevinderne efter deres præstation i London:

”Jeg ønskede at lave en politisk film om, hvordan vi behandler de mennesker, der befinder sig i de nederste lag af samfundet. Da jeg mødte Azzedine, da jeg forstod hans baggrund, hans mål og hans personlighed, så jeg med det samme, at jeg havde fundet min hovedperson. Hans og min mission gik op i en højere enhed.”

Hind Bensari
Instruktør

Et godt stykke hen ad vejen kunne Hollywoodforfatterne ikke have skrevet historien bedre. Den godhjertede helt og hans loyale sidekick har en drøm, men de misforstås og modarbejdes af folk omkring dem, der ikke ser deres potentiale.

De skal farligt meget igennem, og selvom de ind imellem tvivler, giver de ikke op – ikke mindst fordi de støtter hinanden, hvilket kommer til udtryk i et par rørende peptalks. De rejser til den store by, og helten vinder mod alle odds guldmedaljen. Og så vender de hjem for at modtage prinsessen, det halve kongerige, hyldest og undskyldning fra alle dem, der ikke troede på dem.

Men her kolliderer virkeligheden med Hollywoodfortællingerne. For på den anden side af den lange og succesfulde rejse venter hverken prinsessen eller det halve kongerige. Intet er forandret, og ingen af de løfter, der er blevet afgivet til Azzedine, Youssef og deres venner, bliver honoreret. I stedet finder vi igen Azzedine i protest foran ministeriet i en tilsyneladende endeløs kamp for at få opfyldt hans de basale rettigheder.

Stadig lang vej for handicappede i MENA

Der findes ingen nøjagtige tal på, hvor mange mennesker i Mellemøsten og Nordafrika, der lider af et handicap. Estimaterne svinger fra 0,4 pct til over 20 pct, og tallet varierer stort fra land til land og afhænger i høj grad af, hvordan man definerer og registrerer et handicap.

Der er dog god grund til at formode, at antallet af handicappede er højere end i de fleste europæiske lande, hvor sundhedssystemet er i stand til at forhindre og behandle mange af de former for handicap, der stadig i udbredt grad findes i MENA-regionen. Det kan fx være Poliolammelser eller øjensygdomme, der medfører blindhed.

De usikre tal hænger bla sammen med det faktum, at der stadig er et stort stigma forbundet med at have et handicap. Det betyder, at mange handicappede ikke registreres og i vid udstrækning isoleres socialt.

Fra We Could Be Heroes.

Basale ting som mulighed for arbejde og uddannelse vanskeliggøres af lavpraktiske problemer, som fx at der næsten aldrig er ramper til kørestolsbrugere på skolerne eller andre nødvendige hjælpemidler, der kan gøre hele forskellen for en person med et fysisk handicap. Og kan du ikke komme ind på skolen, får du ikke nogen uddannelse – så simpelt og så tragisk er det ofte.

“Man kan ikke bygge en inkluderende og fredelig verden uden at sikre rettigheder for personer med handicap.”

Imed Ortane
Tunesisk ekspert i handicappedes rettigheder

På den politiske front bliver der ved første øjekast gjort mere for personer med et handicap end før. I alle DAPP-landene er rettigheder for folk med handicap skrevet direkte ind i forfatningen, og eksempelvis har de alle kvoter for, hvor mange handicappede større virksomheder skal have ansat, krav til adgangsmuligheder for handicappede i offentlige bygninger osv. Men det står sløjt til med implementeringen af lovene ude i virkeligheden, hvor der hverken er vilje eller penge til at sørge for de nødvendige forandringer.

”Vi må vurdere os selv på, hvordan vi behandler folk, der ikke har mulighed for at svare igen – de folk i vores samfund, der ikke har nogen autoritet. Den måde vi behandler mennesker med et handicap på, er på den måde en refleksion af, hvem vi er.”

Hind Bensari
Instruktør

Uden uddannelse og de hjælpemidler, der ofte kræves for at varetage et ordentligt arbejde, er en stabil indkomst som regel udenfor rækkevidde, og mange er afhængige af støtte fra familiemedlemmer eller hjælpeorganisationer. Og når man ikke kan forsøge dig selv – for slet ikke at tale om kone og børn – så er drømmen om en familie meget svær at indfri.

Youssuf derhjemme, Fra We Could Be Heroes.

I filmen vises dette i de rørende scener, hvor Youssuf taler med en ven om, hvilken kone han ønsker sig. ”Hun må gerne være tudegrim, så længe hun er sød og varm.” Seeren fornemmer tydeligt, hvor langt væk fra virkeligheden dette rimelig beskedne ønske er.

En stærk instruktør og to marokkanske filmkvinder

”Folk i de nederste klasser af samfundet bliver behandlet meget dårligt. Og folk med et handicap repræsenterer bunden af bunden. Filmen blev skabt ud fra ønsket om at vise, hvordan vi behandler folk på bunden af samfundet.”

“Filmen blev skabt ud fra ønsket om at vise, hvordan vi behandler folk på bunden af samfundet.”

Hind Bensari
Instruktør

Hind Bensaris motivation for at lave filmen er ikke svær at forstå. Og det lykkedes hende at overbevise Vibeke Vogel fra produktionsselskabet Bullitt Films om, at ikke alene var idéen til filmen god, men Hind var også den rigtige til at lave den.

Hind Bensari står tidligere bag filmen ”475: Break the Silence” om de kontroversielle Marry-your-rapist-love, der sidenhen er blevet afskaffet i Marokko og flere andre steder i regionen. Vibeke så Hinds potentiale, og gennem de fire år, filmen tog at lave, var der fuld opbakning fra Bullitt Films og fra International Media Support, som støttede filmen gennem midler fra Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

“Filmen er blevet til i et helt usædvanligt samarbejde mellem danske og marokkanske kreative kræfter, og jeg oplever, at det meget er her styrken ved filmen faktisk ligger.”

Vibeke Vogel
Managing director og producer, Bulitt Film

Støtten til lokale filmskabere er en nøgleindsats hos IMS, og også Vibeke Vogel ser fordelen i, at Hind har rødder i Marokko.

”Hind er i sandhed vokset op i to kulturer. Det dobbelte blik, hun har, betyder, at hun går til Marokko på en helt anden måde. Hun er ikke på besøg i kulturen, hun er en del af den. På Bullitt Film er vi motiverede af at fremme diversitet i, hvem der “ejer” og fortæller historierne. Hind er en vigtig stemme, en talentfuld, ung, marokkansk instruktør med et dobbelt blik på sin egen kultur, som er superinteressant. Filmen er blevet til i et helt usædvanligt samarbejde mellem danske og marokkanske kreative kræfter, og jeg oplever, at det meget er her styrken ved filmen faktisk ligger.”

Filmholdet i Marokko bestod i øvrigt udelukkende af kvinder, hvilket ifølge Hind var en styrke.

En nichefilm for alle

Andre har også fået øjnene op for filmen, selvom emnet er usædvanligt, og filmen tog hovedprisen ved Hot Docs i Canada, Nordamerikas største dokumentarfestival, i maj. Det er første gang nogensinde, at prisen går til an afrikansk instruktør.

Youssuf låner Azzedines guldmedealje lige efter sejren.

I øjeblikket er filmen blandt ca. 150 andre dokumentarer med i opløbet om en oscar-nominering. Dens stærke karakterer hjælper den uden tvivl godt på vej. Men filmen formår samtidigt at stille nogle større spørgsmål, alle samfund bør forholde sig til. Hind Bensari siger:

”Vi må vurdere os selv på, hvordan vi behandler folk, der ikke har mulighed for at svare igen – de folk i vores samfund, der ikke har nogen autoritet. Den måde vi behandler de handicappede på, er på den måde en refleksion af, hvem vi er.”