Hårde tider for pressefriheden i Mellemøsten

Mellemøsten og Nordafrika scorer absolut bundkarakter, når det kommer til pressefrihed. Det viser den årlige rapport fra organisationen Freedom House, der netop er udkommet.

Rapporten tager temperaturen på pressefriheden i 195 lande over hele verden: 70 af disse lande får stemplet ’frie’, 61 lande får stemplet ’delvist frie’ – og 64 lande får stemplet ’ikke frie’.

Langt de fleste lande i den arabiske region er kategoriseret som ’ikke frie’ – de eneste undtagelser er Egypten, Kuwait, Libanon og Israel, der stemples som ’delvist frie’.

Israel har tidligere haft status som et land med en ’fri’ presse, men restriktionerne over for journalister i forbindelse med konflikten i Gaza har ført til et fald ned af ranglisten.

Ifølge rapporten er det iøvrigt kun 17 procent af verdens befolkning, der lever i lande med en fri presse. Rapporten kan læses på Feeedom House’s hjemmeside, hvor man også kan læse om undersøgelsesmetoden og se et kort, der illustrerer graden af pressefrihed.

Klik ind på Freedom House