Kampen for en fri og fair tunesisk presse

De konkrete fremskridt i Tunesien er stadig svære at måle på tre år efter revolutionen. Men ét fremskridt er sikkert, der er kommet pressefrihed for medierne, der hidtil har været underlagt total statskontrol. Nu begynder arbejdet for en fri og fair presse.

Fahem Boukaddous ved præcis hvor revolutionærende, den forandring er. Han har siddet i fængsel tre gange under Ben Alis styre for at lave systemkritisk journalistik. Han blev løsladt fem dage efter revolutionen under den generelle amnesti for de politiske fanger i landet.  Siden da har han arbejdet for at gøre undertrykkelse af journalister til fortidshistorie. I dag er han ansat ved Det Tunesiske Center for Pressefrihed, som International Media Support har støttet siden november 2012. Støtten går blandt andet til udgivelse af den månedlige rapport ”Violations of Tunisian Media”, der er baseret på data, som et hold korrespondenter indsamler rundt om i landet.

Fra censur til ytringsfrihed

Og hvordan står det så til med overgreb på journalister tre år efter revolutionen?

Mellem oktober 2012 og december 2013 har centeret dokumenteret 306 overgreb mod medier og 494 overgreb mod individuelle journalister – 354 mænd og 140 kvinder. De fleste overgreb udøves stadig af statsmagten via sikkerhedstyrkerne (69 fysiske overgreb) eller statsadvokaten (31 varetægtsfængslinger). Andre dokumenterede overgreb indbefatter nægtet adgang til arbejde og suspendering af løn, juridisk forfølgelse, verbale overgreb og dødstrusler.

Men en stor procentdel af overgrebene kommer fra et uventet segment – almindelige borgere.

De sidste tre år har borgerne oplevet frihed til at udtrykke sig, og der er ingen vej tilbage, ytringsfriheden er kommet for at blive Fahem Boukaddous, Det Tunesiske Center for Pressefrihed

”Før revolutionen var det kun politiet, som angreb journalister og mediefolk, i dag ser vi også angreb fra privatpersoner, som er utilfredse med den redaktionelle linje”, siger Boukaddous.

Nogle er orkestrerede af islamistiske grupper som dem, der angreb Nessma TV i oktober 2011, da de viste den franske film Persepolis, som nogle salafister anså som blasfemisk. Eller som da den kvindelige chefredaktør Ikbal Gharbis i januar 2012 blev overfaldet på sit kontor på den religiøse radiostation Zitouna FM af medlemmer fra den salafistiske gruppe Kommissionen til Fremme af Dyd og Forebyggelse af Synd (som er en efterligning af det saudiarabiske religiøse politi).

”De sidste tre år har borgerne oplevet frihed til at udtrykke sig, og der er ingen vej tilbage, ytringsfriheden er kommet for at blive”, siger direktøren Mahmoud Dhaouadi, som dog tilføjer at mange af overgrebene ikke er organiserede, men bunder i en manglende forståelse for den fri presses rolle og forudsætninger for at arbejde.

Derfor har centeret blandt andet produceret tv-spots for at øge bevidstheden om de civile overgreb på journalister. De har også lanceret Jadal.tn, et online nyhedssite, hvor et hold på 10 fuldtidsansatte og 10 freelancere dækker medieforhold i Tunesien. Det er nu oppe på 120.000 månedlige besøg.

Fahem Boukaddous & Mahmoud Dhaouadi fra Det Tunesiske Center for Pressefrihed. Foto: Janne Louise Andersen
Fahem Boukaddous & Mahmoud Dhaouadi fra Det Tunesiske Center for Pressefrihed. Foto: Janne Louise Andersen

Opgør med både holdningsjournalistik og selvcensur

På journalisthøjskolen oplever underviserne også det frie ord gjalde.

”Efter den såkaldte revolution fik vi en masse ytringsfrihed, da staten ophørte med at kontrollere medierne. Nu er udfordringerne at professionalisere og tilføje kvalitet og respekt for standarden for journalistik og de etiske retningsliner, som ethvert medie bør adoptere”, siger Abdelkarim Hizaoui, som er professor på Presse Instituttet ved Tunis Universitet, landets eneste journalistskole.

Hizaoui er også generaldirektør for The African Center for the Training of Journalists and Communicators. CAPJC har eksisteret i 30 år, men Hizaoui er først trådt til for to et halvt år siden, eftersom han før revolutionen figurerede på Ben Alis sorte liste over systemkritikere.

”Vi forsøger at undervise og forberede de unge journalister til at være uafhængige og samtidig modstå at polemisere og tilkendegive deres holdninger”, siger han. Derfor har instituttet allieret sig med IMS og Danmarks Journalisthøjskole og kører forløb i medieetik, fakta check og undersøgende journalistisk metode.

Regeringen føler, at de skal kontrollere medierne, ellers vil oppositionen gøre det. Det er tankegangen Abdelkarim Hizaoui, The African Center for the Training of Journalists and Communicators

Mens nogle tunesere fortolker deres nyerhvervede ret til at tilkendegive deres holdninger ultimativt, så har andre svært ved at fralægge sig vanen med selvcensurering efter årtier i en branche underlagt censur og kontrol. Derfor afholder CAPJC også opkvalificerede kurser for nuværende journalister og redaktører. For der skal en generel mentalitetsændring til i mediebranchen, mener Hizaoui.

Efter revolutionen diskuterede han og hans kolleger, om man forsat skulle tillade de mediefolk, som promoverede det gamle regime at drive medievirksomhed. Men de konkluderede, at det ville være politisk ukorrekt i et nyt demokrati at forbyde medier. Samtidig antog de, at hvis medieejerne ønskede at skabe profit i det nye demokrati, ville de skifte kurs og tjene offentligheden. Men den strategi virkede kun til dels.

”Vi kalder dem ’nye medier med gammelt materiale’”, siger Hizaoui. ”Vores bekymring er, at disse folk er formaterede til at adlyde systemet – ikke at være for kritiske eller arbejde uafhængigt”.

Et sprudlende men ureguleret medie potpourri

Siden revolutionen har Tunesien oplevet en eksplosion af nye private medier – tv, radio og skrevne medier. Trods det fortæller Dhaouadi, at 70 procent af de tunesiske journalister stadig arbejder på et af de fem statslige medier – nyhedsbureau, TV, radio eller den franske eller arabiske avis.

De ser gerne flere journalister tage skridtet ud i den private medievirksomhed. Men Dhaouadi understeger, at bare fordi de nye medier ikke er underlagt statscensur, gør det dem ikke frie og fair. Han nævner ti tv- og radiostationer, som er oprettet af folk med relationer til Ben Ali regimet.

Derudover siger han, er de fleste nye uafhængige medier er økonomiske svage og lider under den økonomiske krise. Dhaouadi og Boukaddous har oplevet et væld af nye medier, som i 2012 enten har drejet nøglen om, eller er blevet opkøbt af pengestærke individer med partipolitisk affiliering eller agendaer.

”Ytringsfriheden er et fast princip, men det tager tid at opbygge etiske principper for journalistikken,” siger Boukaddous og tilføjer at den afvejning ikke er særlig for Tunesien. De mener, at en del af løsningen er at give statsstøtte til de private medier.

Abdelkarim Hizaoui også generaldirektør for The African Center for the Training of Journalists and Communicators. Foto: Janne Louise Andersen
Abdelkarim Hizaoui, generaldirektør for The African Center for the Training of Journalists and Communicators. Foto: Janne Louise Andersen

En omstridt mediereform

De har alle arbejdet for en juridisk mediereform og tiltag til at forhindre, at medieejerne kan diktere den redaktionelle linje.

Det princip fik de indskrevet i to dekreter, 116 og 115, som blev udarbejdet af den uafhængige komité, Landsudvalget for Informations og Kommunikationsreform. Komiteen blev nedsat efter revolutionen af den midlertidige nationale myndighed, The High Authority for the Achievement of the Revolution Objectives, som bestod af repræsentanter fra de forskellige tunesiske politiske partier, fagforeninger og civilsamfundsorganisationer, og fik til opgave at reformere og regulere den ​​tunesiske mediesektor.

Men reformeringstiltagene, som Hizaoui har været del af, stoppede efter parlamentsvalget, som blev vundet af det moderat islamiske Ennahda parti.

Den nye regering stoppede med at konsultere Landsudvalget for Informations og Kommunikationsreform med argumentet om, at myndigheden ikke var baseret på folkevalgte repræsentanter men udpeget af The High Authority for the Achievement of the Revolution Objectives. I februar 2012 bekendtgjorde regeringen så, at den ville revurdere mediereformen og ikke implementere dekret lovene men benytte Ben Alis straffelov til retsforfølgelse af journalister og kunstnere.

Det fik medieprofessionelle, fagforeninger og store internationale presseorganisationer op af stolene i forsvar for dekreterne og ledte til den første generalstrejke i mediebranchen.

”Regeringen føler, at de skal kontrollere medierne, ellers vil oppositionen gøre det. Det er tankegangen”, siger Hizaoui.

Regeringen endte strejken ved at love at implementere mediereformen.

Men det vil Hizaoui se, før han tror på det.

”Dette er et resultat af revolutionen, folk døde for denne frihed”, siger han om mediereformen. ”Vi håber, at den nye regering vil implementere de eksisterende love.”

 

Læs den seneste rapport på engelsk fra Det Tunesiske Center for Pressefrihed: Report on violations of the press during the month of October 2013