7 min.

Medieklub skaber åndehul for Egyptens journalister

Forklædt som flygtning afslørede Hoda Zakaria, hvor let det er for bander i Kairo at bedrive organhandel. For det arbejde vandt hun en ny journalistisk pris, som er indstiftet af det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut. Med initiativet Media Club har instituttet skabt et sjældent frirum for egyptiske journalister. 

Første gang Hoda Zakaria mødte mellemmanden var på den kaotiske Attaba plads i det centrale Kairo, hvor gående, kørende, råbende og skubbende blander sig med hinanden i et myreture-mylder. De hilste på hinanden på et af de fåtallige stykker fortov, der ikke var besat af en af de utallige gadesælgere.

Hoda gik i klipklappere og var iført en sort, slidt kjortel samt et rødt tørklæde, som hun på sudanesisk vis havde bundet løst om hovedet med den ene ende dvælende hen over skulderen. Det var afgørende, at den veluddannede og relativt velstående journalist ikke kunnet spores hos den fattige, halvt eritreiske halvt sudanesiske flygtning, som hun gav sig ud for at være.

Det vanskeligste var dog ikke udseendet. Med hendes nubiske baggrund var Hoda Zakaria allerede mørkhudet og kunne nemt gå for at være sudanesisk. Hvad der var langt sværere var at svare på alle mellemmandens spørgsmål, sådan som en desperat flygtning ville gøre det.

Mellemmanden var en sudaneser i 30’erne med dreadlocks væltende ud under en rød kasket og ned over en ternet skjorte. Han spurgte hende skeptisk, hvordan hun blev sat i kontakt med ham, og hvorfor hun efterspurgte hans tjenester.

»Jeg var hamrende nervøs. Han var selv oprindeligt flygtning og ved præcis, hvordan flygtninge tænker og taler. Så jeg frygtede, at mit skuespil ikke ville være godt nok, og at han ville gennemskue min løgn«, fortæller hun.

Men det gjorde han ikke. Efter som journalist i flere år at have fokuseret på flygtninges forhold i Egypten, var Hoda Zakaria i stand til at spille rollen troværdigt. Mellemmanden købte hendes nøje forberedte historie om en syg mor og et uofficielt ægteskab, og lovede hende, at dette var en »gylden mulighed« for at forbedre hendes leveforhold. Hendes lever ville kunne indbringe hende 15.000 dollar.

Hoda får taget blodprøver.

Deres møde på Attaba pladsen blev det første af mange i Hoda Zakarias månedlange undersøgelse af, hvordan kyniske organhandlere udnytter fattige, marginaliserede flygtninge i Egypten. Hendes lange artikel i avisen Youm7 skabte opmærksomhed om et overset problem, og for hendes gravearbejde forklædt som flygtning blev hun belønnet med ny en journalistisk pris, som er indstiftet af Det Dansk-Egyptiske Dialoginstituts ’Media Club’.

“Det var en vigtig anerkendelse for mig at vinde prisen. Især fordi den blev givet for den højeste journalistiske etik, og fordi DEDI Media Club har vundet så stor respekt i Egypten.”

Hoda Zakaria
Journalist

DEDI’s uddeling af tre priser for ’Journalism Excellency’ var en kulmination på flere års arbejde med at styrke presseetik i de egyptiske medier. Tre journalister blev hædret som perfekte eksempler på journalistisk præcision, balance og neutralitet.

»Det var en vigtig anerkendelse for mig at vinde prisen. Især fordi den blev givet for den højeste journalistiske etik, og fordi DEDI Media Club har vundet så stor respekt i Egypten«, siger Hoda Zakaria.

Kurser giver priser

Siden 2012 har en af Dialoginstituttets mest markante indsatser været DEDI Media Club, som har givet den egyptiske journalistbranche et fælles forum for faglig debat og udvikling.

Det begyndte med udgivelsen af en håndbog i journalistisk etik, som er blevet taget i brug på mange egyptiske medier. Efterfølgende har klubben gennem kurser, seminarer og studieture givet udvalgte journalister mulighed for at få særlig træning og indsigt i emner som sociale medier, fake news og undersøgende journalistik.

“Vi har forsøgt at sprede en kultur af dialog omkring god journalistisk praksis på tværs af de egyptiske medier. Vores fokus er udelukkende på professionalisme, og derfor er vi i stand til at samle journalister, som langt fra deler politiske holdninger med hinanden.”

Noha el-Nahass
Leder af DEDIs medieprogram

Derudover har DEDI Media Club holdt åbne debataftener, hvor journalistbranchen har kunnet diskutere deres fælles udfordringer i en tid, hvor de er presset af såvel nye medieformer som propaganda og partiske medieplatforme.

»Vi har forsøgt at sprede en kultur af dialog omkring god journalistisk praksis på tværs af de egyptiske medier. Vores fokus er udelukkende på professionalisme, og derfor er vi i stand til at samle journalister, som langt fra deler politiske holdninger med hinanden. Hos DEDI Media Club er det afgørende ens dedikation til grundig og troværdig journalistik«, forklarer Noha el-Nahass, der leder DEDI’s medieprogram.

En sådan faglig debat finder ikke sted på tværs af de egyptiske medier andre steder end i DEDI’s klub. Derfor har den vundet bred anerkendelse blandt de dele af branchen, som ønsker et mere åbent, kritisk og professionelt medielandskab.

»De åbne sessioner jeg har deltaget i, har der været en meget åben og seriøs diskussion af mediernes tilstand, som ikke er noget der ellers er plads til i Egypten. I en utrolig svær tid for journalistikken, er det især vigtigt for de unge journalister, at vi holder gang i en diskussion af fremtiden«, siger Abdallah al-Sinnawi, politisk kommentator og tidligere chefredaktør.

Den egyptiske avis al-Watan vandt for nyligt tre priser ved den vigtigste prisuddeling for arabisk journalistik, som er indstiftet af Dubai Press Club. Ifølge al-Watans chefredaktør er priserne et resultat af DEDI Media Clubs arbejde.

“I en utrolig svær tid for journalistikken, er det især vigtigt for de unge journalister, at vi holder gang i en diskussion af fremtiden.”

Abdallah al-Sinnawi
Politisk kommentator og tidl. chefredaktør

»Priserne er en direkte refleksion af de kurser, vores journalister har deltaget i de seneste år, og vi har ingen bedre partner end DEDI Media Club, som altid er fokuseret fuldstændig på professionalisme og udvikling«, siger chefredaktør Mahmoud Muslim.

Klubbens seneste kursus i undersøgende journalistik fik rekordmange ansøgninger. 150 egyptiske journalister søgte om en af 17 pladser.

Ramte organmafiaens forretning

Egypten er et af de lande i verden, hvor der sidder flest journalister fængslet, og på Journalister Uden Grænsers ’Press Freedom Index’ ligger landet nummer 161 ud af 180.

Men det forhindrer ikke, at der alligevel kan ske en positiv journalistisk udvikling. Langt fra alle emner er politisk følsomme, og de egyptiske journalister forsøger at udnytte alle åbninger til at realisere deres faglige ambitioner.

Hoda Zakarias afsløring af organhandlerne er et godt eksempel. Med fuld støtte fra hendes avis udgav hun sig gennem flere måneder for at være en flygtning, som overvejede at sælge en nyre. Hun forhandlede priser, fik lavet falske papirer og fik foretaget de indledende tests og analyser, som er nødvendige forud for en operation.

Hun indstillede først kontakten til mellemmanden kort tid før, at det var planen, at hun skulle under kniven. Hendes møder og samtaler gjorde det muligt for hende at beskrive i detaljer, hvordan organ-mafiaen opererer, og at basere hendes artikel på udsagn fra flere af de mænd, som er direkte involveret i den lyssky forretning, og ikke blot på vidnesbyrd fra ofrene.

Hodas artikel i Youm7

Historien skabte stor fokus på problemet i Egypten og førte til, at den sudanske ambassade i Kairo tog affære. En stor del af både dem, som ulovligt køber sig til et nyt organ, og dem som i desperation sælger dem, er sudanesere. Men en ny task force på den sudanesiske ambassade undersøger nu hver eneste anmodning om en organtransfusion. Det forhindrer banderne i at gennemføre officielle operationer på falske papirer.

»Jeg er utrolig glad for den reaktion, der kom på min historie. Der er ingen tvivl om, at det har ramt de kriminelles forretning hårdt«, siger Hoda Zakaria, som også samarbejdede med BBC om at lave en dokumentarudsendelse baseret på hendes arbejde.

“Jeg er utrolig glad for den reaktion, der kom på min historie. Der er ingen tvivl om, at det har ramt de kriminelles forretning hårdt.”

Hoda Zakaria
Journalist

Hun er dog ikke nervøs for, at hendes risikable arbejde vil få konsekvenser for hende selv.

»Eftersom artiklerne skabte så meget støj, kan mafiaen ikke røre mig. Hvis de gjorde det, ville det kun sætte endnu større fokus på dem, men de ønsker at arbejde i stilhed. Jo mindre omtale jo bedre«, forklarer hun.

Hoda Zakaria har tidligere været igennem adskillige kurser i undersøgende journalist gennem organisationen Arab Reporters for Investigative Journalism (ARIJ), som er finansieret af International Media Support i København under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.