2 min.

Mosireen udfordrer fortællingen om Egyptens revolution

Foto: IMS

”Intet har ændret sig. Mange tror stadig, at vi er i en post-revolutionsfase, hvor vi tester demokratiet. Men det er ikke tilfældet,” Sådan siger Philip Rizk, en 31-årig uafhængig filmmager og aktivist. Han er en del af Mosireen gruppen, der fra sin base i det centrale Kairo arbejder for at styrke den aktivistiske medieformidling af aktuelle begivenheder i Egypten.

Alle, der har lyst, kan komme forbi Mosireen og låne videoudstyr, redigere film og få sparring til vinkling af historier. Mosireen udgiver sine videoer på Youtube, hvor de når ud til tusindvis af seere. Under revolutionen i 2011 var Mosireen den mest sete Youtube kanal i hele Egypten.

Mosireens seneste video handler om tortur af seksuel karakter – noget, der ifølge egyptiske menneskeretsgrupper bliver mere og mere udbredt. Gennem interviews med ofrene fortæller videoen ikke alene om selve torturen og om, hvordan den har påvirket ofrenes liv. Videoen er også en påmindelse om, at intet har ændret sig, siden revolutionen begyndte i 2011, forklarer Philip Rizk:

”Seksuel tortur er en gammel strategi. Det fandt sted under Mubarak, og det finder sted nu,” siger han og fortsætter:

”Nogle af de mennesker, vi interviewede, har også optrådt i mainstream medier, men der bliver historien fremlagt som noget sensationelt. Med vores video prøver vi at få folk til at tænke ud af boksen – og forbi den kollektive fortælling, som mainstream medierne skaber,” siger han.

Skabt under revolutionen

Mosireen så dagens lys i dagene omkring den 11. februar 2011, hvor Mubarak blev væltet. Revolutionen førte til en eksplosion i den alternative mediedækning, hvor borgere, bevæbnet med mobiltelefoner og kameraer, gav sig i kast med at dokumentere de aktuelle begivenheder. For Mosireen handler det om at arbejde for social retfærdighed og for et bedre samfund.

“Alle medier er drevet af en dagsorden. Vores dagsorden går forbi revolutionen. Når folk samler sig i tusindvis i gaderne, er det en meget kraftfuld ting, og vi støtter det naturligvis – men vi er ikke selv ikke aktive på den front. Vi prøver i stedet at flytte den fortælling, som mainstream medierne kommer med,” siger Philip Rizk.

På et endags seminar i Kairo den 26. juni, satte Mosireen og International Media Support fokus på aktivisme og medier i Egypten. Her blev der blandt andet diskuteret, hvordan alternativ mediedækning kan udfordre de etablerede mediers dagsorden, hvordan aktivister tilpasser sig Egyptens nye medielandskab, og hvordan publikum agerer i forhold til de nye medier.

Læs mere om Mosireen på International Media Supports hjemmeside