6 min.

Rejse til friheden

Arkivbillede

‘knirk, knirk’. Fodtrin i iskold sne er en helt speciel lyd. Ikke mindst for Sheida Jahanbin, 26 år og iransk journalist, som flyttede til Norge for nogle måneder siden. For hende er lyden af knirkende sne lyden af tryghed efter over to års usikker tilværelse i landflygtighed.

Jeg møder Sheida Jahanbin en dag i december i den iranske eksilradio Zamanehs kontorer i hjertet af Amsterdam. Udenfor haster hollændere afsted for at nå alt i tide før jul, og indendøre er Sheida og fire andre eksiliranere travlt optagede med at producere radioreportager.

De deltager i et kursus arrangeret af den iranske eksilradio Zamaneh og mediestøtteorganisationen International Media Support, som forsøger at hjælpe iranske journalister i landflygtighed med at finde en måde, hvorpå de kan fortsætte deres aktive virke som journalister.

Sheidas radioreportage handler om de seneste to år af hendes liv og mødet med Norge – og de knirkende fodspor i sneen afslører hendes talent for at skabe billeder med lyd.

”Jeg vil fortælle alle, der gider høre det, hvordan det iranske styre behandler sine borgere.

Jeg interesserede mig ikke for politik men skrev om kultur i Iran. Men efter det der er sket, føler jeg det er min pligt som journalist at fortælle alle i verden om, hvad der foregår, simpelt hen fordi jeg ved hvad der sker med journalister og andre borgere.

Jeg synes det er enormt vigtigt at folk hører og forstår, hvor forfærdelig en tid, det er for folk i Iran,” siger Sheida på selvlært engelsk.

Flugten

For lidt over to år siden flygtede hun og hendes mand fra hjembyen Teheran uden at fortælle familien noget eller aflyse deres nært forestående bryllup. De krydsede grænsen mellem Iran og Tyrkiet til fods for at undslippe det iranske regimes hårdhændede fremfærd mod journalister.

Endnu to år før, da Sheida er blot 22 år gammel, læser hun og hendes mand journalistik på universitetet i Teheran. En dag bliver Sheidas mand arresteret og dømt til døden. Baggrunden er ifølge Sheida, at hendes mand på sin weblog har advaret andre bloggere om en kvinde, der angiver bloggere til myndighederne under falske anklager.

”Min mand lagde indlægget ud på sin blog om morgenen, og om eftermiddagen ventede de på ham derhjemme. Først da begyndte de at undersøge, hvad han egentlig havde skrevet på sin blog, og så fabrikerede de anklagen om blasfemiske skriverier om muslimernes profet, Muhammed, hvilket førte til dødsdommen over min mand,” siger Sheida.

Dødsdommen bliver dog omstødt på dommerstemmerne 3-2, men Sheidas mand sidder fængslet i to år, og Sheida ser ham første gang, da han en dag møder op på universitetet for at gå til eksamen, iført lænker og håndjern. Han bliver midlertidigt løsladt men har stadig fem års fængsel hængende over hovedet, og det er her, at de to unge mennesker beslutter sig for at gifte sig og at flygte.

”Jeg blev bange, da jeg blev indkaldt til forhør og de forsøgte at lokke mig til at vidne mod min mand,” fortæller Sheida.

De betaler en klækkelig sum penge til en menneskesmugler, som fører dem over grænsen til Tyrkiet. De er i sikkerhed, men nu følger to år i helvede. ”Det var de to værste år af mit liv,” siger Sheida i dag.

Selvom Sheida og hendes mand er lykkelige over at være sluppet ud af Iran i live, er tilværelsen i Tyrkiet nærmest ubærlig. Iranske flygtninge har i det hele taget svære kår i Tyrkiet, men som journalister er det endnu værre, fortæller hun og beskriver, hvordan de blev chikaneret:

”De tyrkiske myndigheder spurgte os hele tiden, hvor vi skrev artikler og hvad vi skrev om, og det var meget svært at skrive hvad vi ville,” siger hun.

Det er almindeligt kendt, at forholdet mellem Tyrkiet og Iran er en konstant balancegang på en knivsæg, og vedholdende rygter vil vide, at den iranske efterretningstjeneste indimellem opererer på tyrkisk territorium.

Derfor er journalister og forfattere og andre iranske dissidenter ugleset i Tyrkiet, fordi kritiske skriverier mod styret i Teheran af iranere bosiddende i Tyrkiet gør denne balancegang meget vanskelig for den tyrkiske regering.

Det er derfor ikke utaknemmelighed over den gave, livet er, eller den husly Tyrkiet har givet dem, der driver Sheida og hendes mand til at søge videre. Men de er desperate ved tanken om at være sluppet ud af et fængsel for blot at flytte ind i et nyt.

De flygtede jo netop, fordi de nægtede at blive bragt til tavshed af det iranske styre, og derfor kan de ikke bære tanken om at overleve men ikke fortsætte arbejdet som journalister.

Urolighederne efter valget i Iran

For Sheida og hendes mand bliver situationen yderligere kompliceret af, at FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR ikke just er verdens hurtigste til at hjælpe det unge par. Og da flygtningestrømmen fra Iran tager til efter de folkelige opstande oven på det iranske valg i sommeren 2009, står de ‘nye’ flygtninge højere på UNHCR’s prioriteringsliste.

Det virker paradoksalt, fordi Sheida og hendes mand har været aktivt involverede i at sprede seneste nyt om folkeopstanden og det iranske styres nedkæmpelse af al kritik. Via Internettet får de løbende nyt fra deres venner og kontakter hjemme i Iran, som de beskriver og sender videre på weblogs, facebook og twitter for at råbe verden op.

Sheidas artikler bliver opsnappet af de iranske myndigheder og Sheida får besked om at hendes far er blevet afhørt om hendes skriverier fra Tyrkiet. Det skræmmer hende og får hende til at gå UNHCR på dørene, men hun er samtidig fast besluttet på at fortsætte arbejdet.

”Hver gang telefonen ringede, var jeg bange for at det var mine forældre, som fortalte, at de er blevet fængslet. Jeg er stadig bange, selvom min familie støtter mig. Men samtidig føler jeg, at det er min pligt at fortælle verden, hvad det er for et regime præsident Ahmedinnijad (Irans præsident red.) står i spidsen for, og hvilket fantastisk land Iran faktisk kunne være,” siger hun med længsel i stemmen.

På vej til et aktivt liv i Norge

Pludselig en dag i foråret 2010 kommer der godt nyt fra UNHCR. Norge har tilbudt de to unge iranske journalister asyl, og i sensommeren 2010 flytter Sheida og hendes mand ind i en lejlighed i Oslo.

”Den dag, vi trådte ind over tærsklen til vores nye bolig, var den bedste siden vi forlod Iran. Og den nat sov jeg for første gang roligt og trygt i mere end to år,” siger Sheida med en perlende latter og livlige øjne.

Nu begynder et nyt liv i Norge. Sheida og hendes mand bliver introduceret til begrebet ’kommune’, sprogkursus i norsk – og de nyder friheden og arbejder atter aktivt som skribenter og fortæller dagligt om situationen i Iran.

”Jeg vil lære norsk og drømmer om at arbejde som journalist her i Norge. Jeg vil blive ved med at fortælle om situationen i Iran – og andre uretfærdigheder, hvor de end finder sted,” fortæller Sheida.

Med sine nyvundne færdigheder med at producere radioreportager, har Sheida fået et nyt ’våben’. Hun håber at producere flere radioreportager om det iranske styre og at få dem udsendt på radio, Internet og andre steder, hvor der er ører, som vil lytte.

Under workshoppen i Amsterdam har direktøren for Radio Zamaneh allerede tilbudt at sende Sheidas radioreportage ud i radioens internet- og satellitbårne programmer, som dagligt aflyttes af mindst 20,000 iranere verden over.

Det kalder smilet frem hos alle, da Sheidas reportage når til et lydklip, hvor den norske sproglærer højt siger: ”Nei” og klassen lydigt gentager efter ham i kor: ”Nei”.