4 min.

Statsmedier i vildrede

Arkivbillede

Der er sagt og skrevet meget om de sociale mediers rolle i revolutionerne i Tunesien og Egypten, og de fyldte også en del på den konference IMS og Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet afviklede i begyndelsen af september. Men også de traditionelle statsmedier og deres rolle og fremtid blev behandlet.

Ph.d.-stipendiat ved instituttet Ehab Galal beskrev hvordan de egyptiske statsmedier under revolutioen gennemgik en række faser fra at ignorere og benægte demonstrationerne, over at nedgøre demonstranterne efterhånden som krisen spidsede til, til at vende helt rundt det øjeblik Mubarak faldt.

Men skiftet kom først, da revolutionen var en realitet, og institutionerne står tilbage med meget lidt troværdighed i offentligheden

I Tunesien var der et lignende forløb. Sonia Hajri fra Sorbonne Nouvelle i Paris beskrev den statslige Kanal 7 før revolutionen som ”Propagandatv uden plads til kritisk journalistik”.

Til gengæld har den nye ledelse fuld gang i et opgør med fortidens rolle som tandløst talerør for regimet, ligesom stationen har fået nyt navn: ”Tunisié 1”. Den nye direktør Mokhtar Rassaa, har offentligt erklæret, at det er slut med flere ligegyldige programmer om kaniner: ”Vore programme vil blive værdige tl revolutionen”, lød hans statement.

Store udfordringer

Men det er lettere sagt end gjort.

”De har udskiftet logoet men ikke folkene, som arbejder der,” lød diagnosen fra Sonia Hajri, der pegede på en lang række udfordringer.

Det gælder ikke mindst uddannelse af de 1400 medarbejdere, der ingen ide har om, hvad kritisk journalistik er. Desuden mangler der juridiske rammer, der er ingen adgang til information og stationens udstyr er fra ’80-erne. Der er et åbenlyst behov for støtte fra udlandet.

”Der er uddannelse i gang – men samtidig skal valget dækkes,” pegede hun på på konferencen. Det første frie valg i Tunesien finder sted 23. oktober.

”Og så er der en tillidskrise. Folk tror ikke på det selv om de prøver,” slog hun fast.

Samtidig ved ingen, hvor mange, der faktisk stadig ser på det statslige tv. Der er ikke lavet seerstatistikker siden revolutionen, og dem fra før er helt upålidelige. Men både de private kanaler og de internationale sattelitkanaler er vidt udbredte.

Private medier også med begrænsninger

For lige som Egypten har Tunesien også en række private medier både skrevne og elektroniske. Og selv om de også har været underlagt censur så har især de skrevne medier i Egypten hele tiden haft en noget større uafhængighed. Men i begge lande er aviserne forholdsvis elitære medier med begrænset rækkevidde.

Uden for de veluddannede cirkler i de store byer er dækningen ringe, og det samme gælder de sociale medier, der ellers spillede en central rolle for aktivisterne i revolutionerne. Blandt den brede befolkning på landet og i storbyernes fattigkvarterer er det radio og tv, der tæller.

Når det gælder Tunesien, så pegede ph.d.-studerende Rikke Hostrup Haugbølle på, at de private radio- og tv-stationer, der er oprettet efter de blev tilladt i 2003 har givet plads til en vis debat og i det hele taget været langt mere i øjenhøjde med befolkningen.

Direkte politisk kritik af Ben Ali-styret var der ikke tale om, men især radiostationerne har taget tabuemner op så som AIDS, forholdet mellem kønnene og korruptionen i landet.

Så på trods af censuren, har de skabt et rum, hvor det er legalt at have forskellige meninger. Det har forstærket folkelige stemmer, og det har virket tilbage på statstv, der allerede før revolutionen var begyndt at behandle nogle af de samme emner.

Til gengæld har de private medier også deres kraftige begrænsninger. Den første af de private radiostationer, der gik i luften, er kontrolleret af Ben Alis svoger, en anden af hans svigersøn, en tredje af en af hans døtre. Også de uafhængige tv-stationer er kontrolleret af folk med tætte forbindelser til det tidligere regime.

Og selv om nogle af de bindinger måske falder væk i oprydningen efter præsidentfamiliens korruption, så var Sonia Hajris tillid til deres rolle begrænset.

”De er ledet af folk, der bruger dem til at promovere sig selv,” slog hun fast

Magthavere på rygraden

Og i det hele taget er både statsejede og private medier mindst lige så afhængige af den poltiske udvikling, som det politiske liv er afhængig af udvikling af frie medier.

”Hvis det politiske landskab bliver mere pluralistisk, så er der håb om at medierne også bliver det,” lød vurderingen fra Ehab Galal.

Også i Egypten forsøger det statslige tv og radio at reformere sig selv og har fået ny ledelse, men der er stadig langt til en uafhængig journalistisk linje.

”De skæver stadig til de nuværende magthavere,” sagde Ehab Galal, om deres dækning af de perioder, hvor der har været fornyet uro og demonstrationer, hvor de har været meget tøvende indtil det var tydeligt, hvilken vej vinden blæste. Det har udløst store frustrationer hos de unge aktivister, hvor kampen mod censuren har stået centralt.

”Jeg er så vred. Det er fuldstændig det samme som før revolutionen, hvor medierne fuldstændig tier om begivenhederen,” lød reaktionen fra aktivisten og den politiske organisator Manar el-Gammal, dagen efter politiet skød med skarpt på demonstranter på Tahrirpladsen efter en fredagsdemonstration i april.

Og det mønster kommer det til at tage lang tid at komme af med mente Ehab Galal: ”Det er en rygmarvsreaktion”