6 min.

Tunesiske journalister kæmper for at bevare deres rettigheder

For ti år siden førte revolutionen i Tunesien til en markant forbedring af presse- og ytringsfriheden til stor glæde for landets journalister. Men kampen fortsætter, for den uafhængige journalistik er stadig udfordret.

Den 14. januar 2011 var skelsættende for den dengang 30-årige tunesiske journalist Mabrouka Khedir. Det var dagen, hvor den tidligere mangeårige diktator Ben Ali flygtede fra Tunesien, og dagen, hvor hun følte, at hun fik et nyt liv.

“Jeg blev en ny person og fik nærmest en helt ny identitet. Inden revolutionen følte jeg både personligt og professionelt, at alle kontrollerede mig, men efter revolutionen blev alting meget nemmere. Jeg kunne frit ringe til kilder uden at blive overvåget, og jeg kunne sige min mening offentligt. Den følelse af frihed er enorm vigtig for, at folk kan være glade og afslappede,” siger hun.

I dag sidder Mabrouka Khedir på sit kontor hos nyhedsmediet Assabah News lidt nord for hovedstaden Tunis. For få måneder siden sagde hun ja til at blive chefredaktør og stå i spidsen for at styrke mediets digitale indhold, efter hun i flere år havde arbejdet som korrespondent for blandt andet Deutsche Welle og undervist i undersøgende journalistik. Hun havde nemlig et ønske om at involvere sig endnu mere i mediebranchen i Tunesien, så journalistikken kan stå stærkere i fremtiden.

“Jeg har mange idéer, og jeg håber, at jeg kan være med til at højne kvaliteten og udvikle det visuelle indhold. Vi er heldige, at vi frem til i dag har haft succes med at bevare ytringsfriheden og pressefriheden, men vi skal være opmærksomme. For presset på os stiger, og vi er nødt til at forbedre journalistikken, hvis vi fortsat skal stå imod og bevare vores rettigheder. Det er dét, jeg kæmper for.”

 

Pressefriheden sat på prøve

Tunesien er et af de eneste lande i regionen, der har formået at opnå pressefrihed og ytringsfrihed efter revolutionen. I andre lande er der store problemer med sikkerheden for journalister, der løbende fængsles for at udføre deres arbejde. Lande som Egypten (166), Libyen (165), Syrien (173) og Marokko (136) er placeret i den dårlige ende af det såkaldte pressefrihedsindeks udarbejdet af Reporters Without Borders (RSF), hvorimod Tunesien har gennemgået en mere positiv udvikling. Nye og innovative medier er blomstret frem, og journalister kæmper for at udføre uafhængig journalistik, der holder magthaverne ansvarlige for deres handlinger.

Men trods de positive tendenser er det også en mediebranche, der står over for store udfordringer i forhold til økonomi, transparens og pres fra magthaverne, der forsøger at styre mediernes dagsorden, fortæller Kamel Labidi, tunesisk journalist, medieekspert og tidligere leder af Den nationale myndighed for information og kommunikation.

Beslutninger fra den uafhængige kommission for audiovisuelt indhold, HAICA, bliver for eksempel ikke altid overholdt, og i dag har man radio- og tv-stationer, der sender, selvom de ikke har licens til det. Så kampen for, at organer som HAICA kan udføre deres arbejde, er stadig i gang,” siger han.

HAICA’s rolle har været central for Tunesiens demokratiske overgang, da den for eksempel skal godkende nomineringer af medieledere og tildele frekvenser til nye tv- og radiostationer. Men det er ifølge Kamel Labidi de beføjelser, der nogle gange er under angreb.

 

Fagforbundets store betydning

Et af de seneste eksempler på en konflikt mellem journalister og de tunesiske myndigheder var i april, hvor nyhedsbureauet Tunis Afrique Presse (TAP) blev stormet af politiet for at stoppe protester blandt journalisterne. Journalisterne protesterede imod udpegningen af Kamel Ben Younes som ny direktør for bureauet, da journalisterne mente, at udpegningen var politisk motiveret, og at Younes var for tæt på det islamistiske parti Ennahda, der har flertal i parlamentet.

Flere journalist- og menneskerettighedsorganisationer kaldte politiaktionen mod TAP en trussel mod pressefriheden i Tunesien, og de tunesiske journalisters fagforening (SNJT) arrangerede demonstrationer foran TAP, der til sidst førte til, at regeringen trak sin beslutning om at indsætte Kamel Ben Younes tilbage.

SNJT er støttet af International Media Support (IMS), der kæmper for pressefrihed og uafhængig journalistik i Mellemøsten og Nordafrika i samarbejde med Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP). I 2019 var det selvsamme fagforening, der underskrev en aftale med regeringen, hvor journalisters sociale, økonomiske og moralske rettigheder blev anerkendt.

Siden revolutionen har fagforeningen spillet en afgørende rolle i kampen for at opnå og fastholde rettigheder for journalister, mener Kamel Labidi.

“SNJT er en meget vigtig instans. Den vigtigste bedrift efter revolutionen er ytringsfriheden og pressefriheden, og havde det ikke været for modstanden fra fagforeningen og civilsamfundet generelt, ville Tunesien helt sikkert have taget nogle skridt tilbage i udviklingen, fordi magthaverne ikke har haft fokus på at forsvare journalisternes rettigheder,” siger han.

Samme holdning har Mabrouka Khedir. Hun er medlem af SNJT og ser fagforbundet som et essentielt bindeled mellem journalister og magthavere.

“Vi er nødt til at stå sammen, når der er problemer og angreb mod os. For mig er det den vigtigste organisation, fordi den formår at mobilisere journalister og opretholde en dialog med regeringen. Civilsamfundets evne til at stille sig op og kæmpe for at bevare vores rettigheder er noget af det mest positive, vi har,” siger hun.

Ifølge Kamel Labidi har civilsamfundet og journalisternes kamp efter revolutionen i Tunesien også fungeret som en inspiration for resten af regionen.

“Der er skabt en større bevidsthed omkring, hvor vigtigt pressefrihed og menneskerettigheder er, og det er også derfor, at man ser ngo’er på tværs af landegrænser udsende fælles erklæringer, hvis der finder angreb sted mod journalister eller menneskerettighedsforkæmpere. Det er en fælles kamp,” siger han.

 

Nødt til at være optimist

På Mabrouka Khedirs kontor er hun ved at opbygge en ny strategi for Assabah News, der består af 12 medarbejdere. Hun er stolt af journalisternes indsats de seneste ti år, men pointerer flere gange, at det kun er begyndelsen på en lang og sej kamp.

“Journalister og medier i Tunesien lider fortsat meget og ikke kun i forhold til deres rettigheder. Mange medier har økonomiske problemer, og journalister bliver ikke ordentligt betalt og har ikke kontrakter. Den politiske og økonomiske ustabilitet påvirker journalister, ligesom den påvirker resten af befolkningen, så jeg tror, at vi er nødt til at se en generel forbedring i samfundet, før vi kan forbedre kvaliteten af journalistikken og arbejdsforholdene.”

Hendes håb for mediebranchen er, at der bliver skabt en ordentligt mediestrategi, der prioriterer den frie og uafhængige presse.

“Problemet i Tunesien er, at der fortsat er folk, der prøver at styre medierne. Der er ikke blevet ryddet op, og nogle medier er stadig ejet af forretningsmænd og politikere. Det er meget farligt, hvis vi efterlader medierne i hænderne på dem. Det er ikke godt for pressefriheden. Jeg håber, at vi vil se flere medier, der ejes af journalister, fordi de forstår vigtigheden af uafhængig kvalitetsjournalistik og pressefrihed,” siger hun og fortsætter:

“Vi er på en meget svær rejse, og der er mange udfordringer, men vi er nødt til at være optimistiske og blive ved med at kæmpe. Ellers sker der ikke nogen forandringer.”