Civile uden civilsamfund

Graffitier i Benghazi, Libyen

Den næsten totale mangel på et civilsamfund gør det svært bare at få pålidelige efterretninger om, hvad der foregår.

Det har altid været svært at få pålidelige efterretninger ud af Libyen på grund af styrets hårde kontrol med alle oppositionsgrupper. Heller ikke de internationale organisationer kan arbejde i landet.

For eksempel har EMHRN (Euro-mediterranean Human Rights Network) har indtil nu kun haft et enkelt libysk medlem, og det har været en eksilgruppe, Den Libyske Liga, som ikke er nogen særlig stærk organisation.

Selv de største af de internationale menneskeretsorganisationer er kun sporadisk til stede i landet. De få der har folk inde i Benghazi holder ret lav profil af hensyn til deres sikkerhed, mens andre er til stede ved grænserne.

I Tripoli og den øvrige del af Libyen, der er kontrolleret af Gadaffi, er der ingen organiserede grupper, og der kommer kun spredte oplysninger ud. EMHRN har ikke haft resurser til at registrere og verificere dem.

Migranter i klemme

Der er ellers problemer nok – på begge sider. Den helt store bekymring er de mange migranter, der virkelig er kommet i klemme. Ingen tager sig af alle de arbejdere, der er fra Somalia, Eritrea og andre steder i Afrika, og oprørerne mistænker mange af dem for at være Gadaffis lejesoldater.

Det eneste EU har gjort er at forsøge at sikre sig, at Tunesien forhindrer dem i at komme over til Europa.

Med meget få redskaber til både at dokumentere og forebygge overgreb i den akutte krise, så handler EMHRN’s arbejde meget om at forsøge at komme i gang med at bygge et netværk op, især i de dele af landet oprørerne kontrollerer.

”Vi vil gerne vide hvem, der er hvem, i Benghazi. Hvem er det, der er civlsamfundsgrupperne?”, siger Marc Schade-Poulsen.

Eller måske snarere, hvem er det, der skal blive til civilsamfundsgrupperne. For foreløbig handler det om meget løse grupperinger.

”Der er er nogle grupper, som aldrig har kunne organisere sig. For eksempel grupper af advokater. Dem forsøger vi at få kontakt til i Benghazi”, siger han. På samme måde ved man også, der er forskellige folk i Tripoli – men her er der ingen der tør stikke hovedet frem lige nu.

”Det er nok ikke tilfældigt, at det er i Libyen, revolutionen er endt med væbnet kamp. Der er stort set ikke noget etableret civilsamfund, der har kunnet spille en rolle”, siger Marc Schade-Poulsen

Amnesty om menneskerettighederne i Libyen