I 20 år lå klagerne og samlede støv – men i dag overvåger instans endelig Tunesiens brud på menneskerettighederne

I Tunesiens nationale menneskerettighedsinstitut dokumenteres de brud på menneskerettighederne, som Tunesiens myndigheder begår. I mere end et to årtier udførte centret slet ikke deres opgave, men med hjælp fra Institut for Menneskerettigheder er de nu ved at vinde befolkningens og omverdens tillid tilbage.

Nasser Kefi husker stadig det uoverskuelige rod, der mødte ham og hans kolleger, da de åbnede døren til arkivet i 2015. Papcharteker, beskidte konvolutter og håndskrevne A4-dokumenter spredt ud over gulvet og i vakkelvorne stabler på bordene.

Her befandt sig mindst 11.000 klager fra den tunesiske befolkning over politivold, tortur, chikane og alverdens andre former for brud på menneskerettighederne. Siden 1991 har Tunesiens borgere kunnet klage over myndighedernes overgreb til den såkaldte Overkomité for Menneskerettigheder og Fundamentale Friheder (CSDHLF) – en tunesisk pendant til det danske Institut for Menneskerettigheder.

“Når man ønsker at forbedre menneskerettighederne, er dokumentation og fakta helt afgørende. Vores opgave er at dokumentere, hvilke forbrydelser myndighederne begår og har begået i Tunesien,”

Nasser Kefi

Men da Nasser Kefi og kollegerne åbnede døren til arkivet i 2015, var ikke én eneste af klagerne endnu blevet behandlet.

Det blev nu deres opgave at få styr på 24 års borgerklager og opbygge en stærk, uafhængig instans i det tunesiske samfund, som dokumenterer overgreb mod befolkningen.

“Når man ønsker at forbedre menneskerettighederne, er dokumentation og fakta helt afgørende. Vores opgave er at dokumentere, hvilke forbrydelser myndighederne begår og har begået i Tunesien,” forklarer Nasser Kefi, der er nærmeste rådgiver til komiteens præsident.

Ubrugelig i mange år

Nasser viser stolt rundt i arkivet i Tunis. I dag står alle de klager, som tidligere lå og flød, nydeligt opstillet side om side i kronologisk orden. Han finder den første klage frem, som komiteen nogensinde modtog.

Marts 1991. En mandlig oppositionsaktivist klagede over, at diktaturet havde konfiskeret hans pas, så han ikke kunne forlade Tunesien og rejse i eksil.

“Den klage var forgæves – ligesom de fleste andre dengang,” siger Nasser Kefi.

Allerede da dokumentationscentret blev grundlagt i 1991, hed det, at det skulle være uafhængigt af regeringen og informere omverden om brud på menneskerettighederne i Tunesien. Men i praksis var komiteen alt andet end uafhængig. Tunesiens diktator Ben Ali ønskede at give et indtryk af, at alt var perfekt i Tunesien. Og så duede det naturligvis ikke at tillade en uafhængig statslig instans at give et helt andet – og mere korrekt – billede, forklarer Nasser Kefi.

“Når komiteen lavede rapporter før i tiden, blev de i virkeligheden lavet fra præsidentkontoret,” siger han.

Derfor var komiteen reelt ubrugelig i mange år, og derfor lå klagerne bare og flød i arkivet.

“Når komiteen lavede rapporter før i tiden, blev de i virkeligheden lavet fra præsidentkontoret,”

Nasser Kefi

I 2011 tvang enorme massedemonstrationer i Tunis og flere tunesiske byer Ben Ali til at trække sig som præsident. Et skrøbeligt demokrati vandt frem, og Tunesien viste sig som Det Arabiske Forårs eneste succeshistorie. Det var dog først i 2015, at menneskerettighedsinstituttet fik tilført nye midler fra staten, og komiteen kunne begynde sit arbejde – med hjælp fra Danmarks Institut for Menneskerettigheder, som siden 2014 har arbejdet sammen offentlige instanser i Tunesien om at styrke det tunesiske menneskerettighedssystem.

Effektiv klagebehandling skaber mere åbenhed

Rådgivere fra Institut for Menneskerettigheder har flere gange besøgt Tunis, og komiteens medarbejdere har været i København – de to partnere samarbejder blandt andet løbende om at forbedre kvaliteten af komiteens arbejde ved at forbedre deres klagebehandlingssystem og træne komiteens medarbejdere.

“Vi arbejder i meget forskellige kontekster. Men vi håber, at vi blandt andet kan inspirere til at skabe en mere effektiv klagebehandling og skabe yderligere åbenhed over for den tunesiske befolkning,”

Karina Pultz

Derudover har Institut for Menneskerettigheder også samarbejdet med det tunesiske menneskerettighedsministerium om at skabe en ny lov, der lever op til FNs Paris-principper, som kræver, at et menneskerettighedsinstitut har tilstrækkelig uafhængighed fra regeringen og tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre arbejdet.

Og selvom det danske institut opererer i et helt andet menneskerettighedsklima end det tunesiske, har de danske repræsentanter kunnet give brugbare råd til den mindre erfarne tunesiske komité, vurderer Karina Pultz, programleder for Nordafrika og Mellemøsten hos Institut for Menneskerettigheder.

“Vi arbejder i meget forskellige kontekster. Men vi håber, at vi blandt andet kan inspirere til at skabe en mere effektiv klagebehandling og skabe yderligere åbenhed over for den tunesiske befolkning,” siger hun.

”Alt vores arbejde handler jo sidste ende om at sikre den tunesiske borgers rettigheder”.

Hun glæder sig over, at Institut for Menneskerettigheder kan være med til at fremme menneskerettighederne i det nye tunesiske demokrati.

“Det giver rigtig meget mening at støtte Tunesien i disse år. Det momentum, som blev skabt af det arabiske forår, er trods alt stadig til stede i Tunesien i sammenligning med stort set alle andre steder i Mellemøsten og Nordafrika. Og selvom der stadig er forhindringer, er der også et stærkt ønske om at opbygge demokratiske instanser,” siger hun.

Instituttets arbejde i Tunesien er støttet af Udenrigsministeriet og er en del af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

“De gamle klager kan synes ligegyldige nu. Men det er aldrig nogensinde ligegyldigt at forstå, hvor grim situationen i Tunesien var bare for få år siden,”

Nassim Kefi

For nylig er dokumentationscentret blev færdig med en tidskrævende opgave: alle 11.000 gamle klager – samt flere tusinde nye klager fra de seneste år – er blevet scannet og digitaliseret.

Men hvad kan de bruge alle de tidligere klager til?

“Det er nok det spørgsmål, som folk oftest stiller os,” smiler Nassim Kefi, som er direktør for Tunesiens nationale menneskerettighedsinstitut.

“De gamle klager kan synes ligegyldige nu. Men det er aldrig nogensinde ligegyldigt at forstå, hvor grim situationen i Tunesien var bare for få år siden,” siger han og forklarer, at journalister, researchere og forskere blandt andre har fået adgang til arkivet.

Klagerne tikker stadig ind 8 år efter revolutionen 

Dokumenterne er også i enkelte tilfælde blevet delt med den såkaldte Sandheds- og værdighedskommission (IVD) – en kommission, som skal undersøge og retsforfølge de groveste menneskerettighedsovergreb, som det tidligere styre har begået.

Selvom Ben Ali-regimet nu er væltet, tikker der stadig klager ind fra tunesere i hele landet. Der kommer dog færre klager i dag end i diktatur-tiden. Det er der to årsager til, forklarer direktøren Nassim Kefi.

For det første foregår der færre brud på menneskerettighederne i det nye tunesiske demokrati. For det andet har komiteen endnu ikke genvundet tilliden i den tunesiske befolkning,

efter alle de år, hvor borgernes klager bare endte på gulvet.

“Vores vigtigste og sværeste opgave er at overbevise befolkningen om, at vi ikke længere arbejder som før i tiden,” siger Nassim Kefi.

Derfor er komiteen nu gået i gang med en dokumentationsoffensiv, der skal gøre det tydeligt for alle og enhver, at de tager deres arbejde alvorligt. De seneste år har de egen opfordring foretaget undersøgelser og dokumenteret fakta i en række vigtige sager:

I det sydlige Tunesien havde en familie kontaktet komiteen, fordi deres søn var død i fængslet. Myndighedernes forklaring hed, at det var et hjertestop. Men komiteen fik gravet liget op og foretaget en ny obduktion 300 kilometer væk fra stedet –  den nye undersøgelse fandt beviser på grov tortur.

I det nordvestlige Tunesien havde en mand mistet livet efter at være blevet sendt i detentionen af Nationalgarden. Den officielle rapport forklarede, at det var selvmord. Men da detentionscellerne netop er indrettet til at gøre selvmord umuligt, gik komiteen ind i sagen. De talte med en række vidner, som havde hørt skrig fra cellen.

I disse alvorlige tilfælde, har komiteen overdraget dokumentationen til domstolene, så de mistænkte kunne komme for retten.

I en anden sag bestod en handicappet mand en rekrutteringseksamen, der skulle have givet ham et job i et af ministerierne. Alligevel blev han valgt fra. Da komiteen undersøgte sagen og dokumenterede, at han var blevet diskrimineret, endte manden alligevel med at få et job.

Derudover har komiteen oprettet en ny hotline, som borgere kan ringe på, hvis de føler sig krænket af autoriteter eller myndigheder: 10 12 48 er telefonnummeret – en hyldest til FNs menneskerettigheder, som blev erklæret den 10. december 1948.

“Det er kun godt, at vi ikke finder frem til samme resultater. Det viser befolkningen og omverdenen, at vi i dag er fuldstændig uafhængige af politisk indblanding,”

Nassim Kefi

I de første fem måneder af 2018 har centeret allerede modtaget flere klager end i hele 2017. Og det er et godt tegn, vurderer Nassim Kefi.

“Det skyldes ikke, at myndighederne begår flere ulovligheder end sidste år. Det skyldes, at vores indsatser virker, og folk begynder at stole på os,” siger han.

De klager, som komiteen modtager, bliver blandt andet brugt til at udarbejde en stor, årlig rapport, der redegør for, hvordan Tunesien overholder og opretholder menneskerettighederne.

Den tunesiske regering udgiver en lignende rapport. Men helt i tråd med dokumentationscentrets status som uafhængig instans, kan der i dag være forskelle mellem de to rapporter.

Da de seneste rapporter blev offentliggjort, skrev komiteen blandt andet, at der stadig i vid udstrækning bliver anvendt tortur i de tunesiske fængsler. Det nævnte regeringens rapport intet om.

“Det er kun godt, at vi ikke finder frem til samme resultater. Det viser befolkningen og omverdenen, at vi i dag er fuldstændig uafhængige af politisk indblanding,” siger Nassim Kefi.