Foto: Gigi Ibrahim

Kvindekamp eller købekraft?

For nyligt samledes tre arabiske og en enkelt dansk debattør for at diskutere, hvad der er den bedste vej til styrkelse af menneskerettighederne i MENA. Bør der sættes hårdt ind for at sikre kvinders rettigheder? Eller skal man fokusere indsatsen på at skabe politisk stabilitet og økonomisk udvikling?

“Vi kan ikke tale om retfærdighed, hvis halvdelen af samfundet lider under ulighed. Vi kan ikke tale om statsborgerskab, hvis halvdelen af samfundet ikke får gavn af statsborgerskabet. Vi kan ikke tale om udvikling, hvis halvdelen af samfundet ikke er involveret i denne udvikling”.

Den tunesiske kvindesagforkæmper Bochra Belhaj Hmidas ord udtales tydeligt og langsomt på fransk og serveres for de ikke-franskyndige i publikummet forskudt via en tolk, hvis stemme sendes ud fra højtalere i loftet, så talen synes at komme fra himlen. Men Hmida taler ikke fra himlen, hun taler om de helt konkrete, jordnære problemer, der findes i Mellemøsten, når det handler om ligestilling og kvinders rettigheder; at kvinder mange steder er underlagte mandlige værger, at de er udsat for vold og har vanskeligt ved at opnå økonomisk uafhængighed.

“Vi kan ikke tale om retfærdighed, hvis halvdelen af samfundet lider under ulighed. Vi kan ikke tale om statsborgerskab, hvis halvdelen af samfundet ikke får gavn af statsborgerskabet. Vi kan ikke tale om udvikling, hvis halvdelen af samfundet ikke er involveret i denne udvikling.”

Bochra Belhaj Hmida
Formand, The Committee of Gender Equality i Tunesiens parlament

For Hmida giver det ingen mening at tale om økonomisk udvikling, før de problemer er løst. Men det er der delte meninger om i Den Sorte Diamant denne torsdag eftermiddag, hvor Danish Institute For Human Rights (DIHR) har inviteret til debat i samarbejde med KVINFO, Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram og Det Udenrigspolitiske Selskab.

Brød eller frihed?

For 6 år siden stod hundredetusindevis egyptere på Tahir-pladsen i Cairo og råbte i kor: bread, freedom and social justice. Det var tre basale krav fra en befolkning til en regering. Egypterne ønskede ikke noget enten-eller. De krævede det hele, og helst på én gang. Egypterne fik ikke meget af nogen af delene, og målt på både økonomi, civile rettigheder og ligestilling scorer MENA-regionens lande generelt meget lavt.

Det ligger som en præmis for debatten, at brød og frihed ikke er hinandens modsætninger – det er økonomisk udvikling og menneskerettigheder heller ikke. Flere af debattørerne nævner, at i den bedste af alle verdener skulle de arabiske befolkninger – præcis som de gjorde under det såkaldt arabiske forår – presse på for at stabilisere og forbedre økonomien og stå fast på krav om rettigheder som ligestilling, ytringsfrihed og beskyttelse af minoriteter. Men i denne verden må man desværre nogle gange vælge, hvor man vil sætte ind først.

Adam Hannestad og Sahar al-Attar

Til at debattere havde DIHR sat to hold: Et, der mener, at økonomisk udvikling er vejen frem. Et andet, der mener, at fokus på ligestilling og juridiske reformer er det første og bedste sted at starte.

I højre side af salen – i kvindekampens ringhjørne – står jurist og medlem af det jordanske parlament Asma Khader og Bochra Belhaj Hmida, som er formand for The Committee of Gender Equality i Tunesiens parlament.

På den venstre side står den yemenitiske journalist Sahar al-Attar, som er redaktør på det økonomiske magasin Le Commerce du Levant, og ved hendes side står dagens eneste mandlige, ikke-arabiske debattør, Politiken-journalist Adam Hannestad.

Som et bolværk er Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, placeret mellem de to hold. Ideen med at opstille debatten på denne måde er at få argumenterne trukket klart op, selvom DIHRs direktør, Jonas Christoffersen, i sin indledende tale indrømmer, at debatten på sin vis tager udgangspunkt i “et falsk dilemma”. Men debattørerne godkender dilemmaet, og der bliver talt og argumenteret heftigt gennem de tre timer debatten varer.

Ungdommen uden arbejde

For Salar al-Attar og Adam Hannestad er der én ting, der forandres i Mellemøsten: Der skal skabes arbejde, særligt til de unge. Ungdomsledigheden i MENA-regionen er uhyggeligt høj. 30% af de 15-24-årige har ikke et arbejde, og tallene har set sådan ud i et årti.

“Vi skal give de unge nogle bedre fremtidsudsigter, ellers forlader de regionen. Og så er de mennesker, der skal kæmpe for rettigheder og lighed pludselig andre steder i verden, hvor de kan få et arbejde og et bedre liv,” siger al-Attar.

“Hvis vi skaber flere jobs, så vil magtbalancen i samfundet skifte, arbejderne kan begynde at kræve nogle basale rettigheder, og regimerne bliver nødt til at lytte til dem.”

Sahar al-Attar
Redaktør, Le Commerce du Levant

Hun tror, at hvis nationerne og virksomhederne pludselig er afhængige af borgernes arbejdskraft, så vil magten rykke sig.

“Hvis vi skaber flere jobs, så vil magtbalancen i samfundet skifte, arbejderne kan begynde at kræve nogle basale rettigheder, og regimerne bliver nødt til at lytte til dem,” siger hun.

Hun påpeger også, at selvom der er nogle lande i regionen, der har haft høje vækstrater, så findes der ingen “sunde” økonomier i Mellemøsten.

“Når jeg snakker om økonomisk udvikling, så mener jeg ikke vækst – de to ting er ikke det samme. Økonomierne i Mellemøsten skal omorganiseres fuldstændig. Vi skal begynde at producere – og ikke kun olie,” siger hun.

De mest velstillede af Mellemøstens lande er blevet rige på grund af olie, og selve olieudvinding kræver meget lidt arbejdskraft. Golflandenes befolkning får fx arbejde tildelt af regimet, og de får basale behov dækket. Når man lever på regimets nåde, er det vanskeligt at kræve forandringer. Derfor er det – for al-Attar – essentielt, at produktionen og dermed arbejdsmarkedet i regionen forandres radikalt.

“Når jeg taler om økonomisk udvikling, så mener jeg ikke vækst – de to ting er ikke det samme.”

Sahar al-Attar
Redaktør, Le Commerce du Levant

Og hun tror på, at det kan ske inden for en overskuelig fremtid. Særligt hvis de mange penge fra oliesalg bliver investeret i regionen i stedet for at blive placeret i Europa eller USA. Magten vil skifte fra regeringerne til befolkningen, som vil have mulighed for at kræve deres rettigheder.

Den “europæiske model”

Adam Hannestad er enig. Han mener, at den letteste måde, at få kvinder ud på arbejdsmarkedet er at skabe en jobsektor, hvor der ganske enkelt er mangel på hænder – hvor det er nødvendigt, at kvinder arbejder. Ikke som et moralsk imperativ, men som et økonomisk.

“I Danmark oplevede vi, at industrialiseringen og den teknologiske udvikling gjorde det absurd at argumentere for, at kvinder ikke skulle ud på arbejdsmarkedet, når nu vi havde brug for hænder,” siger han. Han mener, at man i grove træk godt kan lade sig inspirere af den europæiske kronologi, hvis man vil spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud i Mellemøsten.

“Jeg kan huske et tidspunkt, hvor vestlige ledere vanemæssigt bragte homoseksuelles rettigheder op, når de besøgte Egypten. Og lige så vanemæssigt blev disse ledere hånet i de egyptiske medier dagen efter.”

Adam Hannestad
Journalist, Politiken

Da han arbejdede som korrespondent i regionen, har han desuden ofte oplevet, at vestlige lederes krav om, at arabiske regeringer skal overholde menneskerettighederne, er blevet mødt med hån og anset som et neokolonialistisk forsøg på at ændre den arabiske kultur.

“Jeg kan huske et tidspunkt, hvor vestlige ledere vanemæssigt bragte homoseksuelles rettigheder op, når de besøgte Egypten. Og lige så vanemæssigt blev disse ledere hånet i de egyptiske medier dagen efter,” fortæller han.

Hønen eller ægget?

Det er ganske tydeligt, at hverken Khader eller Hmida har tænkt sig at vente på, at folk bliver uddannede, at regeringsledere omlægger økonomien, og at nationerne begynder at producere, før de vil se forandringer for regionens kvinder.

Og de har ikke kun moralske argumenter i ærmet, men også økonomiske. Rapporter fra blandt andre Verdensbanken viser, at økonomien vil forbedres markant, og væksten vil stige, hvis flere kvinder kommer i arbejde i MENA-regionen. Af de mange triste tal, der bliver slynget rundt i sådan en debat, så er et af de tristeste, at under 15% af Jordans kvinder er i arbejde – og det på trods af, at mange af dem er universitetsuddannede.

“Kvinderne taber. Men ikke kun kvinderne. Økonomien taber også,” siger Khader.

Asma Khader og Bochra Belhaj Hmida

Fælles for alle debattørerne er en vision om, at befolkningerne – og særligt ungdommen – ser myndighederne i deres region og deres nationer som noget, der inkluderer dem, hjælper dem og behandler dem med respekt. Og det er visionen om, at de unge ser regionen som et sted, hvor de vil arbejde og bo. Men vejen derhen er lang og ganske sikkert også kompliceret.

Debatten denne torsdag eftermiddag giver ikke klart svar på, om lige rettigheder forudsætter økonomisk udvikling eller omvendt.

Kan man nævne nationer, der har oplevet økonomisk udvikling, og hvor menneskerettighederne stadig bliver konsekvent ignoreret? Ja.

Kan man nævne nationer, hvor en økonomisk udvikling er blevet fulgt af forbedrede rettigheder for befolkningen, heriblandt kvinder? Ja, det kan man også.

Kan man nævne nationer, hvor økonomien er under pres, men hvor der alligevel er blevet skabt væsentlige juridiske og sociale fremskridt i forhold til ligestilling? Ja, Hmidas Tunesien er eksempelvis sådan et land.

Som Hannestad opsummerer: ”Vi er jo enige om målet, vi er bare ikke enige om vejen derhen.”

Farlig feminisme

Hmida og Khader er allerede i gang med at træde stierne. I Tunesien og Jordan er der blevet gennemført væsentlig juridiske reformer, der har forbedret forholdene for landets kvinder. Senest afskaffelsen af den omstridte artikel 308, der betød, at voldtægtsforbrydere i Jordan kunne slippe for straf, hvis de giftede sig med deres offer.

Hmida fortæller, hvordan hendes parti, Association of Women for Democracy, blev betragtet med stor skepsis fra Tunesiens tidligere præsident, Ben Ali.

“Han plejede at sige, at vi var det farligste oppositionsparti. Vi forstod det aldrig selv, vi var ikke særlig radikale, vores kritik var ikke specielt højlydt, og vi var ikke aggressive sammenlignet med partierne på det yderste venstre og det yderste højre,” fortæller hun.

“Vi spurgte ham [Ben Ali, red.]: Hvorfor mener I, at vi er så farlige? Og han svarede: Fordi feminisme er fuldstændig omstyrtende for de sociale relationer og hele samfundet.”

Bochra Belhaj Hmida
Formand, The Committee of Gender Equality i Tunesiens parlament

Ben Ali gik som bekendt af under det arabiske forår i 2011. Tunesien fik en ny regering, men holdningen her var den samme. En minister fra det islamistiske parti sagde præcist den samme sætning som Ben Ali.

“Vi spurgte ham: hvorfor? Hvorfor mener I, at vi er så farlige? Og han svarede: Fordi feminisme er fuldstændig omstyrtende for de sociale relationer og hele samfundet.”

Make Human Rights Great Again

Da publikum bliver bedt om at stemme på, hvad de mener er den rigtige vej frem, stemmer omtrent to tredjedele af salen på “kvinders rettigheder”. Men for at markere, at alle debattørerne trods alt er på det samme hold, overrækker Eva Grambye fra DIHR både debattørerne og Martin Krasnik en flot, rød kasket med ordene “Make Human Rights Great Again”.