Oprør, menneskerettigheder og dilemmaer

Ezzaddin al-Asbahi i panelet ved konferencen på Institut for Menneskerettigheder

”Vi har kun dårlige nyheder fra Yemen. Ikke hver dag, men hver time”

Sådan lyder det fra Ezzadin al-Asbahi, der er direktør for Human Rights Information and Training Center i Yemen, en af landets vigtigste menneskerettighedsorganisationer.

”Der er store farer. Menneskerettighedskrænkelserne er store og mangeartede”, siger han. Det handler om drab, forsvindinger, tortur og generel vold. Ytringsfriheden er trængt, både når det gælder pres mod demonstranterne, og aviser, der bliver brændt før, de når ud til salgsstederne.

Byer med demonstrationer oplever at vand og elektricitet er væk i ugevis, ingen olie, ingen internet.

”Hvis du støtter revolutionen, så er det din straf”, siger han.

Konflikten i Yemen og den radikalt forværrede menneskerettighedssituation har fået Institut for Menneskerettigheder til at udsende en udtalelse, der opfordrer den yemenitiske regering til at sørge for, at volden bliver standset, og gøre en fredelig overgangsproces mulig.

En menneskeretskatastrofe

Ezzadin al-Asbahi var for nyligt i Danmark til en konference arrangeret af instituttet. Det samme var Ammar Qurabi fra Syrien, som er direktør for den uafhængige National Organization for Human Rights.

”Syrien er en menneskeretskatastrofe”, siger han.

På mødet beskrev han, hvordan oprøret i Syrien er eskaleret, næret af vreden over regimets hårde hånd. Det hele begyndte, da 22 mindreårige blev arresteret i Deraa på grund af graffiti efter de første demonstrationer. Styret udsatte dem for tortur, og kampen for at få dem fri udløste større demonstrationer, der blev mødt med ny undertrykkelse.

Senere har især youtube-billeder af den 13-årige Hamza al-Khatib, hvis lig blev leveret tilbage til familien med brækket nakke, kastreret og med mærker af tortur, skudsår, elektriske stød og brændmærker, sat sindene i kog.

”Vi har navnene på mere end 6000 fængslede i Syrien. Brugen af tortur er systematisk”, siger han. ”1300 navngivne formodes dræbt. Heraf 50 børn under 18.”

Eliteenheder og paramilitære enheder er sat ind mod de i hovedsagen fredelige demonstrationer. Der er rapporter om, at der er blevet brugt kampvogne og snigskytter. Mange almindelige borgere er blevet arresteret på gaden uden at være del af protesterne.

PhD-studerende ved SDU, Erik Mohns peger på, at regimets taktik har forandret sig. Hvor det i begyndelsen reagerede ved at lægge afstand til en forhadt guvernør og trække upopulære love tilbage, samtidig med det forsøgte at holde oprøret nede med magt, så kaldte præsident Bashar el-Assad i sin seneste tale demonstranterne ”sabotører”, som det er nødvendigt at udskille.

”Muligheden for en dialog er forpasset”, siger Erik Mohns.

To scenarier

I Yemen har situationen været fastlåst siden præsident Ali Abdullah Saleh forlod landet for at få behandlet alvorlige granatsår i Saudi Arabien..

”Vi er i en venteposition. Saleh er væk, men hans regime er der stadig”, siger Ezzaddin al-Asbahi.

Han ser to scenarier. En fredelig overdragelse af magten eller, at Salehs søn og svoger, som kontrollerer regimet nu, holder fast. Det sidste risikerer at føre til borgerkrig.

”Folk er faktisk mere bange end før”, siger Ezzaddin al-Asbahi.

Nøglen er på mange måder de forskellige stammegrupper i landet. Stammerne er som hovedregel mod regeringen, og derfor går de sammen med oppositionen – men ikke fordi de tror på demokrati.

”Men de begynder at tale om det. Der er gode indikationer”, siger han. Indtil for nylig havde stammerne ikke grebet til våben, og der er stadig mulighed for at undgå udbredte kampe, mener han.

”Der er mulighed for at opnå forandringer uden vold. Hvis der er en hurtig overgang kan det gøres fredeligt. Men kommer der mere vold, så vil de i stigende grad gribe til våben”.

Opstanden, kampene og menneskerettighedskrænkelserne har betydet svære arbejdsvilkår for Ezzadin al-Asbahi og hans organisation.

”Yemen er i en højrisiko-situation. Der er hårdt pres på civilsamfundet. Vi genovervejer alle vores programmer og alt vores planlægning”, siger han. Og det gælder hele NGO-miljøet.

”Organisationer, der arbejder med at dokumentere overgreb, må arbejde hemmeligt. De får trusler. De er dem mest i fare”, siger han. ”Andre organisationer er totalt handicappede, som alt andet i Yemen. Alt er stoppet. Bankerne er lukket. Der er ingen penge i hæveautomaterne”.

Dilemmaer for danske organisationer

Krisen i lande som Syrien og Yemen har kastet de danske organisationer, som arbejder i landene ud i flere dilemmaer.

Det gælder både i forhold til egen og samarbejdspartnernes sikkerhed og om man skal trække sig ud af projekter med statsinstitutioner eller organisationer, der er tæt på styret. For hvis man gør det, risikerer man at ødelægge et langsigtet udviklingsarbejde og skade de kræfter i systemet, der ønsker forandringer.

Senest er debatten skvulpet over i medierne, hvor Herbert Pundik i Politiken har krævet, at Det Danske Institut i Damaskus indstiller aktiviteterne.

Hos organisationerne er reaktionen vidt forskellig. Nogle har valgt at fortsætte, mens andre har nedfrosset eller udskudt projekter ud fra konkrete vurderinger af aktiviteten og samarbejdspartneren.

”Vi skal selv kunne stå inde for det”, siger Anne Margrete Rasmussen, der leder Kvinfos aktiviteter i den arabiske verden.

Når det gælder det ungdomsteaterprojekt, som CKU og MS har kørt sammen med C:ntact på Betty Nansen, så er der endnu ikke taget beslutning om, hvorvidt næste fase skal køre som planlagt.

Ifølge Morten G. Poulsen fra CKU er overvejelsen især, om de unge risikerer at få problemer med sikkerhedstjenesten i det kraftigt indskrænkede rum for, hvad der frit kan siges i landet.

”Mange af de unge giver udtryk for, at de oplever situationen i Syrien som paralyseret”, siger han. ”Derfor hører vi på den ene side dernede fra, at de unge har mere behov for at blive hørt og komme med i processen end nogen sinde før, men samtidig skal vi jo ikke sætte dem i en situation, der gør, at de kan komme i klemme for deres optræden”.

Kvinfo har blandt andet et projekt, det støtter opbygningen af et forskningsbibliotek ved universitetet i hovedstaden Sanaa.

”De har ikke brug for vi forlader dem. Men samtidig vil vi ikke give direkte støtte til staten lige nu”, siger Anne Margrete Rasmussen.

Så organisationen holder fast i kontakterne, men gør ikke noget, der overfører økonomiske værdier til dem, så som midler til bogindkøb eller lignende.

Og her er hun faktisk helt på linie med Ezzadin al-Asaby, når det gælder, hvad de udenlandske organisationer skal stille op med de projekter, de har med forskellige mere eller mindre statslige organer.

”Jeg råder dem til ikke at bryde projekterne helt. Frys dem ned så længe sikkerhedssituationen er så dårlig. Men lad være med formelt at bryde kontakten. Hjælpen bliver der behov for senere”, siger han