Revolution med to kasketter

På institut for menneskerettigheder på Christianshavn sidder Ashraf Mikhail.

Han er dels projektleder i mellemøstarbejdet, og så er han oprindeligt egypter.
På YouTube ser han midt i januar en tale af den tidligere præsidentkandidat Ayman Nour, hvor han beder Mubarak om at gå af.

”Hold da op – tør nogen det”, husker han sin reaktion. Fra da af er han klar over, at der for alvor er noget på vej i Egypten. Derefter begynder han at følge tæt med i en række profiler på Facebook og beskedder på Twitter.

De første store demonstrationer d. 25. januar får ham så småt til at gå ind i begivenhederne selv, og han opretter en facebookgruppe om begivenhederne – simpelt hen for at få et forum til at dele og videregive information. Desuden står han i tæt kontakt med venner og familie og bliver også inviteret til andre facebookgrupper.

Må skille arbejdet ad

På et tidspunkt foreslår Ashraf, at Institut for Menneskerettigheder skal samle en gruppe unge omkring nogle computere og oprette et informationscenter, men ledelsen af instituttet mener, det falder uden for mandatet. Så Ashraf fortsætter sine aktiviteter – som privatperson.

Og informationsbehovet bliver kun mere akut, da styret blokerer internet og mobilforbindelser.

Smuthullet viser sig at hedde fastnetforbindelser, så informationen kommer ind og ud via telefon og bliver så spredt via det egyptiske eksilsamfund. Nogle bruger også modemopkald til udbydere i udlandet, og her viser Twitter sig at være mediet, da det kræver meget lille båndbredde.

Mere end 2000 tweets kommer ud under blokaden. Det samme gør billeder på YouTube af snigskytter, der sigter mod demonstranterne. Herfra går informationerne videre til Aljazeera og andre internationale medier.

”Det var en kamp med regimet om magten over informationen. Det var en meget vigtig del af revolutionen”, siger Ashraf.

Han tager også del i et netværk omkring en hotline, som militæret sætter op, så demonstranter kan melde om angreb fra Mubarak-tilhængere. Men efterretningsvæsenet sporer opkaldene, og derfor er den farlig for egypterne selv at bruge. I stedet bliver meldingerne sendt til et netværk i udlandet, som så ringer tilbage til hotlinen, og det lykkes at få det til at fungere hurtigt nok til, at militæret kan dukke op og skille parterne ad.

Dækker sine spor

I modsætning til den første facebookgruppe, dækker Ashraf nu også sine spor, så opkaldene ikke kan spores. Med sin baggrund i IT, gør han det samme med sine twitter-beskedder – både for at beskytte sig selv og sine kontakter og for, at Instituttets arbejde i Egypten ikke skal komme i klemme.

Samtidig støtter han op om en gruppe amerikanske arabere, som fører logbøger over både USA’s reaktioner, regimets respons og demonstranternes udmeldinger.

Det er vigtigt at holde overblikket, når kravene skal formuleres, og samtidig kommer gruppen med juridisk rådgivning. For eksempel, at man skal kræve, at Mubarak formelt overgiver sine beføjelser, inden han går, og at militæret officielt skal anerkende revolutionen. Samtidig bliver der lagt en strategi for at få militæret med over og for at holde det fredeligt.

Arbejde smelter sammen igen

Nu, hvor Mubarak er væk, og militæret har lovet en demokratisk udvikling, tør Ashraf godt smide masken. Samtidig rykker den viden og de kontakter, han fik som aktivist, så småt ind i hans arbejde på Institut for Menneskerettigheder igen. Han er stadig konstant opdateret med den seneste udvikling, og instituttet skal til at opdyrke samarbejdspartnere blandt aktivisterne.

”Det er et helt nyt Egypten”, siger han.

Men der har også været en enkelt ting i forløbet, han helt måtte holde sig fra.

”Jeg ville gerne have været taget ned og været med, men det ville ikke have været smart. I stedet fik jeg en lille, men vigtig rolle her,” smiler Ashraf.