Flot debutår for Tunesiens nye rehabiliteringscenter

Det har været et travlt første år for rehabiliteringscentret Nebras. Siden åbningen har mange torturofre kontaktet det DIGNITY-støttede center, og mange har modtaget enten psykologisk, fysioterapeutisk eller medicinsk behandling.

Tunesiens første rehabiliteringscenter for torturofre kunne fejre et-års fødselsdag i sidste uge. Og centret, der har hjemme i hovedstaden Tunis, er kommet godt fra start. 

Jeg håber, at Nebras i fremtiden kan blive et center i spidsen for rehabilitering både i Nord Afrika og i resten af verden Malek Lakhoua, læge og direktør for Nebras

“Det første år er gået rigtig godt. Centret har udnyttet viden fra andre rehabiliteringscentre i regionen, og har på bemærkelsesværdig kort tid fået deres behandling til at fungere professionelt”, siger Søs Nissen, der er programleder for DIGNITYs projekter i Mellemøsten og Nordafrika (MENA).

For læge og direktør for Nebras, Malek Lakhoua, var fødselsdagen tillige en markering af samarbejdet med DIGNITY.

“DIGNITY er vores hovedpartner, og fejringen var derfor også en hyldest til det samarbejde vi har haft siden 2012,” sagde direktøren.

Travlt første år
Siden åbningen har over 100 mennesker kontaktet Nebras. 91 har modtaget psykologisk screening, og 61 mennesker har modtaget psykologisk, fysioterapeutisk eller medicinsk behandling – enten ved Nebras, eller i samarbejde med lokale hospitaler. Langt størstedelen af de behandlede torturskader er pådraget inden revolutionen i 2011.

Nebras direktør Malek Lakhoua håber, at Nebras i fremtiden kan blive et center i spidsen for rehabilitering i Nord Afrika og i resten af verden. Foto: Nebras

Centret har tillige haft travlt med at gøre opmærksom på sig selv og den behandling, de giver torturoverleverne, og med at blive bedre til at give en så god behandling som muligt.

“De har også haft fokus på, hvordan de undgår at blive udbrændte som behandlere, og det er utroligt vigtigt for dem. Vi har hos mange andre partnere set, at der er stor udskiftning blandt ansatte, fordi det er hårdt for sjælen at høre på de frygtelige historier,” siger Søs Nissen.

“Men vigtigst af alt har Nebras behandlet en række torturofre, der tydeligvis er meget taknemmelige for den behandling, de har fået,” siger Søs Nissen, der var med i Tunis til fejringen af fødselsdagen.

Fortsat politisk vilje til at styrke indsatsen mod tortur
Ved centrets åbning for et år siden viste de tunesiske politikere stor opbakning til kampen for et Tunesien frit for tortur. Støtten er på ingen måde formindsket her et år senere. På dagen for fejringen talte den tunesiske sundhedsminister, Said Aidi, varmt om centret, og lovede støtte til Nebras’ fremtidige arbejde.

“Det var meget opløftende at høre sundhedsministerens tale, og det var tydeligt, at han talte fra hjertet,” siger Søs Nissen. 

Med kun et enkelt års erfaring som rehabiliteringscenter er Nebras en tumling. Der skal stadig bruges kræfter på at opbygge en stærk organisation med et bredere indtægtsgrundlag Søs Nissen, programleder for DIGNITYs projekter i Mellemøsten og Nordafrika

I sin tale understregede sundhedsministeren vigtigheden af at gøre op med fortiden og genetablere tillid mellem landets borgere og dets myndigheder.

Fremtiden for Nebras
Selvom første år er veloverstået, er der stadig flere forskellige udfordringer, der skal håndteres i de kommende år.

“Med kun et enkelt års erfaring som rehabiliteringscenter er Nebras en tumling. Der skal stadig bruges kræfter på at opbygge en stærk organisation med et bredere indtægtsgrundlag,” siger Søs Nissen.

Direktør Malek Lakhoua peger også på kapacitetsopbygning som værende af høj prioritet. Han fortæller, at Nebras netop har fået en aftale i stand med det tunesiske socialministerium. Aftalen skal sikre flere faciliteter og bedre støtte til torturofre

“Jeg håber, at Nebras i fremtiden kan blive et center i spidsen for rehabilitering både i Nord Afrika og i resten af verden”, siger Malek Lakhoua.

Reginalt samarbejde
Samme måned deltog DIGNITY i en stor konference  i Marokko om forebyggelse af tortur i Mellemøsten og Nordafrika. Her mødtes en lang række repræsentanter fra Mellemøsten og Nordafrika (MENA) til dialog og vidensdeling. Den to-dage lange regionale workshop var afholdt af Convention Against Torture-Initiativet (CTI), der blev oprettet i 2014 med henblik på at få alle lande til at ratificere og følge torturkonventionen. Hovedmålet med CTI er at opnå universel ratificering af FNs Torturkonvention i 2024, og nedbringe risikoen for tortur i alle lande.

Selvom de fleste lande i MENA-regionen allerede har ratificeret konventionen, er der stadig store problemer med at leve op til forpligtelserne. Under workshoppen kunne de deltagende lande tale uden for referat, om de udfordringer de har med at implementere konventionen, samt dele ud af gode erfaringer og løsninger på disse problemer.

Læs resten af artiklen om konferencen på DIGNITY’s hjemmeside