‘Afgørende med gode kontakter til civilsamfundet i Mellemøsten og Nordafrika’

Den 1. september tiltræder Michael Lund Jeppesen som ny chef for Udenrigsministeriets kontor for Mellemøsten og Nordafrika (MENA kontor). Læs her, hvilke erfaringer, han har med i bagagen og hvilke tanker, han gør sig om forholdet mellem Danmark og den arabiske verden.

Bogreolerne står klar til en invasion af dokumentmapper, og de hvide vægge venter spændt på at blive pyntet med gaver fra arabiske himmelstrøg.

Om få dage flytter Michael Lund Jeppesen ind på sit nye kontor på 3. sal i Udenrigsministeriet, og gejsten over det nye job som chef for Udenrigsministeriets MENA kontor har for længst indfundet sig.

”For en klassisk bureaukrat som mig, er det godt med noget kød og blod. Jeg kan allerede nu fornemme, at Det Arabiske Initiativ favner utrolig bredt og involverer mange forskellige dele af civilsamfundet, og jeg ser frem til at dykke ned i de enkelte projekter og lære dem bedre at kende,” siger han.

Fra trusselsbillede til forandringspotentiale

Michael Lund Jeppesen har i de seneste tre år været leder af Center for Terroranalyse, der bygger på et samarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste, Politiets Efterretningstjeneste, Udenrigsministeriet og Beredskabsstyrelsen.

Her har han har stået for at vurdere trusselsbilledet mod Danmark, blandt andet fra ekstremistiske grupper med rødder i den arabiske verden. Nu skifter han kasket og skal med Det Arabiske Initiativ kigge på forandringspotentialet i de lande, som han før har kigget på med sikkerhedsbriller.

”Det arbejde, jeg skal lave nu, har en meget positiv dagsorden – men der er en kobling til det, jeg har lavet tidligere, da det handler om at få marginaliseret de ekstremistiske kræfter. Som leder af Center for Terroranalyse har jeg arbejdet for at skabe en nuanceret forståelse af den trussel, vi er oppe imod.

Truslen kommer ikke fra almindelige muslimer eller fra de arabiske lande, men fra voldelige ekstremistiske grupper. Almindelige borgere skal have lov at sætte dagsordenen i den arabiske verden, og det er deres muligheder, vi støtter gennem Det Arabiske Initiativ,” siger han.

Michael Lund Jeppesen læner sig frem i kontorstolen og tager de mentale sikkerhedsbriller af.
”Uanset, om vi taler om terror eller ej, så er det utrolig vigtigt at styrke Danmarks relationer til den arabiske verden, så vi får en positiv læring ud af de skvulp, der har været med tegningekrisen.

Der vigtigt, at vi som land ikke bare interagerer med stater i Nordafrika og Mellemøsten, men også med civilsamfundsgrupper og enkeltpersoner. Verden bliver kun mindre og interaktionen med andre kulturer er kommet for at blive,” slår Michael Lund Jeppesen fast.

To år i Sudan

Michael Lund Jeppesen har en alsidig karriere med i bagagen, En karriere, der blev skudt i gang, da han i 1992 rejste til Sudan for at arbejde som JPO for UNHCR i to år.

”Det var en stor udfordring på det personlige plan at komme direkte fra universitetet til et land, hvor der var udgangsforbud om natten og checkpoints. Jeg fik rigtig ind under huden, hvordan det er at bo i et muslimsk land. Noget af det, jeg husker tydeligst fra min tid i Sudan, var Ramadanen.

Det var en prøvelse for medarbejderne at arbejde uden vådt eller tørt, men jeg husker også den hygge, der var forbundet med højtiden.

Og jeg oplevede størstedelen af befolkningen som meget tolerante muslimer, som bestemt ikke støttede borgerkrigen i Sydsudan,” siger han.

I 1994 startede Michael Lund Jeppesen i Udenrigstjenesten, hvor han i begyndelsen beskæftigede sig med udviklingspolitik og sad i NGO-enheden. Senere havde han et par afstikkere til Forsvarsministeriet og på CV’et er også to udeposter – én i NATOs hovedkvarter i Bruxelles, og én i Washington.

Nu glæder han sig til endnu engang at udvide horisonten som chef for MENA kontoret.
”Jeg har ikke rejst specielt meget i de arabiske lande, men for nylig var jeg i Iran og var fascineret af befolkningen og kulturen. Når man sætter sine egne ben på jorden, får man et meget mere nuanceret billede af et land, end når man kun læser aviser.

Så jeg glæder mig meget til at besøge landene i Mellemøsten, og skal bl.a. deltage i et møde i Syrien i efteråret,” siger han.

Ingen skønmalerier af Danmark

Som leder af MENA kontoret skal Michael Lund Jeppesen være tovholder på de politiske relationer til den arabiske verden. Han sætter sig i en varm stol, hvor han kommer til at arbejde i krydsfeltet mellem den danske indenrigspolitiske virkelighed og det billede, der bliver tegnet af Danmark i den arabiske verden.

”Jeg tror, man skal undgå at forsøge at male skønmalerier. Det er vigtigt at spille med åbne kort – vi er et demokrati og den politiske debat i Danmark er livlig. Der er ikke nogen smutveje til at forbedre vores image i den arabiske verden,” siger han.

Han ser Det Arabiske Initiativ som en ramme, hvor man kan lære om hinandens samfund.

”Jeg synes, vi skal lade danske muslimer forklare, hvordan de har det i Danmark – igen uden at male skønmalerier. Vi skal forklare, hvordan vores samfund er bygget op, hvordan det fungerer med forholdet mellem kønnene, hvordan vores kultur er og hvordan vores forhold er til religion. Og vi skal lære af den arabiske verden. Danmark er jo en søfartsnation, og vi har en lang tradition for at suge til os af indtryk fra verden.”

Sporene fra tegningekrisen skræmmer ham ikke. ”I mit tidligere job har jeg fået et godt billede af, hvordan tegningekrisen er blevet udnyttet af ekstremistiske kræfter.

Og det er utrolig vigtigt, at vi har gode kontakter til fornuftige mennesker i Mellemøsten og Nordafrika, som ikke nødvendigvis synes, at tegningerne var gode, men som kan forstå den kontekst, de opstod i. Tegningesagen vil stadig spøge, men jeg tror ikke, den vil få lov at dominere. Især ikke, hvis vi får lov at fortælle alle de positive historier, der er at fortælle om Danmark.”

Michael Lund Jeppesen kan kontaktes på mail