”Alle revolutioner æder deres børn”

Man må helst ikke røre nationens helte i Algeriet. Det lærte den fransk-algeriske instruktør Lyes Salem med sin kritiske film om Algeriets befrielseskamp, som blev vist på Cinematekets filmfestival.

Der skal mod til at ruske op i nationalklenodierne. Især i lande med tradition for propagandafilm, hvor fortiden ofte fremstilles mere glorværdig end den var. Da filmen ’Manden fra Oran’, om Algeriets befrielseskrig mod franskmændene fra 1958-62, blev vist i Algeriet, førte den til tumulter og slagsmål og endda krav om forbud fra en langskægget Tv-prædikant. 

Nationens helte og martyrer er hellige i Algeriet. At filmens hovedperson bliver involveret i frihedskampen er et tilfælde, er også uhørt. Alle gik naturligvis overbeviste og heroiske ind i kampen Lyes Salem, fransk-algerisk instruktør og skuespiller

”Islamisterne skabte mediehysteri over forbruget af alkohol i filmen og undgik dermed debatten om den udbredte korruption, volden og revolutionens svigt. Andre kritiserede, at den fremstiller frihedskæmperne som svage, drikfældige og resignerede,” fortæller instruktør og skuespiller Lyes Salem, som er inviteret til København af International Media Support for at møde det danske publikum efter visningen af sin film på Cinematekets arabiske filmfestival Arabian Nights.

Nationens helte og martyrer er hellige i Algeriet 

Filmfestivallen Arabian Nights fandt sted fra d. 19-29. august og var arrangeret i samarbejde med NASIM – Netværk af Akademikere, Studerende og Interesserede i Mellemøsten – og støttet af International Media Support med midler fra Det Arabiske Initiativ. Læs mere  på Cinematekets hjemmeside

Se billeder fra festivalens åbning i Cinemateket

Filmen handler om manden Jaffar (som spilles af Lyes Salem selv), som efter fem års modstandskamp i bjergene, vender tilbage og finder en lille dreng, som hans kone har efterladt. Jaffars søster har opdraget barnet, hvis franske far hævnede sin faders død, som Jaffar blev årsag til. Jaffar vælger at opdrage barnet som sit eget. En ven bliver minister i den første uafhængige regering, Jaffar bliver forretningsmand, og før de får set sig om, er de indsyltet i magtens spil og korruption. Dem, der kritiserer, går det skidt.

”Nationens helte og martyrer er hellige i Algeriet. At filmens hovedperson bliver involveret i frihedskampen er et tilfælde, er også uhørt. Alle gik naturligvis overbeviste og heroiske ind i kampen. Frihedskæmperne har fortsat en vigtig rolle i samfundet, men eksempelvis bliver licenser, der giver adgang til lejligheder, jobs og pensioner for familier til revolutionens martyrer, videresolgt for højeste bud. Mere hellige er de ikke,” tilføjer instruktøren tørt.

Manden fra Oran’ har mange lag, og meget er underforstået, som det også var i mange algerieres familier, hvor fortiden ikke var noget, man talte om Lyes Salem, fransk-algerisk instruktør og skuespiller 

50 år efter Algeriets uafhængighed fra Frankrig er Den Nationale Befrielsesfront, FLN, også kaldet enhedspartiet, stadig ved magten. Ifølge Lyes Salem skyldes det i høj grad, at partiet stadig nyder status som modstandsbevægelsen, der befriede Algeriet efter 130 års fransk kolonistyre.

Opgøret med fortiden

’Manden fra Oran’ handler om forholdet mellem magten og folket og mellem far og søn. For begge forhold gælder det, at sandheden må frem, ellers er ingen udvikling mulig. Algerierne var børn, som man ikke fortalte sandheden. Han må videregive sandheden til sin søn for at komme videre. Det samme gælder for Algeriet,” siger Lyes Salem, der dog understreger, at ’Manden fra Oran’ ikke bare er en film om revolutionen i Algeriet.

”Det kunne være hvor som helst. Alle revolutioner starter med ildsjæle og mennesker, der bliver hvirvlet ind i den og ender ofte i magtmisbrug. Jeg startede på manuskriptet i 2011, da Nordafrika var optændt af de arabiske revolutioner. Jeg håber, at Tunesien vil lade den demokratiske proces være i fred og undgå at gribe ind overfor islamisternes fremmarch. Algeriet gennemførte det første arabiske oprør i 1988, der medførte frie medier og over 100 politiske partier. Da islamisterne stod til at vinde i 1991, blev valget aflyst, hvilket førte til Algeriets blodige borgerkrig,” forklarer han.

Historiske dramaer

Hvor kom inspiration til filmen fra? 

Lyes Salem var i Danmark til en Q&A med publikum efter forevisningen af hans film The Man from Oran Foto: Cinemateket
Lyes Salem var i Danmark til en Q&A med publikum efter forevisningen af hans film The Man from Oran Foto: Cinemateket

”Født i Algeriet af en algerisk far og en fransk mor, fik jeg tidligt interesse for historiske dramaer. Jeg elskede teater i barndommens Algeriet og kom på skuespilskole i Paris, efter min mor blev skilt og flyttede til Frankrig.” Det var lige før borgerkrigen brød ud i 1988, der kostede over 200.000 mennesker livet over 10 år.

“Jeg kom tilbage på ferie, men opdagede hurtigt, at Algeriet ikke var noget ferieland længere. Stemningen op gennem 1990’erne var hård med mistro, spændinger og vold. Det var en stor kontrast til det småborgerlige familieliv, jeg husker. Folk var fattige i 80’erne, og mange havde kun vand hver trejde dag. Men hjemme hos os manglede der aldrig noget. Min far var funktionær i staten, og min mor arbejdede på det franske kulturinstitut med rig adgang til teater og film, og jeg gik i fransk skole. Borgerkrigen vakte min politiske vrede,” fortæller den 42-årige instruktør.

Lyes Salem er dog ingen vred mand. Tværtimod lyser humoren ud af hans prisbelønnede kortfilm ’Cousines’ og hans første spillefilm ’Mascarade’, også om Algeriet.

På hvilken måde adskiller din film sig fra andre algeriske film?

”’Manden fra Oran’ har mange lag, og meget er underforstået, som det også var i mange algerieres familier, hvor fortiden ikke var noget, man talte om. Den er gangsterfilm, komedie og melodrama på én gang. Eksempelvis indgår et pantomimeteater, som ministeren opfører for sin ven, for at cementere historien om, at han er far til sønnen. Biograferne er fyldt med den slags propagandafilm, hvor magten producerer historier for folket. Staten finansierer dem og bruger dem til forskellige formål. Mange skuespillere lever af det,” forklarer Lyes Salem, der håber, at algerierne vil få smag for film, der viser nuancer og stiller spørgsmål.

Allerede under befrielseskrigen begyndte FLN en filmproduktion, som forherligede modstandskampen som eksempelvis filmen ’Slaget om Algier’ fra 1965.

Identitets-skizofreni

Filmen stiller også de svære spørgsmål om algeriernes kulturelle identitet, om de er arabere, afrikanere eller berbere.  Og den udstiller algeriernes sproglige konflikter. Hvorfor?

”Der blev begået mange fejl efter befrielsen. Algeriet havde samme uddannelsesminister i 17 år, der intet gjorde for at give algerierne redskaber til at udvikle sig og landet. ‘Spørg ikke hvem du er. Tænk ikke. Vi tænker for jer’. Sådan var det algeriske lederskab op gennem 90’erne.”

Dertil kommer, at franskmændene efterlod Algeriet, Afrikas største land, uden at uddanne befolkningen. Den kritik illustrerer Lyes Salem med en scene efter befrielsen, hvor fabriksarbejdere opdager, at de ikke kan betjene de elektriske installationer, fordi franskmændene ikke har lært dem det.

I filmen bliver det helt grotesk, da fabrikslederen kræver klassisk arabisk indført på fabrikken, fordi der ikke findes udtryk for moderne redskaber. Sprog bruges også til at markere magtforhold. Dem, der behersker klassisk arabisk, er over andre, ligesom når nogle taler fransk,” siger instruktøren. Algeriets første regering indførte klassisk arabisk som officielt sprog i modsætning til fransk, mens den algeriske befolkning i almindelighed taler algerisk. “Algeriets nye uddannelsesminister har netop foreslået algerisk som officielt sprog i stedet for klassisk arabisk, og det går jeg fuldt ind for. Nu skriver funktionærer på algerisk eller fransk og skal have det oversat til klassisk arabisk”, siger han og ryster på hovedet.

Flaget er også urørligt

Men stormen efter filmen har lagt sig. Og du kunne godt få tilladelse til at filme?

”Ja, manuskriptet blev godkendt, for den algeriske filmkommission, der består af kultureliten, så den som et friskt bud på historien. Algeriet har frie medier, og kritik er mulig, især i pressen og litteraturen, idet styret blot vender det døve øre til. Det er vanskeligere på TV, film og i tegninger. Man rører ikke ved islam, præsidenten og det algeriske flag. Jeg husker en karikaturtegning, der viste to mænd i gaden og en snor med flag mellem to bygninger. En spørger, om der er fest i gaden og den anden svarer, nej, det er bare beskidt vasketøj. Tegneren fik to års fængsel. Humor findes ikke, for mange er døde for det flag, der illustrerer legenden om martyrerne og det uafhængige Algeriet,” forklarer Lyes Salem.

Men Algeriet er moden til film, der også spejler det moderne liv, mener instruktøren.

”Efter forpremieren fyldte filmen landets 10 biografer og desuden cinemateker i det nordlige Algeriet. Der findes ingen biografer i syd, men piratkopier cirkulerer og har også skabt virak på de sociale medier, som tydeligt tegn på succes,” siger han storsmilende.

Så Lyes Salem vender helt sikkert tilbage for at vække algerierne med film og humor. Den næste, betror han, bliver en komedie om algeriernes frustrationer med at opnå visa til EU.