Anmeldelse af ”1/2 Revolution”

Den amerikanske journalist John Reed dækkede i 1913 den mexicanske revolution. Det blev til bogen Storm over Mexico. Efter selv at have oplevet den russiske revolution i 1917 skrev han det klassiske værk Ti dage der rystede verden.

Da det arabiske forår i februar marts i år nåede Ægypten, var den danske filminstruktør Omar Shargawi selv på Tahrir-pladsen med sit kamera. Shargawi, der i 2010 modtog en Robert for filmen Fra Haifa til Nørrebro har i de seneste år pendlet mellem Danmark og Ægypten.

Denne gang blev det til dokumentarfilmen 1/ 2 Revolution, der i december havde premiere i 40 biografer landet over i forbindelse med Doxbio. Den er bliver tillige en af de fire danske dokumentarfilm, der er udvalgt til at deltage ved Sundance Film festival januar 2012 i Utah, USA.

Mens Ti dage der rystede verden er blevet en monumental klassiker, er Storm over Mexico ingen »objektiv« skildring af et politisk forløb. Den er en personlig skildring af de mennesker John Reed mødte og de begivenheder, han kom ud for.

Subjektiv tilgang

Naturligvis kan man ikke klandre Omar Shargawi, at han ikke er journalisten John Reed – og der er også langt fra Moskva til Tahrir-pladsen i den ægyptiske hovedstad.

Men udfordringen var fælles for John Reed og Omar Shargawi: Hvordan skildrer man mødet med en folkelig opstand, der afgørende ændrer et lands politiske og sociale strukturer? Og samtidig: Hvordan udtrykker man bedst sin kærlighedserklæring til de sultende, lasede, ofte forhutlede, men altid utålmodige og mobiliserede masser, der – organiseret eller uorganiseret – har besluttet at gøre en ende på undertrykkelsen, koste hvad det vil? Omar Shargawi har valgt den absolut subjektive tilgang.

Det er både dokumentarfilmens styrke og svaghed.

Egentlig var Omar Shargawi i Kairo for at lave en dokumentarfilm om gadebørn og for at forberede en spillefilm, da det folkelige oprør brød ud 25. januar.

I Kairo startede det med en demonstration for frihed og mod præsident Mubarak, som den følgende uges tid udviklede sig til en regulær gadekrig. Her skød politiet med skarpt ind i den tusindtallige forsamling af demonstranter.

Militær med pansrede køretøjer ødelagde brolægningen i Tahrir-pladsens sidegader og spredte frygt og rædsel blandt demonstranterne.

De andre projekter blev lagt til side, og i stedet vendte Omar Shargawi og hans ven og filmfotograf, den svenskegyptiske Karim El Hakim kameraet mod demonstranterne. Desuden omgav de sig i en lejlighed i et tydeligt velhaverkvarter nær Tahir-pladsen med et halvt dusin venner og familierelaterede.

De havde ganske vist en kosmopolitisk-arabisk baggrund, men som vel mærke i filmens start erklærer »Vi er alle palæstinensere« med reference til Intifadaen, palæstinensernes opstand(e) mod den årelange israelske besættelse.

Ved hjælp af videokameraer og mobiltelefoner lykkedes det Omar Shargawi og Karim El Hakim de næste ti dage at optage så meget materiale, at det er blevet til en dokumentarfilm på 72 minutter.

Oprør i sidegaderne

Det er en film om det, som foregår i sidegaderne til Tahrirpladsen under revolutionen.
Man fristes til at sige kun et stenkast fra Tahirpladsen.

Hvor vi fra TV husker optagelserne overvejende fra selve pladsen, ser vi i filmen, det man ikke – eller kun sjældent – har set på TV med alt hvad dette indebærer.

Fra at vove sig ud om natten for at skaffe mælk til babyer og rene bleer, mens lyden af maskinpistoler høres lige nede foran hoveddøren, til heftige gadekampe rundt om i byen, hvor også adskillige mennesker blev såret eller dræbt lige foran filmgruppens øjne og kameralinser.

Den euforiske stemning og følelserne, der vekslede mellem optimisme og vrede, som de demonstrerende ægyptere udtrykte, gennemlevede filmfolkene også.

Det lykkedes dem med simpel digital teknik, rystende håndholdt kamera at bringe tilskuerne helt tæt på begivenhederne og demonstranterne. Man kan næsten lugte blodet og sveden fra de mange desperate demonstranter der flygter fra politiets dødbringende projektiler.

Gribende dokumentar

Det er en gribende dokumentarfilm, der lang tid formår at fastholde tilskuerens opmærksomhed, men 72 minutter er lang tid for en dokumentarfilm.

Den er samtidig flimrende og i sin fragmenterede klipning – blandet med råb på arabisk og engelsk – er den næsten anstrengende at følge for et dansk publikum.

Efter 5 kvarters intensivt følelsesmæssigt bombardement sidder man tilbage i biografens trygge stole i en uforløst stemning efter mødet med 1/ 2 Revolution.

Den fortjener, uanset denne kritik, at blive set i biografen og forhåbentligt også snart på TV eller endnu bedre som led i møder og konferencer om det arabiske forår.

Her kan den stærke, personlige beretning ledsages at en mere perspektiverende samfundsmæssig analyse. Det skylder vi de demonstrerende, aktionerende og – forhåbentligt – sejrende folkemasser.

1/ 2 Revolution. Instruktion: Omar Shargawi. Fotograf: Karim El Hakim. 72 minutter.