Censur stopper ikke iransk filmikon

Irans filmiske ballademager Mohsen Makhmalbaf er persona non grata i Iran, hvor hans film er forbudte. Men han forsætter, for præsidenter falder, men kunsten består, mener han.

Kameraet er den iranske filminstruktør og aktivists våben i kampen mod diktaturer og forældede normer. Over 20 film optaget i 10 lande samt 50 filmpriser er det blevet til. Alligevel viser kun få iranske biografer hans film. Det gælder også hans prisbelønnede film Kandahar, som er kåret til en af verdens 100 bedste film.

I alle mine film prøver jeg at bryde et nyt tabu Mohsen Makhmalbaf, iransk filminstruktør

Den udkom i 2001 i 100 biografer i Italien, men blev kun vist kort i to iranske biografer. Danskerne kunne se ham og 9 af hans film i Cinemateket i januar.

Makhmalbaf fik etableret sig som kontroversiel instruktør med filmen Time of Love (optaget i Istanbul i 1990) om en kvinde, der bliver forelsket i to mænd. Den udløste en massiv mediestorm.

”I alle mine film prøver jeg at bryde et nyt tabu. The Nights of Zayande-rood fra 1991 viser, hvordan Iran og iranerne ændrede sig fra 10 år før og efter revolutionen. Jeg kritiserer også iranerne, fordi mange er dogmatiske og fanatiske. I de iranske skoler lærer man ikke om selvudvikling og frihed”, siger instruktøren.

Bagom magten og diktatorer 

I dagene 7.-10. januar viste Cinemateket ni af filminstruktøren Mohsen Makhmalbafs største film. Hans besøg var støttet af International Media Support gennem Det Arabiske Initiativ. Mohsen Makhalbaf sammen med Rasmus Brendstrup fra Det Danske Filminstitut

Mange af hans film forsøger at komme under huden på magtens natur. Som Salaam Cinema fra 1995, hvor en instruktør, som en anden diktator, kommanderer rundt med sine folk, som bare adlyder blindt.
Hans seneste spillefilm Præsidenten fra 2014 er en politisk satire à la Chaplin og den italienske La vie est belle. Efter en revolution må den afsatte præsident flygte med sit barnebarn og strejfe omkring som en forklædt gademusiker og lære sit land og folk at kende fra bunden. Det er en film, der ligeså godt kunne forgå i Syrien, Libyen eller Afghanistan. Men den handler ikke kun om diktatorers storhed og fald.

”Det blev til en film om, at magt er nødvendig for samfundet for at undgå anarki, men også om, at almindelige mennesker har et medansvar for diktaturet”, forklarer han. ”Se på Syrien. Præsident Bashar al-Assad er en slet fyr, men er de revolutionære gode? Det var det samme med Gaddafi: Han var slem, men se anarkisterne ved magten nu. På film bliver diktatorer ofte portrætteret som slemme fyre, mens befolkningen udelukkende opfattes som undertrykt.”


Fra militant til politisk kunster

Der går en rød politisk tråd gennem den 57-årige instruktørs liv. I dag er han kendt som en politisk kunstner og talsmand for den grønne reformbevægelse udenfor Iran. Men hans politiske udgangspunkt var meget mere radikalt. For som 15årig drømte Makhmalbaf om at dræbe Shahen af Iran. Han etablerede en militant gruppe, som kæmpede for at vælte den daværende Shah af Iran, Mohammad Reza Pahlavi. Som 17årig angreb han en politimand i et forsøg på at tage hans pistol og blev dømt til døden. Efter at have afsonet fem år af sin straf, blev han dog løsladt i kølvandet på den iranske revolution. Makhmalbafs rollemodel var Che Guevera, men i fængslet forstod han, at vold ikke fører til demokrati, og revolutionens udfald lærte ham, at mange problemer har rod i kulturen. Så han besluttede sig for at påvirke iranerne via bøger og film, og det har han siden dedikeret sit liv til.  I dag er hele familien involveret i Makhmalbafs produktionsselskab.

En dag vil man ikke længere se Khamenei og hans folk ved magten, men mine film vil stadig kunne ses. Så politikken dør, men kunsten består Mohsen Makhmalbaf, iransk filminstruktør

Makhmalbaf forlod Iran før valget af Mahmoud Ahmadinejad i 2005, da censuren blev for begrænsende.

”I Iran skal manuskriptet godkendes af ministeriet for åndelig vejledning. For at omgå censuren indgav jeg i årevis ét manuskript, men lavede så en anden film. Men pludselig begyndte ministeriet at kontrollere os. Derfor forlod jeg landet i 2004” fortæller instruktøren.

Jaget på flugt 

Makhmalbaf tog til Afghanistan for at filme og oprette en filmskole. Men selv ikke udenfor Iran kunne han være i fred. Under en filmoptagelse i Afghanistan blev der kastet granater foran filmholdet, hvilket dræbte en og sårede 20. Ingen tog nogensinde ansvar, men Makhalbaf mistænkte den iranske efterretningstjeneste. Det fik familien til at rive teltpælene op og flytte til Tajikistan, hvor Makhalbaf oprettede en filmfestival.  Men også her blev han truet og flyttede til Paris, hvor han blev talsmand for den grønne reformbevægelse. Det affødte endnu et attantatforsøg, som Mohsen også mener Iran stod bag. Derpå rykkede de til London, hvor han har boet siden.

Mohsen Makhalbaf i Cinemateket. Foto: Det Danske Filminstitut

Siden har han filmet i mange lande inklusiv Israel, hvor han optog dokumentarfilmen The Gardener fra 2012, der handler om den religiøse Bahá’í-minoritet.

”Der er syv mio. bahá’í’er i hele verden og 700.000 i Iran. De kan ikke gå på universitetet, få arbejde, blive politikere, mange er i fængsel, og det er forbudt at tale om dem. Undertrykkelsen af Bahá’i’erne er massiv,” siger Makhalbaf og tilføjer, at mange iranere tilmed opfatter Bahá’i’erne som upatriotiske på grund af deres anderledes religion.

Minoriteters vanskelige vilkår var også i fokus i den poetiske filmperle The Cyclist fra 1987 om en tidligere afghansk verdensmester i cykling, der shanghajes af griske pengemænd til en konkurrence om at cykle uafbrudt i syv dage for at tjene penge til sin kones livstruende sygdom. Filmen er finurlig, sjov, smuk, visuelt dramatisk og samtidig tragisk i sin behandling af, hvordan minoriteter og fattige behandles i Iran.

Hyldest til kulturskatten

Men Makhmalbaf har også ønsket at hædre den traditionelle persiske kulturrigdom, inden den forsvinder med moderniteten, med filmen Gabbeh fra 1996 om Irans rige tæppekultur.
I dag må han nøjes med at komme på besøg i Iran, som de 10 millioner iranere, der bor udenfor landet. Men 180.000 af dem kan end ikke komme tilbage på besøg, beklager han.  Selv kommer han heller ikke til at optage flere film i hjemlandet.

I dag er censuren umulig på grund af adgang til moderne medier Mohsen Makhmalbaf, iransk filminstruktør

”Jeg ville gerne tilbage og arbejde i Iran, men jeg har ikke tid til at tilbringe flere år i et iransk fængsel” konstaterer han tørt.

Systemets stærke censurpolitik og uvilje mod hans film holder dog hverken ham eller hans fans tilbage.

”I dag er censuren lettere at omgå på grund af adgang til moderne medier. Iranerne kan købe mine film på det sorte marked, og millioner af mennesker har kunnet se 10 film om mig og min familie på BBC Persia”, fortæller Makhalbaf, som løbende er i kontakt med familie og venner i Iran via mobil og sociale medier.

”Politikken dør, men kunsten består”

Han er heller ikke bekymret for Irans filminstruktører, som han siger i dag har lettere ved at optage materiale med minmalt udstyr og sende det ud af landet.

”En dag vil man ikke længere se Khamenei og hans folk ved magten, men mine film vil stadig kunne ses. Så politikken dør, men kunsten består”, konstaterer han. Og ifølge Makhalbaf er der allerede fremskridt at spore.
”For 30 år siden kunne man ikke tale om kærlighed, vise en kvindes ansigt eller tale om frihed. Før havde vi ingen kvindelige politikere. Vores rettigheder øges dag for dag.”

Det vil han nu selv demonstrere overfor publikum i Cinemateket, som både inkluderer danskere og iranere. Så Irans kunstneriske nomade takker af og forvinder ind i biografmørket.

Karin Bergquist er journalist i Nordafrika og Mellemøsten og forfatter til bogen ”Revolutionens børn. Unge i Teheran”.

Se filmen The Gardener, som Mohsen Makhalbaf har gjort tilgængelig på Youtube: