”Corona har ædt mig op indefra”

Den egyptiske økonomi og dens arbejdsmarked er ret hurtigt kommet sig oven på chokket fra pandemien. Men jobsituationen for egypterne har aldrig været mere usikker, især for de unge.

Når dit job afhænger af store forsamlinger af mennesker, er en pandemi noget nær det værste, der kan ske.

”Fra den ene dag til den anden havde jeg intet arbejde”, fortæller Mohamed Kamal, som er fotograf og især lever af at fotografere events og begivenheder.

”Selv da mine kunder efter noget tid begyndte at genoptage deres events, havde de stadig ikke brug for mig. For nu afholdt de dem virtuelt. Men som fotograf kan jeg ikke arbejde virtuelt. Corona har ædt mig op indefra”, siger han.

Mohamed Kamal var blandt de tre millioner egyptere, som mistede deres arbejde i perioden marts-juni 2020. På verdensplan er det estimeret, at COVID-19 forårsagede, at hvad der svarer til 400 millioner fuldtidsjobs gik tabt, fordi folk enten blev fyret eller mistede de fleste af deres arbejdsopgaver.

Set fra et helikopterperspektiv har Egypten dog klaret sig ret helskindet gennem COVID-19-pandemien. Det viser en ny rapport, udarbejdet for Oxfam IBIS. Sammenlignet med lande i en lignende position vendte Egyptens økonomi ret hurtigt tilbage til en plusvækst, efter at verden var gået noget nær i stå i foråret 2020. Det har også afspejlet sig i arbejdsløsheden, der i første halvdel af 2021 var tilbage på samme niveau som før corona.

Zoomer man lidt mere ind, står det dog klart, at forholdene i Egypten alligevel ikke er de samme som dengang, egypterne kun kendte corona som navnet på en egyptisk fabrikant af kiks. Rapporten viser, at det først og fremmest er de store virksomheder, som har reddet sig nogenlunde gennem corona. De mindre virksomheder – som økonomer ofte fremhæver som dem, der potentielt kan skabe flest nye jobs i Egypten – har derimod haft langt vanskeligere ved at håndtere pandemiens konsekvenser.

Blandt lønmodtagerne har krisen heller ikke ramt alle lige hårdt. Især unge og kvinder har mærket den mest, fordi de ofte arbejder i sektorer med meget menneskelig kontakt. Selv om mange unge har fundet arbejde igen, har det ofte været med en dårligere løn eller mindre sikkerhed i jobbet.

Mohamed Kamal har nu igen opgaver, men han tjener mindre på dem end før.

”Arbejdsgiverne udnytter, at der er så mange, som står klar til at tage et job. Allerede før pandemien pressede de lønnen ned, og nu hvor de skal spare, gør de det endnu mere”, fortæller fotografen, som ofte rejser hundreder af kilometer fra sit hjem i Port Said for at udføre opgaver for virksomheder og organisationer.

”Nogle gange siger jeg ja til opgaver, selv om jeg ved, at jeg ikke kommer til at tjene noget på dem. Mine udgifter til benzin er lige så høje som det honorar, de vil give mig. Men i det mindste sidder jeg ikke bare derhjemme og laver ingenting”, fortæller han.

 

Statistikken giver ikke det sande billede
Tal og statistikker for det egyptiske arbejdsmarked dækker altid over en mere kompliceret virkelighed. Arbejdsløsheden er eksempelvis faldet betydeligt siden 2018, men som rapporten for Oxfam IBIS demonstrerer, er den vigtigste årsag til dette, at flere millioner egyptere – i særdeleshed kvinder – er ophørt med at søge job og dermed er udgået af arbejdsstyrken. Det, der kunne ligne en positiv udvikling, er altså i virkeligheden en bekymrende indikation på, at forholdene på arbejdsmarkedet er så vanskelige, at især kvinder vælger helt at droppe ud af racet.

Ligeledes betyder den nuværende arbejdsløshed på lidt over syv procent heller ikke, at der er 93 procent, som arbejder så meget, de kan og vil. Der er både egyptere, som arbejder for lidt og for meget, eller som tager arbejde, der ikke svarer til deres kvalifikationer.

En betydelig andel af egypterne har job eller egen virksomhed, som der er begrænset efterspørgsel på, mens andre tager to eller tre jobs, fordi lønningerne er lave, og de ikke kan leve af blot den ene indkomst. Og blandt de veluddannede er det udbredt, at de er nødsaget til at tage jobs, de er overkvalificerede til, fordi de ikke kan finde andet arbejde.

Det er derfor ikke arbejdsløshedsstatikken, som giver det sande billede af forholdene i Egypten. Manglen på jobs ses i stedet afspejlet i statistikkerne for, hvor mange der helt opgiver at finde ansættelse eller ikke er tilfredse med deres nuværende job og løn. Ifølge rapporten udarbejdet for Oxfam IBIS er det hele 69 procent af de egyptere, der er i ansættelse i dag, som aktivt leder efter et nyt job.

”Priserne bliver ved med at stige, men det gør lønningerne ikke. Så man er tvunget til hele tiden at tænke på nye måder at tjene flere penge på eller overveje at skifte job eller karriere. Man kan aldrig finde ro”, fortæller Jaky Shawky.

Hun er skolelærer og er glad for sit arbejde. Hun ønsker ikke at forlade den skole, hun har arbejdet på i 12 år, men hendes løn rækker ikke til, at hun som alenemor kan forsørge sig selv og sin søn.

”Ved siden af skolen arbejder jeg deltid i administrationen af et kulturinstitut. Men det er nu heller ikke tilstrækkeligt, så jeg må igen overveje at gøre noget nyt. Det, jeg lige nu tænker at gøre, er at udbyde nogle workshops, jeg kan afholde i mine ferier”, siger hun.

Problemerne på det egyptiske arbejdsmarked er skabt af mange samtidige udviklinger og udfordringer. Løsningen er derfor ikke enkel, men kræver en holistisk tilgang, konkluderer rapporten fra Oxfam IBIS.

”Der skal handles både på et politisk, institutionelt og individuelt niveau, så man kan påvirke de overordnede rammer for arbejdsmarkedet, for uddannelse og efteruddannelse og for kommunikation og gennemsigtighed”, lyder det i rapporten.